Det aarhusianske børneteater Filuren har siden starten i midten af 1960’erne kørt en flerstrenget strategi som både teaterskole for børn og som professionelt producerende børneteater.
Og man har i disse år stor succes med sit dramatikerprojekt, DramatikVærket, hvor man på bestilling får professionelle dramatikere til at udvikle og skrive dramatik, der skal spilles af børn og unge.
Filuren kalder selv DramatikVærket for ’en naturlig videreudvikling af Teaterhuset Filurens særlige profil med et professionelt producerende teater i dagligt samspil med en teaterpædagogisk afdeling for børn og unge’.
Siden DramatikVærkets start i september 2008 har man blandt de professionelle dramatikere kunnet se Sally Altschuler, Line Knutzon og Lenemarie Olsen udfolde sig, og i den kommende finale på DramatikVærkets såkaldt Anden Runde er det Julie Kirkegaard, Caroline Cecilie Malling og Daniel Wedel, der har udviklet dramatik til børn og unge fra efterskoler, dramaklubber og teaterskoler for børn og unge.
Tilslutningen har været så stor, at Filuren har måttet søsætte en finalefestival såvel 28.-29. januar som 24. 26. februar 2012. I løbet at de to festivaler vil 11 grupper af børn og unge fra hele landet finde vej til Teaterhuset Filuren i Århus for at vise deres egne opsætninger af Anden Rundes tre stykker.
DramatikVærket modtager midler fra Region Midtjylland, Aarhus Kommune, BikubenFonden, Kulturministeriet og Danske Dramatikeres Forbund.
Læs mere om DramatikerVærket på www.filuren.dk