»Kussen har altid været der. Man kan lige så godt blive venner med den og gi’ den et navn – Tulle, Fru Larsen, Bolsjedåsen eller kussen,« fortæller Tine, der lige har siddet med ryggen til og kikket sig selv op under kjolen og nu har vendt sig rundt mod 5.a fra Rosenvangsskolen i Århus, der sidder kønsopdelt. Drengene til højre. Og pigerne til venstre.
»Og så er der alle ordensreglerne for kussen,« fortsætter Tine.
»Ryd op og gør hovedrent! Ingen høj musik efter klokken 22! Husdyr er ikke velkommen! Og luk kun dem ind, du kan li’!«
Filurens nye debatteater- eller forumteatertiltag, ’Første gang’, er i fuld gang. Der er to spillere på scenen. Tine Høst spiller pigen Tine, og Tim Torndyb Jensen drengen Tim. Men de spiller også Ruth og Rasmus, to radioværter på Radio Kys. Ruth, som er klædt i rødt suppleret med blåt tørklæde, svinger energisk sin stangholdte mikrofon rundt om sit hørebøfdekorerede hoved. Og Rasmus, der er klædt i blåt tilsat rødt butterfly, er ham som, iklædt decimeterbrede blå briller, styrer slagets gang som spørgsmålsstiller.
Og selvom trangen til at føre sig frem ikke var påfaldende hos dagens skoleklasse – der måske også lige var et nummer for lavt, en 6. klasse havde været bedre – så kom der skam også fakta på bordet.
Til spørgsmålet: ’Hvornår er man kærester’, erklærede en dreng på forreste række: »Når man har kysset fem gange!«
Tungekys, onani og homoseksualitet
’Første gang’, som Filuren har udviklet i samarbejde med Sex og Samfund, tager fat i en pæn stor buket af alt det som er så svært med kroppen, kærligheden og alle de følelser, som pisker rund i én, når man er præpubertær, eller godt i gang med ’at træde ind i de voksnes rækker’: Menstruation, kønsbehåring, bumser, og udseendet og kroppens forandringer i det hele taget. Det at kysse – og tungekysse i særdeleshed. Kærlighed, forelskelse, homoseksualitet, porno og onani.
Forestillingen har klogelig valgt at sluse de svære ting ind i en optimistisk, munter og ligefrem sketchagtig helhed. Det er fx ikke tilfældigt, at Tine Høsts Tine lægger ud med spøgefulde og ligetil replikker i ordensreglementer for til slut, når sindene er stemt og varmet op, at komme ind på det som er mere vanskeligt: At formå at sætte grænser og sige fra.
Ved at optræde med en så uhøjtidelig tone baner spillerne vejen for at kunne stille spørgsmål som: ’Er der nogen af jer der er forelskede lige nu?’, ’Hvad er det vigtigste, skal man se godt ud eller være charmerende og sjov?’, ’Hvad er forskellen på kærlighed og forelskelse?’, ’Hvornår er man kærester?’, ’Hvad skal der til for at sige: Jeg elsker dig?’.
Til at plante overvejelser som: ’Hvorfor er der aldrig nogen, som tænker på, hvor svært det er at være hende, der skal gøre det forbi!?. Og til at komme med udsagn så som: ’Nogle gang gør man ting, man ikke har lyst til, bare fordi de andre gør det’, som Tine, siger efter at have brækket sig over et tungekys fra skolens Don Juan, som alle de andre piger falder i svime over.
Eller til at trække lidt ‘jeg holder af min krop’-optimisme ind efter en lille morsomhed omkring onani med replikken: ’Det er sundt at kende sin krop. Når du kender din krop godt, får du et bedre sexliv’.
Svaner og brystvorter
Undervejs fletter spillerne spørgsmål ind til de unge, og de arrangerer en leg, hvor de unge skal rejse sig og finde hen til den publikumsside, der passer til deres ja eller nej svar på forskellige spørgsmål. Det skaber en fin afveksling i spillet.
Også selvom eleverne denne dag alle helt konsekvent flyttede til de samme sider dvs. svarede ens – ingen turde skille sig ud fra fællesflokken lige her.
Ligesom elever var meget midtersøgende og både-og-agtige i deres svar – fx at det både var vigtigt, at en pige/dreng var smuk/så godt ud, og at vedkommende var fræk og charmerende…
Men så kunne man glæde sig over variationen i de små båndede indslag. Dels speak, hvor piger og drenge fortæller hvad de mener om udvalgte emner, fx hinandens udseende og væremåde. Dels en række korte ’Vidste du at’-indslag.
Indslag, som ikke kun er interessante og sjove, fordi de fx fortæller, at svaner forbliver par hele livet, at katte har seks brystvorter, og at løver nogle gange parrer sig 50 gange om dagen. Men som også ad omveje berører forestillingens emner, uden at det er direkte forpligter de unge til at stille med synspunkter og svar.
Fnis, humor og frivillighed
At det er humoren og frivilligheden, der er krumtappen i forestillingen, er i det hele taget dens scoop.
Fnis er en selvfølgelig stor bestanddel af de unges reaktioner. Og det gør ikke spor, at de unge ikke bralrer op og slynger svar ud. Hovedsagen er at de sammen har været i et rum, hvor de ord, som de kender ordlyden af, men personligt med største sandsynlighed har et famlende forhold til, bliver brugt som det mest naturlige af alt.
Lige fra start lægger spillerne ud med naturligt at spinde ord som ’pik’, ’kusse’ og ’nosser” ind i de replikker, hvis indhold og debatåbnende tanke det hele drejer sig om.
’Første gang’ er og giver sig ikke ud for at være en forestilling, der fokuserer på hvad scenekunst kunstnerisk æstetisk kan. Der er truffet nogle enkle valg i forhold til scenografi og rekvisitter, og teksten er et bevidst miks mellem dialoger, spørgsmål og båndede indslag.
Men det, der centralt styrer forestillingen er, at den vil åbne op for en debat om de emner, den tager op. Den er, som Filuren skriver i programmet: ’En håndsrækning til lærere og pædagoger – og kan ses som et levendegjort undervisningsmateriale’.
Efter seancen i Musikhuset var der mulighed for ekstra snak, men børnene skulle hurtig hjem. Dog efter lige at have afleveret nogle kommentarer til det, de netop havde været en del af: Det havde nemlig været fint – og også lidt pinligt…
