Limfjordsteatret er aktuel med installationsforestillingen 'Forvandling', der havde urpremiere i det nordjyske 12. september og skulle have været med på den i dag netop aflyste Horsens Teaterfestival den kommende weekend (se artikel).
Men den er også led i et større projekt, der med støtte på 1,2 mio. kr. fra Nordea-fonden bredes ud til børn i fem kommuner, hvor kunstnere og naturvejledere kommer med faglige workshops og forestillingen selv, der foregår i et magisk skovunivers og hvor scenografien også fungerer som en bemandet installation, som børnene kan gå på opdagelse i.
Forestillingen er et udviklingssamarbejde mellem Limfjordsteatret og TATE Modern i London, og projekt 'Forvandling' har til formål at inspirere dagplejere og pædagogisk personale til at blive gode fortællere og via scenekunstneriske redskaber at styrke sproglighed og sensorisk udvikling hos børn i aldersgruppen 1-4 år.
Med de gode fondsmidler som ballast rykker projekt 'Forvandling' således i januar 2021 til Hjørring, efterfulgt af Struer, Silkeborg og Thisted kommuner for i august at ende på hjemadressen hos Limfjordsteatret i Morsø Kommune.
I september 2021 rundes projektet af med en konference for medarbejdere fra de fem medvirkende kommuner samt Nordea-fonden. Her vil bl.a. være oplæg fra forsker Lars Geer Hammershøj, Helle Solvang fra Jordens Skole, Susan Sheddan fra Tate Moderns afdeling ”Early years and Families” og fra evalueringsteamet ”It is a Bird”, som følger hele processen.
(Billedet: Limfjordsteatrets sanse- og installationsforestilling 'Forvandling' indgår i et større kunstnerisk-pædagogisk projekt. Foto: Lars Horn/Baghuset)