MAN BLIVER sjældent mødt af de helt vilde og sjæleraslende overraskelser, når de tre landsdelsscener i Aarhus, Odense og Aalborg dækker op til de store familieforestillinger, som udgør en fast del af hver sæsons repertoire og som sådan også indforskrevet i de kontraktlige forpligtelser overfor Kulturministeriet om at levere teater for børn og unge.
Ofte bliver disse familieforestillinger afviklet som juleforestillinger og tit i form af klassikere, som teatrene så i nogle sæsoner lader erstatte nisserierne i spilleperioden november-december.
Det er selvfølgelig ikke underligt, at teatrene med familieforestillinger på deres store scener satser på de velkendte fortællinger og eventyr, som er nemmere at markedsføre og sælge mange billetter til, men det tenderer det kedsommelige, når landsdelsscenerne ligefrem sætter de samme forestillinger op samtidig eller i ganske tæt tidsmæssig afstand.
Et illustrativt eksempel er, at både Aalborg Teater og Odense Teater har valgt 'Brødrene Løvehjerte' som jule-familieforestilling i denne sæson – den spillede Aarhus Teater i øvrigt for fire år siden.
Til gengæld har Aarhus Teater som sin familieforestilling i år valgt 'Snedronningen' – som Aalborg Teater og Odense Teater begge spillede i 2013.
Og sådan kunne man godt blive ved i stort og småt: 'Folk og røvere i Kardemommeby', som man ellers skulle tro var groet helt og aldeles fast gennem årtiers gentagelser på BellevueTeatret ved København, fik således en fornøjelig skrabet version på Aalborg Teater i 2010, mens bl.a. Odense Teater for nogle år siden fik vristet 'Nøddebo Præstegaard' ud af Folketeatrets jerngreb – som dog atter i år har den på programmet og praler med over 1500 opførelser siden første udkald i 1888.
Ellers går andre klassiske juleforestillinger gerne på skift mellem landsdelsscenerne – mens fx 'Nøddeknækkeren' danser ind og ud af Det Kgl. Teater og Tivoli i disse år – og man har udover H.C. Andersens eventyr også har et godt øje til Grimms og andres ditto – men kun hvis de først er blevet succeser i disneyficerede udgaver – som 'Askepot', 'Snehvide', 'Pinocchio' m.fl.
***
VOVER MAN sig endelig lidt tidsmæssigt frem i valg af dramatiske tekster, er det ganske ofte Astrid Lindgrens pragtfortællinger, der når scenen (udover 'Brødrene Løvehjerte' har bl.a. 'Pippi Langstrømpe', 'Emil fra Lønneberg' og 'Ronja Røverdatter' mødt publikum fra de store scener de senere år).
Og gælder det dramatiseringer af nulevende (børnebogs)forfattere, kommer kun de bestselleriske i søgelyset:
At Aarhus Teater sidste år valgte at spille 'Karlas Kabale', er vel forståeligt, når forfatteren Renée Toft Simonsen er en af byens celebriteter – her er det mere forunderligt, at Aalborg Teater kom dem i forkøbet med en version allerede i 2010.
'Skammerens datter' fik sin egen version på Odense Teater i år, hvor den både kunstnerisk og publikumsmæssigt fulgte succesrigt op på Østre Gasværks udgaver fra 2012 og 2013 af Lene Kaaberbølls fantasyværk.
Herudover har man bl.a. kunnet opleve dramatiseringer af populære forfattere som Bjarne Reuter (bl.a. 'Fakiren fra Bilbao' i Aalborg) og Kim Fupz Aakeson ('Vitello' sammesteds).
Samme Fupz, der excellerer på allehånde litterære og dramatiske platforme, står i forvejen for en særdeles robust succes, idet et af hans tidlige værker, 'Miraklernes tid' – centreret om en drengs genvordigheder med manglende kønsbehåring – siden premieren tilbage hos Teatret Artibus i 1994 har gået sin sejrsgang som film (’Miraklet’) og nye opsætninger i såvel storformat på Det Kgl. Teater i København som turneforestilling hos Teatret NEO.
Og det gentages tilsyneladende med 'Vitello', der udover besøget i Aalborg stadig er på repertoiret hos Louise Schouw Teater og også har indledt en karriere som tegneseriefilm…
Reuter, Fupz og Lindgren er nu også ganske populære hos børneteatre som Zeppelin, AnemoneTeatret, Vestvolden m.fl. og de fleste danske børneteatre er jo heller ikke ligefrem håndsky overfor H.C. Andersen eller Grimms eventyr, selvom det må foregå i en mindre skala på de små stationære scener eller i turnevenlige pakke-ned-udgaver.
