Hvordan bevæger en mand i et computerspil sig egentlig? Og hvad sker der, når vi bliver så optagede af skærmene, at vi glemmer menneskene omkring os og ikke rigtigt gider tage del i virkeligheden mere?
Det er disse tidsaktuelle spørgsmål, som Aaben Dans kommer med svar på i den interessante og imponerende komplekse forestilling ’Ai-Ai-Ai!’, antagelig for de 6-10-årige.
Det er igen koreografen Thomas Eisenhardt og instruktøren Catherine Poher, der sammen har skabt en overbevisende scenisk verden.
Umiddelbart ser forestillingen beskeden ud; den vigtigste scenografiske element er et stort forhæng af hvide plastikstrimler, der sammen fylder hele scenens bredde. Men bagved gemmer der sig alverdens skærme og en voksen, der er så optaget af skærmene, at han ikke er i stand til at være til stede for sin datter mere… Eller hvordan man nu vil tolke den yderst åbne fortælling i ’Ai-Ai-Ai!’.
Tryk på knappen
Foran plastikforhænget står i hvert fald danseren Antoinette Helbing med et stort smil og udstrakte arme. ’Det her er mig. Det er i hvert fald min krop – og den er jeg meget glad for,’ siger hun. Så laver hun alverdens akrobatiske hop og rul, så hun ender med at stå med strakte ben og bøje sig forover, så hun kan se gennem benene og smile til publikum. Og ungerne griner tilbage og har en fest.
For Antoinette Helbing formår at gøre dem nysgerrige på sin krop og sine bevægelser. Hun peger med fingeren ud i luften, og så trykker hun fingeren ind i navlen – og pling! Straks begynder en energisk musik, der fylder hele rummet med en glad saxofonmelodi og nogle sjove trommer. Man kan nærmest mærke, hvordan musikken smiler til hende.
Men så går hun hen og trykker på en lille knap, der hænger på forhænget – og straks bevæger hele forhænget sig bagud og afslører hendes verden i et hjem med computere og tv og alle mulige skærme. Og ingen at lege med…
Klistret til skærmen
Forestillingen er både konkret og abstrakt på samme tid. Den viser en voksen mand, der sidder klistret til skærmen, hvor han har lært lydsporet til ’Borte med Blæsten’ udenad.
Børnene i 0. og 1. klasse kender selvfølgelig ikke hverken de engelske ord eller filmen. De har næppe heller hørt om Scarlett O’Hara. Men de mærker, hvordan denne voksne dyrker sin klassiker lige så indædt, som de selv dyrker deres Disney-film.
Folmer Kristensen spiller sin fraværende far med en gennemført afhængighed af skærmen. Han nægter at se pigen i øjnene. Han stirrer bare på sin skærm. Til gengæld bliver han desperat, da skærmen ikke virker. Og børnene indser tydeligvis, at han som voksen er mindst lige så afhængig af sin skærm, som de selv måske er.
Cyborg-præcision
Koreografisk triumferer forestillingen, når Ole Birger Hansens computerspilshelt pludselig rejser sig fra computeren og bliver levende. Eller næsten levende. For pointen er faktisk, at denne ’cyborg’ netop kan udføre alle bevægelser og udføre alle mulige slags ordrer. En computerspilfigur kan bare ikke føle noget – uanset hvor godt den er animeret.
Ole Birger Hansen er nærmest skræmmende god i rollen som muskelbundtet fra computerspillet. Hans høje muskelkrop ligner en fantasytegning af et overnaturligt væsen. Koreografisk udfører han enhver bevægelse med nøjagtig samme kraft. Intet er personligt ladet. Alt er præcist.
Og når han står på scenen bare iført nogle grønblå shorts – over for den lillebitte Antoinette Helbing med gylden legekjole og den lave Folmer Kristensen i sort-nusset ’fartøj’ – kommer han naturligvis til at se endnu mere overmenneskelig ud. Eller nærmest gudeagtig.
Gennemsigtig hovedskal
Ole Birger Hansen bukker sig. Han rejser sig – og han stritter med sine skulderblade, så man koreografisk får mindelser om hans præstation i Eisenhardt og Pohers kropsnysgerrige forestilling Arme og Ben tilbage i 2007. Men i ’Ai-Ai-Ai’ går transformationen endnu videre. For som overnaturlig skabning presser han så hårdt med sine fingre så på sit skaldede hoved, så man kan se hans hovedbund bugte sig, så den ligner en gennemsigtig hovedskal med hjernen indenunder. Det er en vild og fuldstændig atypisk og anarkistisk danserpræstation af Ole Birger Hansen. Men han fortrækker ikke en mine. Han saver bare gennem luften med sine voldsomme og hårdtslående armbevægelser. Ungerne hujer med – og de reagerer stærkest, når han netop viser sin følelsesløse ikke-menneskelighed.
Netop her er koreografien eminent. For denne danser opfører sig ikke bare mekanisk, som man gør i ’electric boogie’ eller andre dansestilarter, hvor man ellers efterligner en kunstig adfærd. Denne computerspilhelt opfører sig digitalt: Enten er han i bevægelse, eller også er han i hvile. Enten hamrer han hånden ud i luften i præcis kopi af pigens bevægelser, eller også gør han intet.
Det dramatisk smukke opstår, da pigen vil hjælpe ham, netop fordi hun indser, hvor ensom han er som skærmhelten – eller skærmmonstret. Og det rørende opstår, da hun rækker sin hånd ud for at mærke hans hjerte…
Legelysten vinder
’Ai-Ai-Ai!’ er en klog og velgennemtænkt forestilling med mange tolkningsniveauer. Derfor virker målgruppen også temmelig bred. Fredrik Lundins livlige musik er i sig selv en kommentar til skærmverdenens illusion og frustrationer – og tilsyneladende ubekymrethed.
Antoinette Helbings særlige udstråling og nærhed til børnene er dog afgørende. Hun er en voksen performer, men hun taler til dem, som om de var venner, og hun hører tydeligvis til blandt dem. Netop derfor bliver det hendes danseglæde og legelyst, som børnene spejler sig i – og hendes beske erfaringer med computerspilhelte. De 6-årige fanger næppe alle detaljerne omkring computerspilsverdenen. Men de mærker garanteret glæden hos pigen, der står foran dem og stikker sin finger i navlen.
