Efter år med planlægning, måneder med praktiske forberedelser og ti dages hektisk afvikling af ASSITEJ 2011 er næsten alle sporene fjernet søndag aften. Bannere er pillet ned, spillelokaler og sekretariatet ryddet op – tilbage hænger enkelte plakater og hygger sig med minderne.
Det største arrangement for dansk og svensk børneteater og den største internationale scenekunstfestival for børn og unge nogensinde gik aldeles ubemærket hen for Danmarks store aviser og tv-stationer (se artikel), men for rigtig mange andre – tilrejsende fra alle verdensdele, teaterfolk, tilskuere og den store skare af frivillige – blev der afsat varige spor. Venskaber blev skabt, netværk dyrket – og alverdens børneteater sat til debat.
Der blev skabt politiske beslutninger for det internationale arbejde, der blev knoklet på workshops – som der i øvrigt var alt for mange af til alt for få deltagere – der blev snakket på seminarer, tea-times og et hav af uformelle sammenkomster.
En askesky kom i vejen
Og der blev afviklet næsten alle 240 planlagte forestillinger. 'Næsten' dækker nemlig over, at Thjodleikhusid (Islands Nationalteater) måtte aflyse flere af sine forestillinger med ’Shimmer the Silverfish’ – der var lige atter en rumlende vulkan og tilhørende askesky, der udsatte turen til Malmø for teaterfolket.
Børneteateravisen.dk satte tre af sine anmeldere i arbejde, og deres vurderende beretninger kan læses i form af tre artikler her på portalen.
De i alt 27 internationale forestillinger fra 24 forskellige lande og seks kontinenter er udvalgt fra over 500 bud, og det har været et stort arbejde for de fire fra the Festival Selection Commitee og deres hjælpere.
Vedstående skribent kunne selv efter 20 internationale og siden afslutningsvis seks svenske forestillinger i løbet af festivalen konstatere, at de fleste ramte et rimeligt højt niveau, mens enkelte (som ikke behøver at blive nævnt her) faktisk var ret forfærdelige – om deres tilstedeværelse så skyldes evt. geopolitiske hensyn eller total uenighed med de kunstneriske smagsdommere…
Fagfestival
Og mange forestillinger VAR altså for lange, så man af og til sad med følelsen af, at alle påfund absolut skulle med, selvom de fleste forestillinger ville være blevet endnu bedre med en opstramning og ti minutters kortere spilletid.
En stille frygt for tilskuermangel blev heldigvis slet ikke indfriet. Ganske vist var der enkelte forestillinger med halvtomme sale i det internationale program, men generelt var der et fint og i flere tilfælde overvældende fremmøde med fuldt hus og ventelister. Trods indledende koks med billetsystemet.
Til gengæld kan de fraværende medier tage deres store del af ansvaret for, at lokalbefolkningen i stor udstrækning holdt sig væk.
Det blev i udpræget grad til en fagfestival – og det er så heller ikke nogen overraskelse. Det er også erfaringen fra tidligere verdenskongres-festivaler. Og så mange interesserede enkeltpersoner og ressourcestærke skoler og institutioner ER der heller ikke, der tør satse på forestillinger på alle andre sprog end dansk…
Kavalkade i Dansehallerne
Den afsluttede dansk-svenske kavalkade med 2 x 10 forestillinger fordelt på fem danske og svenske på hver side af Øresund afsluttede så selve scenekunstfestivalen.
I Danmark havde man udvalgt sig Dansehallerne til hele kavalkaden, og efter nogle indledende problemer med tilskueropsamling og skiltemangel mod spillelokalerne kom stedet til at fungere på bedste vis. Den fast tilknyttede Cafe Elefanten skal dog lige nævnes for deres mangel på personale og deres mangel på lyst til at rydde op i svineriet uden for hovedindgangen…
Også ved kavalkaden var der totalt udsolgte forestillinger, men godt nok også en del med rigtig god plads på tilskuerrækkerne.
Og selvom der faktisk VAR rigtige børn til stede ved mange af de danske og svenske forestillinger, er helhedsindtrykket som ved tidligere verdenskongres-festivaler: Det bliver i høj grad en invitationsfestival – om end en ganske fornøjelig en af slagsen, når der nu sidder repræsentanter fra op til 50 forskellige lande blandt publikum.
Den førnævnte mangel på omtale i medierne, kombineret med lidt teknisk koks med billetbookingen (der bl.a. flere gange meldte udsolgt på trods af realiteterne) samt det faktum, at en del af de delegerede til verdenskongressen var begyndt at sive hjemad, gjorde sit til at tynde ud i den potentielle tilskuermasse.
Det var svensk
Det var således en stor skam, at der blot var 20 tilskuere – plus seks spillere på scenen – da Deres sundrejsende overværede Malmø Stadsteaters ’Att döde et tivoli’ på teatrets Intiman-scene søndag middag. Intimaen betyder i dette tilfælde en sal med plads til flere hundrede tilskuere, så der var langt mellem tilskuerne, men ikke mellem de gode ting på scenen.
For her så man klassisk ungdomsteater for de 12+-årige og deres tankefulde voksne. Forestillingen bygger frit på den russiske forfatter Dostojevskijs roman ’Forbrydelse og straf’, og dramatikeren Dennis Magnusson vandt i øvrigt Teaterkritikernes pris i 2007 for manuskriptet.
