Når Festival 2012 afvikles i Ringsted og Sorø fra 22.-29. april, bliver det den 42. festival i en ubrudt række af stadigt mere omfangsrige og professionaliserede festivaler med scenekunst for børn og unge.
Rammerne fyldes mere end ud med deltagelse af op til 120 teatre og 200 forskellige forestillinger – og over 650 opførelser i løbet af festivalugen. Tallene er taget fra tilmeldingerne her midt i februar, men holder disse tal bare tilnærmelsesvist, kan man se frem til den hidtil største udgave af festivalen.
Det er altså et mega-arrangement, og selvom arrangørerne fra Teatercentrum besidder erfaring og ekspertise, er det et stort logistisk net, der skal spindes med hjælp fra værtskommune(r) og de deltagende teatre og deres organisation.
Men udover mange roser for festivalernes gennemførelse er der i årenes løb også indimellem blevet udøst kritik over arrangementet og arrangørerne fra Teatercentrum. Kritik fra værtsbyerne over mindre godt samarbejde eller for centralistisk styring fra Teatercentrum; kritik fra teatrene og deres organisation for ikke at blive hørt (nok) omkring afviklingen, indkvarteringen, spillestederne m.v. – og kritik fra tilrejsende formidlere om at festivalen er blevet for uoverskuelig, at billetsystemet ikke fungerer, at cafemulighederne er for dårlige osv. osv.
Eller som Michael Ramløse, der var sekretariatsleder 1987-96, afvæbnende yndede at sige: ’Her på Teatercentrum bestræber vi på at behandle alle lige – dårligt!’
‘At stikke fingeren i jorden’
Mens teatrenes egen organisation, BørneTeaterSammenslutningen (BTS) – der nu er en del af Teatrenes InteresseOrganisation (TIO) – har været med på sidelinjen og fast deltager i festivaludvalg gennem alle årene og har haft løbende adgang til kritik og evaluering, udarbejdede Teatercentrum i 2007 en evalueringsrapport om festivalværternes forventninger og samarbejdsønsker. Rapporten med titlen ’At stikke fingeren i jorden’ havde den overordnede konklusion, at hvis kemien er i orden og præmisserne klarlagt for et festivalforløb, der forberedes i op til to år, kan alt lade sig gøre.
Evalueringsarbejdet resulterede i en håndbog for værtskommuner og en detaljeret brochure om festivalen.
Teatercentrums nuværende leder, Henrik Køhler, tiltrådte i kølvandet på evalueringsrapporten og har siden 2008 stået i spidsen for de årlige april-festivaler. Og han kan altså nu se frem til at stå i forreste linje, når Festival 2012 afvikles til april.
Med sig har han 12 medarbejdere fra Teatercentrum, hvortil kommer to repræsentanter fra teatrene, 13 personer fra værtskommunernes arbejdsgruppe og et forventet antal frivillige på ca. 200 personer. Samt selvfølgelig alle teatrene.
De skal til sammen være med til at sikre afviklingen af en festival, der afvikles i Ringsted for tredje gang på 12 år – idet byen også var vært i 2000 og 2005 – men hvor der denne gang har været problemer med at få finansieret budgettet på ca. fire mio. kr. – hvor Kulturministeriet via refusionsordningen refunderer halvdelen.
De festivalansvarlige i Ringsted har længe søgt efter nabokommuner til at hjælpe med at løfte arrangementet, inden det endte med, at Sorø gik med i festivalværtskabet som juniorpartner og med et relativt mindre tilskud (200.000 kr.)beløb.
Alle aktører inddrages i planlægningen
Henrik Køhler er dog fortrøstningsfuld og ser frem til en god festival i det midtsjællandske.
– Men Festival 2012-værtskommunen Ringsted har haft problemer med at finde partnere og økonomi til festivalen. Fornemmer du at, det er blevet sværere for kommunerne at finde penge til festivalen? Og bliver det sværere for Teatercentrum at finde værtsbyer?
»Nej tværtimod. Efter kommunalreformen i 2007 står kommunerne nærmest i kø for at få begivenheden til byen. Det skyldes nok, at med den større volumen og dermed større økonomi er det lettere for en enkelt kommune at finde de nødvendige midler til festivalen. Jeg er dog også overbevist om, at det også skyldes, at vi bruger flere ressourcer på, i samarbejde med kommende værtskommuner, at fokusere på, hvordan festivalen kan indgå som løftestang i forhold til kommunens kulturpolitik og børne/unge politik i særdeleshed. På den måde bliver det tydeligere for kommunen, hvad festivalen kan bruges til, og vi sikre samtidigt, at resultaterne af festivalbesøget forankres også efter at festivalen er slut.«
– Teatrene har været ude med kritik af, at Teatercentrum ikke inkluderer dem nok i hverken planlægning eller servicering, men i stedet bruger kræfter på at tilfredsstille de lokale arrangører og formidlerne. Hvordan stiller du dig til den kritik? Og hvad har TC gjort for at komme teatrene i møde?
