Der var organisatoriske bråvallaslag, anonyme smædekampagner, opfordringer fra teaterforeninger om at boykotte udvalgsmedlemmers teatre og harmdirrende indlæg i dagbladene i kølvandet på Refusionsudvalgets indtog i dansk børneteater i 1997.
Siden er der faldet lidt mere ro over udvalgets virke, men der hersker fortsat uenighed på børneteaterområdet om det betimelige i at have et organ til at bestemme, hvad der er fagligt forsvarligt teaterhåndværk eller ej – og således være formyndere for landets formidlere og arrangører af børneteater.
For Refusionsudvalget bestemmer reelt med sine godkendelser eller afslag på refusion til forestillinger, om et nyt og/eller ustøttet teater har en chance på markedet for scenekunst for børn og unge. Også selvom visse mere kommercielle tiltag har kunnet klare sig fint som fx. underholdning i indkøbscentre m.v.
Der hviler således et tungt ansvar på de fem personer i udvalget, som udpeges af henholdsvis Scenekunstudvalget og UBOT (Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater) og i reglen består af folk med direkte eller meget tæt tilknytning til børneteaterområdet.
Kritik fra bl.a. afviste teatre og modstandere af udvalgets arbejde er bl.a. derfor også gået på, at medlemmerne er inhabile, fordi de vurderer potentielle konkurrenters arbejde. Dertil kommer den løbende kritik af, at udvalget godkender for mange dårlige forestillinger eller for få af de velegnede forestillinger eller leger kvalitetsmæssige smagsdommere frem for at vurdere faglig standard osv. osv.
'Samvittighedsfuld håndtering'
Men selvom det således ligner øretævernes holdeplads at have plads i det i øvrigt ikke specielt vellønnede udvalg, der er nedsat if. teaterloven, tager udvalgsmedlemmerne som regel opgaven på sig med koncentreret velvilje.
Således også det nuværende Refusionsudvalg – det fjerde i rækken – der består af Methe Bendix, Louise Ejgod Hansen, Claudio Morales, Jesper La Cour Andersen og Jacob Stage.
Udvalget, der netop har afsluttet endnu en omgang showcase over to weekender og uddelt ca. et dusin godkendelser og ditto afslag, skal sidde frem til foråret 2013, og børneteateravisen.dk har derfor taget en snak med formand Methe Bendix – der i det ’civile liv’ er instruktør og kunstnerisk leder hos Teater Hund.
Og hvorfor ikke lige starte med at høre om arbejdsklimaet i udvalget:
»Jeg synes, det er rigtig godt. At alle forsøger at håndtere hvervet så samvittighedsfuldt som overhovedet muligt,« lyder det fra Methe Bendix, der erkender, at udvalget har meget forskellige baggrunde.
»Men det er en styrke, og jeg synes, vi er godt dækket ind med folk, der har arbejdet med forskellige former for scenekunst og med både teoretisk og praktisk baggrund.«
– Sker det, at I er så uenige, at beslutningen bliver til på baggrund af afstemning?
»Vi har aldrig måttet stemme om en afgørelse. Uenighed kan tit have noget med smag at gøre, og når vi får snakket os forbi den, kan vi for det meste nå frem til at forstå hinandens faglige argumenter. De ’svære’ afgørelser har ikke noget med uenighed at gøre, men er tit forestillinger, der ligger lige på vippen m.h.t., hvilken afgørelse vi mener vil være den mest rigtige. I de svære tilfælde har vi tit besluttet at ’sove på det’ og har så genoptaget sagen næste dag med friske hoveder.«
– I har i hvert fald tidligere brugt Ønskekvistmodellen' – med dens ’Kunnen’, ’Skullen’ og ’Villen’ – suppleret med begrebet 'Potentiale' til jeres snakke og vurderinger. Fungerer det efter hensigten?
»Ønskekvistmodellen var en god konkret retningslinje for dialogen i starten, indtil vi havde lært jobbet bedre at kende. Og nu en god hjælp i svære tilfælde. Det var det tidligere udvalg, der opfandt parametret ’Potentiale’, og vi har beholdt det. Om det fungerer efter hensigten, skal der nok gå et par år til, før vi kan se. Vi håber det,« lyder det fra formanden.
