Helsingør Teater, der står for de store gadeteaterfestivaler under navnet PASSAGE ved Øresund, indledte i efteråret 2016 et samarbejde med den internationale gadeteaterfestival SO i Skegness i det midtøstlige England med det formål at bruge erfaringerne fra PASSAGE-festivalerne i Helsingør/Helsingborg til at videreudvikle den engelske festival.
I kølvandet på dette samarbejde blev PASSAGE-festivalen og dens leder, Jens Frimann Hansen, hyret til også at stå for den kunstneriske ledelse af den engelske festival – og første SO-festival med dette koncept blev afviklet med 2018-udgaven, der fandt sted fra 31. august-2. september.
Jens Frimann Hansen er i den forbindelse blevet smukt præsenteret på SO-festivalens hjemmeside, hvor hans succes som kunstnerisk leder af Helsingør Teater og PASSAGE-festivalen kaldes 'uden sidestykke' og hvor man følgelig i de næste fire år ser frem til at nyde godt af hans faste tilknytning til SO-festivalen og hans store europæiske netværk.
Udviklingsperspektiver
Det er oplagt at høre, hvilke erfaringer Jens Frimann Hansen har gjort i forbindelse med årets SO-festival – herunder hvordan det er at være leder af både en dansk og britisk festival på samme tid.
»Både politikere og embedsværk fra East Lindsey District Council (festivalområdets forvaltning, red.) har ved flere lejligheder besøgt PASSAGE Festival i Helsingør og Helsingborg og været interesseret i samarbejdet. I 2017 blev SO-festivalen en del af Arts Council Englands såkaldte National Portfolio med en flerårig bevilling og altså med mig som kunstnerisk leder, men under en rammeaftale med Helsingør Teater.
Det sidste er vigtigt. Rammeaftalen har givet os mulighed for at samarbejde strategisk og det har givet nogle helt nye udviklingsperspektiver både for Helsingør Teater og for SO-festivalen,« fortæller Jens Frimann.
Festivaler leverer svaret
– SO-festivalen drives som et privat-offentligt selskab (Magna Vitae) – men hvad er de væsentligste forskelle organisatorisk og økonomisk på en dansk festival som PASSAGE og en britisk gadeteaterfestival?
»Nu findes der også i England et meget bredt spektrum af gadeteaterfestivaler med alle typer af finansiering og kunstneriske profiler. Det vigtige er, at man i England i 2015 publicerede en national publikumsundersøgelse af kulturlivet som helt utvetydigt viste, at festivaler og i særdeleshed festivaler i det offentlige rum i rigtigt mange tilfælde leverede svaret på de problemer, som resten af kulturlivet og især de store institutioner var konfronteret med. De dårligt uddannede, indvandrerne, de syge, de unge m.fl., som man ellers ikke ser i kulturlivet, var hyppige gæster til festivalerne.
Ydermere viste undersøgelsen, at de valgte festivalerne på grund af deres høje kunstneriske kvalitet. Arts Council England tog faktisk konsekvensen af undersøgelsen og flyttede midler fra det etablerede kulturliv og til festivalområdet og det er blandt andet noget af baggrunden for SO-Festivalens finansiering,« siger Jens Frimann, der beklager, at man ikke har den slags undersøgelser i Danmark.
Statslige vurderingsmænd
»Men billedet her er formodentlig det samme. Det er i hvert fald vores erfaring. Vi har lige afviklet et gadeteaterarrangement i forbindelse med Kulturnatten i Helsingør, og her var der flere begejstrede indvandrere som tilskuere. Mit gæt er, at de færreste af dem har været i Det Kgl. Teater. Festivalerne kan være et vigtigt instrument til også at få ydergrupperne til at interessere sig for teater, men desværre er der ikke et samarbejde mellem institutionsteatrene og festivalerne. Og så mangler vi altså valide statistiske undersøgelser af området.
Jeg er sjældent til et netværksmøde i England hvor der ikke er en akademisk uddannet statistiker til stede. Det er et krav fra Arts Council England. Desuden udsender Arts Council England 'mystery spectators', en slags vurderingsmænd, der kommer uanmeldt og udarbejder en skriftlig rapport om festivalen. Vi havde sådan en på festivalen, men fik heldigvis en ualmindelig positiv vurdering fra personen.
Kulturlivet tages alvorligt
– Sponsorater udgør normalt en meget større del af finansieringen ikke mindst på de store festivaler i Storbritannien. Hvordan ser konceptet ud for en gratis-festival som SO i Skegness i den sammenhæng?
»Sponsorer fylder generelt mere i England, eller er i hvert fald mere synlige i England. Langt hen ad vejen er det min vurdering, at det først og fremmest er udtryk for et engagement, og at kommercielle partnere også interesserer sig for kultur. Jeg oplever måske kulturlivet i Danmark lidt for isoleret, mens man i England tager det alvorligt og i det hele taget mener, at kultur skal spille en rolle i flere samfundsområder.