»Denne fokusering på værtskommunernes ønsker og behov i forbindelse med festivalen kan naturligvis se ud som en nedprioritering at teatrene og deres behov, men det er ingenlunde tilfældet. For det første kommer ethvert blivende tiltag, som vi i samarbejde med værtskommunen udvikler, i sidste ende teatrene og teatrenes afsætningsmuligheder til gode. For det andet, hvis man ser på festivalerne de sidste år er teatrenes vilkår ikke ændret eller forværret, tværtimod har vi lempet på teatrenes deltagerkrav, så man ikke behøver at være tilstede alle dage i festivalugen, men kun på de dage, hvor teatret afvikler forestillinger. Men det er klart, at hvis der er en oplevelse blandt teatrene af, at vi tilsidesætter dem i planlægningen, så bør vi også tage det alvorligt. Det har vi bl.a. gjort ved at invitere repræsentanter for teatrene ind i den festivalarbejdsgruppe, som vi etablerer i værtskommunen og vi har afholdt en række dialogmøder, hvor vi har inviteret alle teatre til en snak om festivalen. Begge dele har vi oplevet som en succes og det er helt sikkert noget vi vil holde fast i fremover. Desuden startede vi i denne omgang den konkrete planlægning af festivalen med et 24-timers møde med værtskommunens arbejdsgruppe, hvori også repræsentanter for teatrene deltog.«
Logistiske udfordringer
– Festivalerne har tilsyneladende etableret sig på en størrelse, der siger mindst 100 teatre og mindst 150 forskellige forestillinger og omkring 650 opførelser. Er der – jvf. tidligere diskussioner og kritik af omfanget – overhovedet grænser for størrelsen i relation til en rimelig afvikling af festivalen. For teatre, formidlere og værtskommune?
»Jeg er overbevist om at festivalen nu har fundet sit leje, som afspejler ganske godt, hvordan branchen ser ud. Jeg har ikke nogen forestilling om, at der fremover kommer flere teatre til. Det vil svinge en lille smule fra år til år – alt efter hvor i landet festivalen er – men ellers er vi tilfredse med størrelsen Jeg mener, at det princip, vi har om refusionsgodkendelse som deltagelseskriterium, fungerer ganske godt og det hænger godt sammen med det tilsvarende udvalg i Den Røde Brochure.«
– Men festivalens megastørrelse afføder vel hele tiden nye logistiske udfordringer og gør det svært for mindre kommuner/byer at kunne stille de nødvendige faciliteter i form af lokaler og publikumsgrundlag?
»Det er klart, at når festivalen har den nuværende størrelse, giver det nogle logistiske udfordringer i værtskommunen. En af de store udfordringer er indkvarteringen, både for teatre og tilrejsende formidlere. Den mulighed, vi havde før i tiden for at leje en hel ferieby til teatrenes indkvartering, eksisterer stort set ikke mere, da husene i de fleste feriebyer er solgt til private brugere. Det har været en af de medvirkende årsager til, at vi har lempet deltagerkravene til teaterfolk. Men indkvartering er noget af det, vi vil arbejde med også i fremtiden. På den anden side har vi endnu ikke mødt en værtskommune, hvor vi ikke har kunnet løse de logistiske udfordringer på en eller anden måde, og jeg tror ikke, at vi nødvendigvis vil se, at en værtskommune falder på logistikken. Tværtimod mener jeg, at de forskellige udfordringer vi mødes af hvert år, er med til at udvikle festivalen og jeg tror ikke på en løsning med faste festivalkommuner. Dertil er gevinsten ved at flytte rundt for stor. Jeg tror på, at vi med festivalen trækker et kulturpolitisk spor gennem hele landet og den bevægelse fremmer udbredelsen af scenekunst for børn og unge.«
Online-billetbestilling forude?
– Festivalen er hele tiden under forandring, også hvad angår servicering af tilrejsende formidlere, brugerinddragelse af de unge tilskuere, billetudlevering osv. Hvad kan man vente af nye tiltag på Festival 2012?
»Festivalen i Ringsted og Sorø kommer i formen meget til at ligne det, vi kender. Hvert år arbejder vi dog på at udvikle nye tiltag/nye ideer til forbedringer. I år arbejder vi på at etablere en online-billetbestilling – altså en mulighed for at bestille billetter på nettet – både til glæde for formidlere og for almindeligt publikum. Ligeledes arbejder vi på en mobil internetside, hvor man kan se programmet og søge i festivalens forestillinger. Sådan en side får man bl.a. adgang til via de såkaldte QR-koder, som vi anbringer på plakater, programmer og andet materiale. I øvrigt tager vi i år hul på en større proces, der handler om festivalens udvikling på lidt længere sigt. I denne proces ønsker vi at involvere både teatre, formidlere og værtskommuner.«
– Teatercentrum har færdige og foreløbige aftaler om festivaler frem til og med 2017. Det er vel et tilfredsstillende fremtidsperspektiv lige nu?
»Ja. I 2013 skal vi til Morsø, i 2014 arbejder vi på at komme til Nordsjælland, i 2015 tager vi en tur til Vejle og i 2016 skal vi endelig afprøve en festival i hovedstaden, da Frederiksberg har ønsket festivalen. I 2017 tager vi så til Sønderjylland, nærmere bestemt Sønderborg. Så hvis man er kommune, der drømmer om festival, skal vi en del år ud i fremtiden, før der er hul.«
Færre formidlere til festivaler?
