12. december 2020

Fem scenekunstnere præmieret af Legatudvalget

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst har valgt at præmiere fem kunstnere for forestillinger, der hver for sig og på meget forskellig vis har bidraget til fornyelsen af scenekunsten i Danmark, og som på modig og legesyg vis siger noget om vores tid', som det lyder fra scenograf Lisbeth Burian, der er leder af udvalget, som derudover består af dramaturg Karen-Maria Bille og teaterchef Nikolaj Mineka, Teatret Møllen.

Tre af de fem kunstnere er gode kendinge i dansk børne- og ungdomsteater, men kun en af disse får dog præmie for et værk for denne målgruppe:

– Stephanie Thomasen, koreograf, danser og kunstnerisk leder (sammen med Mark Philip) af Uppercut Danseteater præmieres således med 41.108 kr. for forestillingen 'Samba – Plejer er død' (fra 12 år), der første del af en varslet trilogi.

I motivationen hedder det:

'Med et skarpt blik for den enkelte dansers individuelle potentiale er det lykkedes at lave en intens og sanselig forestilling, der med største naturlighed blander de forskellige genrer. En svinemaske vandrer fra danser til danser og fungerer på én og samme gang som en stafet af vild energi og koblingspunkt mellem de forskellige historier og sekvenser. Stephanies komplekse koreografi dyrker dansernes nærvær og forskellighed og spreder sin fascination af den vilde og ustyrlige krop, der først sættes fri og siden ender i mudderet'.

Anne Middelboe Christensen kaldte det 'modig danseforestilling' og en 'teenageforestilling for voksne' i sin meget begejstrede anmeldelse her på portalen.

– Instruktør Niels Erling præmieres med 41.108 kr. for 'Apokalypse' på Teater Momentum, hvor han har været kunstnerisk leder, og hørespillet ’TIL EFTERTIDEN’ (sammen hver for sig), som udvalget kalder 'et af de bedste digitale bud på Corona-teater'. Her er Niels Erling altså blevet pris for sit voksenteater-arbejde, men han er også særdeles kendt indenfor børne- og ungdomsteater, både som spiller, dramatiker og instruktør hos Teater Bloom og instruktør for hos bl.a. Zangenbergs Teater, Nørrebro Teater og Teater Nordkraft – ligesom hans virke for/med C:NTACT kan nævnes.

– På samme vis præmieres Sandra Yi Sencindiver med 41.108 kr. for sit voksenvirke – her specifikt for forestillingen ’Queens’: Instruktør Sandra Yi Sencindiver bidrager med sine forestillinger i danskdansk med nye perspektiver og kunstnerisk originalitet til det danske scenekunstlandskab', lyder det bl.a. i motivationen.

Hun har dog også haft succes som spiller og instruktør på flere af Teatergrads særdeles anmelderroste forestillinger 'i børnehøjde'.

– Desuden præmieres  Súni Joensen ligeledes med 41.108 kr. som lysdesigner for sit tydelige præg på tre produktioner, der med udvalgets ord: 'På hver sin måde vil stå tilbage som nogle af årets største teateroplevelser: “Ordet” på Aarhus Teater, “Nul” på Teater S/H og Teater Momentum og “Bonnie og Clyde” på Betty Nansen Teatret'.  

– Og endelig præmieres Bisse med 41.108 kr. – motiveret: 'For sit indtog på de danske scener, som hofnar i Odense Teaters ’Helligtrekongersaften’ og forestillingen ’Hotel Corona’ på Revolver. Sange fra nedlukningen der på poetisk og spidende vis viser et billede af Danmark. Bisse sat i et scenografisk univers der indrammer det paradoksale i at være sammen på afstand'. 

Legatudvalget for Scenekunst har således uddelt 205.540 kr. til scenekunstpræmieringer – som ikke kan søges – i 2020. 

(Billedet: Stephanie Thomasen, Uppercut Danseteater – præmieret af Legatudvalget for Scenekunst. Foto: Monty Freddie Studio)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne