HVORFOR HAR man lyst til at anmelde teater, der er skabt til børn og unge, når man selv er voksen? Jeg gør det af samme grund, som når det drejer sig om teater for voksne. Af kærlighed til teatret som en levende kunstart og for at delagtiggøre flest muligt i de mangeartede og meningsfyldte oplevelser, teatret giver os.
Den største mangfoldighed og det mest målrettede indhold findes i børne- og ungdomsforestillinger, derfor er der en særlig grund og en særskilt glæde ved at anmelde netop dem.
Vilkårene for anmeldelser af teater for børn og unge har ændret sig. Tidligere havde de store dagblade regelmæssigt anmeldelser af børneteaterforestillinger, skrevet af medarbejdere med faglig indsigt i og interesse for området. Sådan er det ikke mere. Til gengæld har digitaliseringen ført til nye medie-platforme og muligheder som teateravisen.dk, der har udvidet mængden af anmeldelser betragteligt.
Har det også ført til nye formater og måder at anmelde på? Både ja og nej.
FORMEN HAR ikke ændret sig væsentligt, og det er blevet nemmere at skrive langt uden papirets begrænsninger, hvis man har behov for det. Målet er stadig at formidle en levende sanselig og i høj grad visuel oplevelse ved hjælp af sproget – helst så klart, forståeligt og medrivende som muligt. Indholdsmæssigt er det en helt anden sag, for anmeldelser af børne- og ungdomsforestillinger er altid under forandring.
Det skyldes ikke, at jeg og andre anmeldere brillerer ved straks at spotte det nye eller være sprogligt nyskabende. Som jeg ser det, er årsagen, når anmeldelser tydeligt skifter fokus, danske børne- og ungdomsteatres evne til kreativ udvikling i pagt med tiden og samfundsudviklingen. Nogle gange med små skridt, andre gange i større spring når der opstår nye tekniske muligheder. Men altid i hastigere tempo end hos voksenteatrene
Børne- og ungdomsteatrene er hurtigere til – kunstnerisk og tematisk – at afspejle den aktuelle virkelighed, som er deres publikums, og den kan ændre sig fra den ene årgang til den næste. Det sætter sig spor i anmeldelserne, fordi udgangspunktet og kilden til anmelderens inspiration nu engang er den konkrete forestilling og dens tendenser, oplevet på den dag, på de vilkår og med netop det publikum, der er til stede.
ENGANG VAR det håndfast socialrealisme fremfor nuanceret scenekunst, der fangede opmærksomheden. Senere blev klassiske dramaer – ikke mindst af Shakespeare – skåret til i børnehøjde og fik plads blandt de aktuelle nutidshistorier. Kravestøvler, et yndefuldt slør og klassiske attituder gjorde fortidens historiske konflikter lyslevende for et måbende publikum og fik anmelderen til at overveje: 'Kan man det!'. Det viste Det Lille Turnéteater med 'Hamlet' og 'Romeo og Julie' og Teatret Møllen med 'Richard III' at, ja, det kunne de.
Dramatiseringer af populære eventyr har altid været på repertoiret, men med fejringen i 2005 af 100-året for H.C. Andersens fødsel blev der sat ekstra fokus på hans forunderlige historier.
Tit sad man ansigt til ansigt med digterens særegne fremtoning, og eventyrene var forvandlet til teater på så opfindsomme måder, at det halve nogle gange havde været nok. Flere oplevelser fra H. C. Andersen-året sidder dog fast i hukommelsen.
Med 'Ønsk' gjorde Teater Lampe en småbørnsudgave af 'Den standhaftige tinsoldat' til minimalistisk animationsteater. I 'Jorden er rund' lod Teatret Møllen alle personerne i 'Svinedrengen' spilles af en enkelt skuespiller, og Undergrunden opførte samme eventyr som nyskreven børneopera. Holbæk Teater satte med 'Milde Himmel! – en fest med H.C. Andersen' en moderne vaudeville på scenen, og Theater La Balance fortalte eventyret om 'Prinsessen på ærten' bagfra.
De blev også en del af Danmarks første og eneste statsensemble for børneteater, Corona La Balance, som har været med til at skabe kunstneriske blandingsformer, der giver anmelderen udfordringer, når de skal beskrives.
MUSICALGENRENS popularitet og musikvideoernes ankomst prægede i flere år børne- og ungdomsteatret og anmeldelserne af for eksempel Odsherreds Teaters 'Underværket – The Re-Mohammedy Show' og Munk & Pollners 'Jeg er sgu da ikke narkoman!'.
Musikken har altid været vigtig i forestillinger for børn og unge. Men værdien af den er stærkt undervurderet – også i anmeldelserne, selv om teatret er det sted, hvor børn i dag har størst mulighed for opleve musikkens forskellige genrer og mangfoldighed.