’Et godt publikum’
Refusionsordningen og –udvalget fungerer i regi af Scenekunstudvalget i Kulturstyrelsen, hvor en sekretær (Elizabeth Hultcrantz) tager sig af det administrative, mens Teatercentrum håndterer det praktiske under showcases og også tager sig af kontakten til teatrene her.
Men på selve showcase-stedet tager formand Bendix også affære:
»Jeg byder hvert teater velkommen et stykke tid før de skal spille. Jeg fortæller lidt om, hvordan det foregår. At vi vil deltage som ’almindeligt publikum’, dvs. hvis vi er det eneste publikum, og det f.eks. er en forestilling for treårige der kræver publikums medspillen, så er vi med på den værste og skal nok bruge vores indre tre-årige så godt, vi kan. Og så ligger det vist i min natur, at jeg prøver at ’opbløde’ det formelle i situationen lidt. Vi gør os alle i det hele taget umage med at være et godt publikum.«
»Efter showcase sender vi skriftlige svar ud hurtigst muligt (for det meste indenfor en uge). Og så har vi den praksis at folk, der har fået et afslag, kan få en mundtlig uddybning fra et medlem af udvalget – ikke kun formanden. De allerfleste bruger den mulighed.
Jeg synes, det er en god og vigtig form. Vi er en del af miljøet, og det er åndssvagt og umenneskeligt, hvis vi ikke kan tale sammen. Nogle samtaler kan være svære, men mange er gode og konstruktive, synes jeg,« lyder det fra Methe Bendix, der erkender, at man stadig kan mærke de forskellige reaktioner fra børneteaterområdet til Refusionsudvalgets virke.
»Der er en gammel uenighed i miljøet om , hvorvidt Refusionsudvalget overhovedet skal eksistere. Den kører stadig, kunne jeg fornemme på vores sidste dialogmøde. Men jeg har nu indtryk af, at mange synes, det er godt, der findes denne instans. Det, folk kommer og siger direkte til os, er mest, hvis de har set en forestilling, hvor de synes vi har været for ’flinke’ i godkendelsen af den. Det er der nogle, der siger i et par tilfælde om året, tror jeg.«
Sagen om Holbergteatret
Denne uenighed blussede senest op sidste forår, efter at Refusionsudvalget i to på hinanden følgende showcases havde givet afslag på refusionsgodkendelse til en forestilling fra Holbergteatret, ’Far, mor får børn’, om menneskets forplantning.
Teatrets leder, Niels Vandrefalk, der er uddannet fra Det Kgl. Teaters daværende elevskole og har været i faget siden det moderne gruppeteaters og børneteatret start, gik modangreb på udvalget og dets beslutningsgrundlag i en række debatindlæg, hvor han bl.a. refererede fra en telefonsamtale med udvalgsformand Methe Bendix – og siden offentliggjorde en udskrift af hele samtalen uden at have indhentet samtykke. Han kaldte også afslaget for censur og mente, at udvalget havde brugt etiske frem for faglige argumenter for afslaget.
– I har haft en særdeles spektakulær sag omkring et afslag til Holbergteatret og Niels Vandrefalk. Den indebar både udskrift af telefonsamtaler, et stort rabaldermøde på festivalen i Randers april sidste år og en del offentlig polemik.
»Ja, den sag har ikke været sjov for nogen. M.h.t. ’rabaldermøde’, så har jeg intet problem med, at Niels Vandrefalk stiller sig op og kæmper for sin sag. Men snyderiet omkring optagelse af telefonsamtalen blev jeg sgu sur over.«
– Hvordan har I tacklet den situation internt og i embedssystemet, hvor Kunststyrelsen jo ikke har ønsket at kommentere sagen officielt?
»Vi besluttede at holde os til det rent faglige. Og dét er den afgørelse, vi kom med ved showcasen.«
– Kunne I have gjort noget anderledes?
»Jeg fortryder, at jeg lod Niels Vandrefalk manipulere med mig i samtalen, og at han fik mig ud på gyngende grund. Jeg skulle nok have været ’skrappere’ og ikke indvilget i at svare på spørgsmål, der ikke havde noget med forestillingen at gøre.«
– Erkender du, at det var en fejl at snakke om smag frem for faglighed i den famøse, afskrevne samtale.
