I forbindelse med vedtagelsen af finanslovsaftalen for 2018 blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at etablere to regionale kunstfonde: Øernes Kunstfond og Den Jyske Kunstfond. De kan kulturpolitisk ses som et provinsorienteret modsvar til Statens Kunstfond, som efter Dansk Folkepartis mening primært støtter kunst og kultur i hovedstadsområdet.
Fondene skal de næste fire år uddele 2,3 mio. kr. fra hver fond til kulturelt iværksætteri i krydsfeltet mellem kultur og erhverv – der skal være lokal medfinansiering til projekterne, som kan søges af kunstnere, netværk, foreninger m.v.
Til første ansøgningsrunde – med deadline 13. november – modtog Den Jyske Kunstfond i alt 85 ansøgninger, hvoraf 24 projekter modtager støtte til at udvikle deres projekter. Umiddelbart er der ingen scenekunstneriske projekter i Teateravisens interessefelt at spore på listen
Se den samlede liste over støttede projekter
Øernes Kunstfond. Fonden modtog i første ansøgningsrunde i alt 49 ansøgninger, og 17 projekter har fået besked om, at de vil modtage støtte.
På listen ses bl.a. Teaterforeningen Klints 'UrKlang i Spil' (100.000 kr.) – til formodentlig fortsættelse af skuespiller Lene Vestergårds storstilede musikforestillinger ved Stevns Klint (se note).
Også BaggårdTeatret har modtaget 100.000 puljekroner til et scenekunstnerisk lydprojekt, 'Sundets Stilhed' – et audio-eventyr med Bertolt Brecht.
Og mere lyd, omend i udkanten af det scenekunstneriske: Næstved Kommune har ligeledes fået 100.000 kr. til en lydpark på Rønnebæksholm, der fortæller levende historier om kulturhistorien for børn og voksne.
Se den samlede liste over støttede projekter
(Billedet: Kulturminister Mette Bock (LA) udpegede i august formænd og bestyrelse i de to fonde – formand for Den Jyske Kunstfond er iværksætter og koncertarrangør Frank Panduro, mens Øernes Kunstfonds formand er Mette Blum Marcher, der direktør på Guldagergaard, Internationalt Keramisk Center – der nu har afsluttet første uddelingsrunde. Foto: Bjarke Ørsted)
(caj)