At få listet svære begreber som vores iboende ondskab, forbrydelse, straf og tilgivelse ind i et spil om tre unges problematiske forhold til deres forældre og deres forstadsliv, lykkes rigtig flot i en stor scenografi på en stor scene. Det var en fornøjelse at overvære.
Ganske som Teater Peros lille perle for de 3-6-årige, ’Astons Stenar’, hvor drengen Aston fatter kærlighed til de stakkels ensomme sten i naturen og slæber dem hjem til mor og far, der søger at skaffe de mange sten et nyt godt hjem.
Og hvad med børneoperaen ’Gossen och käleken till tre apelsiner’ for de 2-5-årige, hvor Kungliga Operan og dukketeatret Tittut leverer en fri og legesyg version af Carlo Gozzis ’Kærlighed til de tre appelsiner’: Et levende kammerorkester på fire personer, tre operasangere og tre dukkefører i en og samme forestilling. Jamen, hvor FÅR de dog ressourcer til den slags overthere!?
Og mere svensk
Mindre vellykket var ’Allra käreste brorsan’ for de 5-9-årige med Scenkonstbolaget Teater og Teater Västernorrland, selvom det dramatiske setup med en smadret familie efter lillebrors død lovede godt. Men spillet var ikke godt – og det var manus og scenografi heller ikke.
Svenskerne forsøgte for et par år siden at tage verdenspatent på teater for de aller-allermindste, selvom vi har lavet den slags teater i flere år herhjemme. På kavalkaden kunne man nu se Minna Krook Dans med ’Ah Hallo Bebis’ for de 0,5-1,5-årige – hvor der spilles i vand, danses på bløde tæpper osv. og det var hyggeligt og rart og svært genkendeligt.
Og så lige et par afsluttede ord om Dansstationens Turnékompagni med ’Made in Sweden’ for de 13+-årige, hvori medvirkede tre professionelle dansere og en halv snes unge med mange talenter udi musik, sang og bevægelse.
Men udover en voldsom em af selvforherligelse og en kraftig karakter af workshop viste forestillingen sig også at indeholde et massivt tvangsagtigt element af tilskuerdeltagelse. Over halvdelen af den næsten fem kvarter lange forestilling måtte op mod en snes tilskuere hoppe og danse, kravle, ’cykle’ på ryggen og bære rundt på en af danserne i en indstuderet scene. Mange værgede voldsomt for sig, men forgæves. DET er altså ikke ok – med mindre man annoncerer præmisserne på forhånd.
Fasthold samarbejdet
De øvrige svenske bidrag lader vi ligge her – tillige med alle de ti danske, som alle forlængst er anmeldt her på portalen og således har fået deres bekomst.
Men udover at den dansk-svenske kavalkade gav stof til eftertanke om forskelle i de to landes måde at producere og vise børneteater på – flere talte om, at svensk teater går mere efter indholdet, mens dansk børneteater søger æstetikken – peger den måske også fremad mod muligheden for at fastholde det gode samarbejde hen over Øresund og gentage succesen hvert år eller hvert andet år?
Det kunne være en oplagt opgave for Ørescenen, der er oprettet som en mødeplads for professionelle kulturudøvere og arrangører inden for scenekunstområdet for børn og unge i Øresundsregionen.
P.t. med ASSITEJ Danmark og Sverige som initiativtagere og EU som den store økonomiske donor. Projektet har godt nok sluttermin op mod sommeren, men kunne godt leve videre med nye tilskudsgivere.
Og så lige et par ord om den OFF-festival, som var blevet søsat af ASSITEJ Danmark med 16 teatre og 18 forskellige forestillinger på Christiania. Det blev noget af en fiasko. Mange forestillinger blev aflyst pga. publikumsfravær m.v. – selvom bl.a. Graense-Loes dog havde et par hundrede inde til sine forestillinger.
Men det ER faktisk også svært at se ideen. ASSITEJ Danmark havde i forvejen via medlemmerne udvalgt de ti forestillinger til den officielle dansk-svenske kavalkade, så hvad skulle de øvrige 18 til for i et i forvejen massivt forestillingsprogram?
Også ASSITEJ Sverige havde begået en off-festival. Men blot i form af otte forestillinger, der primært spillede på deres sædvanlige spillesteder i Malmø og Lund. Og heller ikke her med tilstrømning fra de internationale gæster.
Ros til alle!
Men lige nu skal man glæde sig over et succesrigt mega-arrangement. Og der skal slappes af blandt de mange danske og svenske organisationsfolk, der har været i sving for at afvikle ASSITEJ 2011 på bedst mulig måde.
Selvom dette ikke er en takketale, skal der her lyde stor ros til de ansvarlige og de mange involverede for fleksibilitet og handlekraft. Og de mange frivillige i sekretariat, billetsalg og på alle spillestederne var en stor fornøjelse. Venlige og servicemindede i deres ASSITEJ2011-T-shirts sørgede de for orden i kaos.
Næste gang bliver det polakkernes tur. ASSITEJ Polen skal nemlig stå for verdenskongressen i 2014. Det bliver i Warszawa.