Vi havde nogle sjove konflikter med nogle butikker, som havde betalt til festivalen og som mente, at vi var for kunstneriske og for lidt underholdende. Det lytter vi selvfølgelig ikke til. Generelt er det offentlige, og altså Arts Council England, fortsat langt den største og vigtigste bidragsyder,« lyder det fra Jens Frimann Hansen
Han kan i den sammenhæng fortælle, at ikke alle de nye grupper, som Helsingør Teater/PASSAGE-festivalen introducerede i England, blev mødt med lige stor begejstring af alle.
1 Watt var en af disse kontinentale grupper. Kompagniet er et af Frankrigs mest anerkendte gadeteatre, men spillede for første gang en større forestilling på SO-festivalen i Skegness. Forestillingen blev mødt af flere klager fra forretninger og kritiske læsebreve, men blev vurderet positivt af publikum og i Arts Council Englands vurdering af festivalen.
Større fokus på festivalernes betydning
– Hvad kan danske (gade)teaterfestivaler lære af britiske som SO-festivalen – og omvendt?
»Først og fremmest skal vi anerkende festivalen som en vigtig kulturfaktor med en masse fordele i forhold til bestemte typer af kunstnerisk virksomhed. Festivalerne er kunstnerisk innovative og har ofte de meget vigtige fordele, at mange af midlerne går direkte til kunstnere. De har få udgifter til administration og bygninger og henter finansiering mange andre steder fra end målrettede kulturpenge.
De offentlige midler er ofte helt afgørende, som i Danmark i øvrigt, til at sikre festivalernes kunstneriske kvalitet. Desuden at de som nævnt er i kontakt med publikumsgrupper, som ellers befinder sig langt væk fra kunstens og kulturens centre. Festivalerne er internationale og er befordrende for kunstnerisk udvikling og kvalitetssikring.
Det har man dokumenteret i England og det er man opmærksomme på, mens man i Danmark kun sporadisk støtter festivals og aldrig har gennemført en national undersøgelse af deres effekt og betydning i det danske kulturlandskab.«
Teater til 'depraverede' boligområder
– PASSAGE-festivalen har også gennem årene haft solidt fokus på at bringe teater og teaterrelaterede projekter ud til ‘belastede’ boligområder med ikke-teatervante beboere. Kan det koncept også finde anvendelse i Skegness?
»Ja, en del af festivalen blev gennemført i et decideret depraveret boligområde. Man kan ikke overføre vores erfaringer i Helsingør til Skegness i et 1:1 forhold, men det er et af de områder, vi kigger intensivt på,« siger Jens Frimann, der nu har sin første oplevelse som kunstnerisk leder i Skegness bag sig.
Og med et festivalprogram, der indeholdt ganske mange forestillinger, som også har deltaget i PASSAGE-festivaler de sidste par år.
Hvilket måske også handler om økonomiske-praktiske stordriftsfordele fremfor specifikke kunstneriske valg?
»Det er kunstneriske valg. Vi har i flere tilfælde valgt grupper vi har gode erfaringer med i Helsingør og sendt dem til England. Men der er ingen sikre kort, publikum i England og Danmark reagerer meget forskelligt på de samme forestillinger. Som i Danmark, hvor publikum i Horsens og Helsingør kan være to vidt forskellige størrelser,« siger Jens Frimann.
Sikkerheden koster
SO-festival 2018 er fortid, mens der allerede kigges frem mod næste års festival. Med årets 18 forestillinger er programmet væsentligt mindre end PASSAGE-festivalens, så det er naturligt at spørge til, om er planen er at ekspandere eller om der er praktiske, økonomiske eller organisatoriske forhold, der begrænser en udvidet festival?
»I England fylder sikkerhedsspørgsmålet rigtigt meget. Det er et lovkrav. Derfor er udgifterne til produktion i England væsentligt højere. Det er en stor del af forklaringen på at programmet er mindre,« kommer det fra Jens Frimann Hansen, der oplister krav om, at sundheds- og sikkerhedspersonale følger hver eneste gadeteaterforestillinger, ligesom der ved større forestillinger skal være myndigheder med beslutningskompetence til stede (politi, brand, kommune) i tilfælde af terrorangreb.
Dertil er man ikke nået ved de danske gadeteaterfestivaler – endnu i hvert fald.
Da PASSAGE Festival udover det nu særdeles omfattende samarbejde med SO-festivalen også opererer med andre festival-samarbejdspartnere, er det fristende lige afslutningsvis at spørge til, om Helsingør Teaters festival-imperium står foran flere udvidelser…!?
»Nej, ikke egentlig udvidelse, men vi deltager i stadigt flere netværk med diverse projekter,« lyder det fra den kunstneriske leder af p.t. to store gadeteaterfestivaler i to forskellige lande.