– Man hører ofte fra teatrene, at de fornemmer en nedgang i formidlertallet på festivalerne, både Teatercentrums i april og Horsens-festivalen i september. Noget skyldes vel kommunesammenlægninger og økonomisk krise, men det gør i givet fald festivalerne mindre attraktive for teatrene, fordi de håber på at sælge forestillinger på den messe, som festivalen også her – samtidig med det koster mange penge for dem at deltage. Hvordan ser du udviklingen her?
»Det indtryk er faktisk ikke i overensstemmelse med sandheden. Tværtimod ser vi en stigning i antallet af formidlere i vores netværk – altså de som registrerer sig på vores hjemmeside – og i modsætning til, hvad mange teatre tror, kommer de også på festival og bliver helt frem til, at festivalen slutter søndag eftermiddag. Vi modtager hvert år evalueringer fra formidlerne, som understreger, at festivalen er et vigtigt led i deres planlægningscyklus. Derudover er et af Teatercentrums store indsatsområder at udvikle nye formidlingsveje. Så udover at servicere det eksisterende formidlernetværk, skaber vi nye formidlere, bl.a. børn og unge selv, som via f.eks. KulturCrew er med i udvælgelsen af forestillinger til netop deres skoler. Vi tror på, at det er vigtigt at skabe ejerskab til scenekunsten blandt de primære brugere, hvis vi skal sikre interessen for kunst også i fremtiden. Man skal som teater vide, at der allerede sidder børn og unge blandt publikum på festivalen, som rent faktisk har penge med hjemmefra til at købe forestillinger til næste sæson. Noget af det, vi arbejder på, er at gøre det nemmere for formidlere at være på festival. Ideen om aldersopdelte spillesteder, som vi afprøvede i Randers er et eksempel herpå – og dette blev evalueret fantastisk positivt blandt formidlerne. Vi kan dog ikke garantere, at vi kan gøre det samme igen, men vi prøver at udvikle lignende tiltag, der letter formidlernes arbejde.«
Hvad med flere sponsorer?
– Festivalerne har hidtil holdt sig næsten fri af private sponsorer, fonde osv. I modsætning til ikke mindst festivaler i udlandet, hvor festivalhjemmesider, spillesteder, billetter osv. er plastret til med sponsornavne. Hvornår tager Teatercentrum større skridt i den retning? Og vil en ændret strukturel status – som selvejende institution frem for et udvalg under Kulturministeriet – betyde noget for mulighederne generelt?
»Teatercentrums festival kommer ikke til at leve af sponsorater. Vi har en god aftale med værtskommunerne om, hvordan økonomien til en festival hænger sammen – og så længe refusionsordningen ligeledes dækker festivalen, er der masse af incitament for en kommune til at gå ind i projektet. Ikke mindst derfor er det vigtigt at afklare med værtskommunen, hvilken kommunal kulturpolitisk kontekst festivalen indgår i. At kommunerne rundt omkring er begyndt at få øjnene op for, hvordan de kan supplere deres økonomi eller aktiviteter med sponsorater, har vi intet imod. Tværtimod er vi begyndt at foreslå kommunen, at ’tilbagebetale’ sponsorer med scenekunst, altså at vi tilbyder en forestilling eller flere til en virksomhed mod at de åbner deres døre for byens borgere. Vi har taget aktivt stilling til, at festivalens udtryk ikke bliver domineret af sponsornavne. Der bliver ikke nogen ’Carlsbergfestivalen – teater for børn og unge’ eller lign. i vores regi.«
Hvad med at tage entre?
– Modsat april-festivalerne og Horsens-festivalerne tager flere af landets små festivaler med scenekunst for børn og unge en beskeden entre til forestillingerne? Og alle gør det ved festivaler i udlandet. Kunne det være en mulighed? Også fordi det giver en form for’ medejerskab’ af festivalen, når man skal betale for billetten? Ligesom pr-guruen Christian Haves tidligere udmelding om, at man enten skal kræve penge af eller i stedet betale tilskuerne for at overvære forestillingerne, fordi ’gratis’ gør festivalerne til andenklasses kulturtilbud…?
»Vi har ingen planer om, at det skal koste penge for brugerne at se forestillinger på vores festival. Vi har et princip om, at vi tilbyder scenekunst til alle uanset social, økonomisk, geografisk og etnisk baggrund, og det synes vi er et godt princip. Vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at være med til at sikre, at scenekunst også i fremtiden vil stå som et interessant og vedkommende tilbud for alle, ikke mindst børn og unge. Derfor skal økonomien ikke være en hindring for at tage del i oplevelsen. Jeg tror ikke på større medejerskab, fordi man (far og mor) har betalt for oplevelsen. Vi skal ikke skabe ’eksklusivitet’ om teateroplevelsen, men derimod åbne dørene på vid gab og invitere de ’ikke indviede’ indenfor. Det tror vi, at vi gør bedst ved ikke at tage entre.«