***
OG SÅ ER denne kommentar nået frem til det egentlige ærinde:
Det kunne være skønt, om landsdelsscenerne med deres store trofaste publikum turde satse en anelse mere med deres familieforestillinger, selvom de trods alt er blevet meget bedre til at få det store sceniske udtræk afleveret i mere seværdig børnehøjde. Hvor man længere tilbage i tiden ofte måtte krumme både børne- og voksentæer over himmel- og højtråbende forestillinger uden større sans for det specielle publikumssegment og deres særlige forventninger til dramatisk nærvær eller den godt fortalte historie…
De store teatre kunne bl.a. i højere grad, end det forekommer nu, indgå i samarbejde med nogle af de bedste børneteaterdramatikere og/eller børneteaterfolk og teatre, så de fælles anstrengelser udmøntede sig i andet end lejlighedsvise gæstespil på anneksscenerne eller i de små sale på bl.a. Operaen, Skuespilhuset m.v.
Man kunne da godt forestille sig, at garvede folk som Gitte Kath (Teatret Møllen), Bodil Alling (Gruppe 38), Marc van der Velden (ZeBU) – for blot at nævne nogle ganske få – både ville være i stand til og have lyst at tackle udfordringen med stor scene og stort publikum.
Det sker heldigvis: I forrige sæson var Louise Schouw gæsteinstruktør på Aalborg Teaters 'Vitello' (og gentager succesen med 'Villads fra Valby' – premiere 28. januar 2016) og lige nu er det fx Catherine Poher, der tager livtag med 'Horisonten' i Skuespilhuset – hvor hun i øvrigt har allieret sig med koreograf og teaterleder Thomas Eisenhardt fra Aaben Dans, således at 'Horisonten' lanceres som en usædvanlig coproduktion mellem Nationalscenen og egnsdanseteatret fra Roskilde.
'Horisonten' er godt nok en voksenforestilling, men Poher har tidligere med succes lavet en forestilling, der nødbrød barrieren mellem børne- og voksenteater, til Skuespilhuset. Det skete med 'På den anden side', der havde premiere i december 2010 og gav et spændende indtryk af (se anmeldelse), hvordan franskfødte Catherine Poher – der har haft del i flere Reumert-priser og -nomineringer end nogen anden børneteaterperson – kunne blæse nyt liv i teatret på de store scener.
Det hører dog med til historien, at det var Catherine Poher selv, der i sin tid kontaktede daværende skuespilchef Emmet Feigenberg, som var med på at nedbryde genremæssige barrierer og derfor bad Poher om at udarbejde et projekt.
Det kan man læse mere om i artiklen 'Det store nærvær'.
***
SAMARBEJDSVILJEN ER der jo. I Aalborg har Teater Nordkraft og Aalborg Teater bl.a. samproduceret forestillingen 'Nordkraft' (efter Jakob Ejersbos roman); i Aarhus har Aarhus Teater bl.a. lagt hus til Opgang2's Jalla-festival; i Odense har Odense Teater tidligere haft flere store samarbejdsprojekter med BaggårdTeatret fra Svendborg; i København er der udover ovennævnte 'Horisonten' også premiere 17. oktober på 'Lillys Danmarkshistorie', der er en coproduktion – godt nok til voksensegmentet – mellem Folketeatret og Teatret Fair Play og med sidstnævntes kunstneriske leder, Robert Parr, som instruktør osv. osv.
På lederniveau har landsdelsscenerne også fået større indblik i børneteaterområdet i de senere år. Således fik Michael Mansdotter (med dybe rødder i dansk børneteater) tre år på posten som chef for Odense Teater, mens Det Kgl. Teaters nye skuespilchef, Morten Kirkskov, nok kommer fra posten som leder af Aalborg Teater, men faktisk også på et helt andet niveau var medlem af Refusionsudvalget fra 2001-05 og følgelig blev bekendt med både meget gode og mindre gode oplevelser fra børneteatersegmentet.
Og på de store konferencer – som Kulturministeriets Scenekunstdialog i januar 2015 – fornemmer man en meget større indbyrdes lydhørhed og interesse mellem de store teatre og børneteatret, hvor man for relativt få år tilbage kunne møde teaterfolk og -ledere fra de store teatre, der var aldeles blanke overfor det, der skete indenfor børne- og ungdomsteatret.
Og selvom manglende økonomi kan spænde ben – hvad regeringens nye kulturelle grønthøster åbenbart har ønsket at bidrage til – er der måske taget flere tilløb til fremtidige samarbejdsprojekter mellem store og små teatre. Nu mangler det bare at udmønte sig i nye, spændende forestillinger.