Det er over tyve år siden, at børn for første gang blev præsenteret for opera, så ørerne blafrede. Det gjaldt også anmelderens, for udgangspunktet var klassisk og kraftigt. Siden har dansk børneopera udviklet sig gevaldigt og justeret sit udtryk og begge dele er – trods myter og fordomme hos en del voksne – blevet en succeshistorie. Lige som danseforestillingerne, hvor Corona Danseteater med 'Forvandlingen' for små børn var blandt de første.
Sang og dans taler direkte til sanser og følelser, og det mærkes på tilskuernes reaktioner. For operaens vedkommende især, når det drejer sig om svære emner som i ZeBU og Musikteatret SAUMs 'Min far og vrede mand'. Mens anmelderen må pakke ønsket om en historie sammen, når børn med åbent sind intenst følger abstrakte dansemønstre som i 'Arme og Ben – og noget ind imellem' af danseteatret Aaben Dans.
PERFORMANCE-TEATRET åbnede et vindue til billedkunsten, og med 'Du milde himmel' satte Teater Carte Blanche tidligt fokus på genren.
Først var tendensen hos nogle anmeldere – og blandt dem mig selv – var det overhovedet teater? Siden har performance-forestillinger i mange år indbudt til vandringer i uvante rum fyldt med sære ting og sager og stemninger, som kan være svære og derfor spændende at skulle sætte ord på i en anmeldelse.
På et tidspunkt blev interaktivt teater det nyeste nye, som forestillingerne dyrkede og anmelderne skrev om. Siden har interaktivt vist sig at være et vidt begreb, der rækker fra planlagte råbekor til publikumsstyrede handlingsgange.
Moderne børn griber gerne muligheden for at stå på scenen, især hvis der er udsigt til skæg og ballade. Det kan skabe mere aktivitet end teater og få en anmelder til at føle sig fortabt. Andre gange er det rørende at opleve og skrive om små og store tilskueres seriøse engagement.
BØRN OG UNGE er blevet stadig mere indfanget af film- og tv, computerspil og mobilens lokkende skærm. Det har sat sig spor i forestillingerne. I begyndelsen kunne de digitale visuelle effekter overstråle indholdet, og lige som en helt ny genre, cirkusteatret, giver den slags tendenser en anmelder noget nyt at skrive om. Nu blomstrer og bruges den virtuelle fantasi og opfindsomhed med sikker hånd i kontakten til publikum.
Det er deres sprog, der tales, med astronauthjelm og lysende skosåler i Teatret Graense-Loes' 'It’s all l my fault', og som anmelderen må åbne ører og øjne for. Ikke mindst, når videoens muligheder i samspil med levende skuespillere sprænger teatrets rammer som i 'Atlas over afsidesliggende øer' af teatret ZeBU. Eller når ny teknik forstærker kraft og poesi i animations-teater for de yngste i Marionet Teatrets 'Lydmaleren'.
SAMARBEJDE MED eksterne partnere om særlige temaer er blevet mere udbredt. Har det ført til uhensigtsmæssige bindinger og stereotyper? Næ, det har tværtimod været afsæt for varierede udgaver af debatskabende interaktivt teater som Teatergrad & Det Flydende Teaters Grevinde Danner forestilling 'Ligeværd'.
I teatret C:ntacts forestillinger inddrages begivenheder fortalt af personerne selv. Det en udfordring, der kan stille store krav til anmelderens balancegang mellem empati og teaterkritik.
Med tiden har aldersgrupperne også udvidet sig. Nu kan danske børn og unge kan opleve teaterforestillinger målrettet dem, fra de er et halvt år med for eksempel 'Hvad nu hvis …' af Teater Blik og op til voksenalderen som med Teater Mikados 'Til sidste fjer'.
Trods ringe økonomisk støtte har børne- og ungdomsteatrene ikke mistet lysten til at skabe nye udtryk. Det er opmuntrende og holder anmelderen på tæerne.
Heldigvis, for det er min drivkraft, når anmeldelsen skal nedfældes og oplevelsen gives videre. Allerhelst fra en forestilling, der huskes og sætter spor mange år efter.
***
Randi K. Pedersen (f. 1948). Exam.art. i Teatervidenskab. Journalist/teateranmelder og kulturredaktør på dagbladet Land og Folk 1979-1990. Fra 1991 freelancejournalist og bl.a. en periode på 12 år teateranmelder og skribent på B.T. og leverandør til Folkeskolen og Børn og Unge. Fra 2007 udgiver og redaktør af online-avisen UgeXpressen, skrevet til skolebørn primært i 4.-9. klasse. Randi K. Pedersen har været fast anmelder for BørneTeaterAvisen/Teateravisen siden 1993 efter at have været gæsteanmelder med store samlede oversigter ved børneteaterfestivalerne i 1991, 1992 og 1993.
