I Århus har OPGANG 2 fået flere millioner kroner fra bl.a. Statens Kunstfund, Bikubenfonden og Integrationsministeriet til projekt ’Andre Horisonter’, der skal lave mobilt lokalteater for unge og voksne i bl.a. Gellerup for at give områdets beboere en fornemmelse af, at levende kunst har noget at tilbyde dem og noget at gøre med dem og deres liv.
I Odense forsøger projekt 5240 Act Now i Vollsmose at give de unge mulighed for at spejle sig selv i teatermediet. Det sker med forumteater og gruppeteatererfaringer og parolen ’teater nedefra’.
I Taastrup har Taastrup Teater – der ligger lige midt i en ghettobebyggelse med omkring 50 forskellige nationaliteter – af lyst og nød ladet teatrets aktiviteter afspejle mangfoldigheden både blandt personale og på scenen og med et partnerskab i Center for Kunst og Interkultur.
Og i København har bl.a. Uppercut med ’Dans i Nordvest’ lavet et mangeårigt såkaldt ’community dance’-projekt givet børn og unge i et særdeles multikulturelt lokalmiljø mulighed for at stifte bekendtskab med dans som udtryksmiddel, mens man længere inde mod byens centrum finder Betty Nansen Teatret, der i nogle år har huset C:ontact, som laver kunstneriske projekter – herunder ikke mindst teater – for og med unge med forskellige kulturelle baggrunde.
Der var således en vis logik i, at det var nogle unge fra sidstnævntes ’Taskforce’, der indledte et lille seminar om ’teater og integration’ 25. maj i Skuespilhuset ved at fremføre små monologer fra tilværelsen som ung af anden etnisk oprindelse i Danmark.
Og så alligevel ikke rigtig: For meningen med seminaret var primært at diskutere den manglende identifikation for og med indvandrere på danske teaterscener og den professionelle scenekunsts muligheder for trods alt og med alvorlige justeringer også at kunne optræde som kulturel spydspids i integrationsbestræbelser.
Og så kom de tre unge ikke-professionelle spilleres glimrende livtag med såvel teaterkunst som integrationsproblematikker nærmest til at stå som et dementi af begge dele…
Se på jer selv først!
Opgaven for seminarets paneldeltagere og de omkring 50 velmenende og meningsfyldte deltagere – teater- og organisationsfolk, lærere og projektmagere m.v. – var dog diskutere mulighederne for mere (teater)kontakt med den store gruppe af indvandrere og danskere med anden etnisk baggrund end den gængse. Primært for at fremme integrationen i kulturlivet – men set fra teaterlederside også fordi der ligger både en spændende opgave og et gevaldigt tilskuerpotentiale og venter derude.
Operachef Kasper Holten var som ordstyrer særdeles ordtagende og brugte megen tid til at bekymre sig om, hvordan man skulle få både indvandrere og andre segmenter – herunder de unge og de uuddannede til at forstå, at opera var en fantastisk ting, mens panelets oplægsholdere var mere opsatte på at definere teaterkulturens placering i integrationsprojektet.
Migrationsforsker Helle Stenum foreslog således, at man – dvs. de hvide – så på os selv først og lavede en liste over vores privilegier og adfærd i relation til indvandrere og flygtninge. Og hun foreslog afslutningsvis, at man kunne lave kvoteordninger for det maksimale antal hvide skuespillere på scenen.
Teaterchef Mogens Holm fra Taastrup Teater fulgte op med at opfordre til at få flere kunstnere med anden hudfarve/etnicitet på banen. Det vil give mere autenticitet i forestillingerne – men man skal ikke lave teater for ’de andre’, men fordi man vil lave meningsfuld kunst. Og siden kom han også ind på, at omstillingen ikke kun skal ske på scenen, men også i form af personale og hele måden at se teaterkulturen an på.
Teaterchef Henrik Hartmann fra Betty Nansen Teatret berettede, hvordan C:ntact-projektet var udsprunget af ren nysgerrighed og en forståelse for, at man bedst bygger relationer mellem kulturerne ved at fortælle om os selv og mødet med andre og ved at arbejde med det, der sker inde i ens eget hoved.
Sluttelig fik film- og teaterinstruktør Parminder Singh – der med sin indiske baggrund formentlig var castet specielt til opgaven som anden-etnisk repræsentant – mulighed for at fortælle, at han havde det svært med selve begrebet ’integrationsteater’ – og den velmente obligatoriske debat bagefter en sådan oplevelse.
Han advarede mod kunstnerisk apartheid – og det faktum, at integration var blevet til en storindustri med millionomsætning – og mente, at det var bedre at lave kunst af høj værdi uden at satse på nemme point på integrationskontoen.
Den hvide mands byrde
Det var faktisk særdeles befriende at få spillet det kort ud. Dels lyder begrebet ’integrationsteater’ som noget, der lukker sig uhyggeligt meget om sig selv. Og det skal vel ikke være sådan, at indvandrere kun skal se indvandrerstykker, mens vi andre skal se ’om den hvide mands byrde’, som det blev formuleret i den efterfølgende debat, hvor det også flere gange blev pointeret, at vedkommende (teaterkunst) handler om mennesker og relationer mere end hudfarve og etnicitet.
Men ellers måtte man sande, at diskussionen gik både i ring og løb ad sporet, men der blev da bl.a. talt om muligheden for at indføre kvoter for elever af anden etnisk oprindelse på landets skuespilskoler, kvoter for indvandrerrelevant repertoire på teatrene, politisk mulighed for indgriben ved samme, professionelt teater kontra integrationsteaterprojekter osv.
Der var også en snak om, hvorvidt man partout skulle have den korrekte hudfarve/køn for at spille en etnisk-baseret rolle. Og det er selvfølgelig ikke en naturnødvendighed, når det handler om teaterkunst. Ellers kan opfordringen fra børneteaterhøjde bare være at se fx. Teater O i ’Europamesteren’ (om venskab, krig og integration) eller ’Knockout’ (om venskab, krig og integration). Så man kan opleve både ’integrationsteater’ uden pædagogik og pegefingre og danske børneteaterskuespillere agere ’de andre’ med stort talent og humor.
Børneteatret i funktion
Og sidstnævnte element kunne man godt have brugt lidt mere af på seminaret. Og måske også lidt flere referencer til børne- og ungdomsteatret. For når der blev snakket om nødvendigheden af mere opsøgende arbejde i skoler og lokalområder – for at udvide kendskabet til teater og eget kendskab til tilskuersegmenter – burde det ikke undgå opmærksomheden, at der er langt over 100 professionelle børne- og ungdomsteatre, der allerede befolker skoler og institutioner. For uanset race, køn og alder ser langt de fleste af landets skolebørn teaterforestillinger i løbet af deres skolegang og er således ikke totale ignoranter overfor fænomenet, når de støder på store teatre og store forestillinger – herunder balle og opera.
Derfor var noget af det mest befriende denne dag da også at høre en københavnsk lærer sige, at hun skam slet ikke var bekymret for, om børn og unge kom i teatret – også selvom de var ’etnisk differentieret’. For det gjorde de – og det ligefrem med glæde…
Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at der heller ikke i de danske børne- og ungdomsteatre findes ret mange ikke-hvide spillere, instruktører, scenografer m.v., der kan bidrage både med mangfoldighed og status som rollemodeller.
Og at også de store årlige teaterfestivaler i april rundt om i landet har en klar underrepræsentation af børn og deres forældre af anden etnisk oprindelse, selvom når disse festivaler er i indvandrerrige byer/kvarterer.
Fætter-kusine-fest
Men seminaret denne tirsdag på Nationalscenens nyeste teater rykkede altså ikke så meget. Det var ikke uden grund og ironi, at såvel ordstyrer Holten som medarrangør Michael Metz Mørch fra den overmåde kulturstøttende Bikubenfonden brugte vendingen fætter-kusine-fest om arrangementet, der i øvrigt sluttede med et uddrag af operaen ’Waiting in Nowhere’.
Helt symptomatisk for hele integrationskunstsnakken er måske, at Kasper Holten havde bedt to herboende flygtninge – komponisten Edina Hadžiselimovic fra Bosnien og librettisten Rubén Palma fra Chile – om at skrive en kammeropera om, ’hvordan ser de på os’, og så fik han en opera om – flygtninge…
Kunstnere vil lave kunst om noget, som vedkommer dem. Og tilskuere vil forhåbentlig gerne komme og se det. Uanset etnisk tilhørsforhold.
Og selvom Det Kgl. Teater og de øvrige store institutionsteatre vånder sig over den manglende opmærksomhed fra det store ikke-hvide segment, så handler det jo også om at fortælle Danmarks mange indvandrere om de mange tilbud, der rent faktisk er. Og at de også er for dem.
Det handler – udover vedkommende kunst – også om markedsføring. Og det kan man måske tage fat på under et af de næste seminarer om kunst og integration, der skulle være på bedding her og hisset.
Men hvad angår ’teater og integration’ skulle man måske næste gang holde et seminar ude i virkeligheden – hos nogle af de indledningsvist omtalte teaterprojekter i Århus, Odense, Taastrup eller København NV – med de så eftertragtede unge med anden hudfarve som indforskrevne deltagere, så man kunne få direkte kontakt. De vil forhåbentlig også slå på, at det ikke er så meget snak om integrationsteater som snak mellem mennesker, vi har brug for.