»Jeg mener ikke, der blev snakket om smag, men om forskellige former for intelligens. Efter min mening er man nødt til at bruge både hjerne og hjerte i kvalitetsvurdering af scenekunst. Smag er noget individuelt fis, og jeg synes faktisk, at vi er rigtig gode til at gå udenom den.«
Ingen ankeinstans
En af ankerne fra Niels Vandrefalk var, at der ikke er nogen ankemulighed for et afslag fra Refusionsudvalget, og det blev fulgt op af et indlæg her på portalen fra mag.art. og teateranmelder Me Lund, der bl.a. skrev: ’Min pointe er, at når refusionsudvalget som i dette tilfælde tager fejl ved at frakende forestillingen professionalitet, ville det klæde det danske demokrati med en organisationsstruktur, der gjorde det muligt at klage. Men (scene-)kunsten har ingen ombudsmand, intet klagekontor’.
Det er nærliggende at høre Methe Bendix, om ikke der mangler en ankeinstans?
»Jeg kan godt forstå, det virker underligt, at man slet ikke kan anke. Selvom vi i udvalget er enige i en afgørelse, så er der jo ingen, der kan vide, om vi har ’ret’, men det er generelt, at afgørelser fra armslængdeorganer ikke kan ankes. Det vanskelige ved en evt. ankemulighed her er – så vidt jeg har forstået det – at der så skulle nedsættes et ekstra refusionsudvalg, der kunne stå for en ny showcase af den pågældende forestilling – som så i mellemtiden måske har ændret sig……« siger hun og tilføjer, at man dog kan søge igen med samme forestilling, hvis man har arbejdet videre med den.
»Det er der faktisk mange, der gør, og som får refusionsgodkendelse anden gang. Og nogen har endda været glade for at forbedre den!«
I tilfældet med Holbergteatret var to besøg på showcase dog altså ikke nok – og Niels Vandrefalk har offentligt erklæret, at han så må vente på, at det nuværende refusionsudvalg bliver udskiftet med andre – underforstået mere positivt indstillede – medlemmer…
– Sker det ofte, at I godkender forestillinger, som I ikke bryder jer om, men som er fagligt i orden?
»Ikke ofte, men det sker. Og det modsatte sker også: At vi må give afslag til noget, som vi rigtig godt kan lide, men som bare ikke er professionel scenekunst. Det handler jo netop om, at vi ikke træffer afgørelser på basis af smag, men ud fra en faglig vurdering.«
Naturlig udvikling eller gråzone?
Nogle børneteaterfolk klager over, at Refusionsudvalget giver for mange refusionsgodkendelser, så kvalitativt problematiske forestillinger bl.a. fylder op på de store årlige festivaler, i Den Røde Brochure – og som konkurrenter på et i forvejen trangt marked.
Senest er der kommet gang i diskussionen igen, efter at udvalget for nylig gav godkendelse til en forestilling, ’Mobbedreng’ fra Komediehuset, der er en kommunal teaterskole i Horsens for børn og unge. Og senest også voksne. Tidligere har også C:ntacts ’Taskforce’-forestillinger med skiftende besætninger af unge opnået refusionsgodkendelse – og i øvrigt en pæn stor salgssucces på skoler og institutioner landet over. Teaterprojektets hjemmeside kalder selv teatret for en blandet ’indsatsstyrke’ med unge på 15 år og op.
Spørgsmålet er nu, om Refusionsudvalget er ved at udvande ordningen ved at give refusionsgodkendelser til noget, der mere må siges at være dramaskoler end producenter af professionel scenekunst for børn og unge?
»»Unge og unge: De medvirkende i Komediehusets forestilling er først i trediverne. Og holdet omkring Taskforces forestilling består af særdeles erfarne personer. Og her er det meget vigtigt for mig at pointere: Vi har ikke givet godkendelse til Taskforce og Komediehuset (eller nogle andre teatre)! Vi har givet godkendelse til specifikke forestillinger produceret af de teatre. Ligeledes gælder afslag ikke teatre, men enkelte forestillinger. Grænsen går ved, om den pågældende forestilling kan vurderes til at være professionel scenekunst,« lyder det meget bestemt fra Methe Bendix.
– Men risikerer I ikke at få en masse henvendelser fra ungdomsskoler, dramaklubber, amatørteatre m.v., som gerne vil have det professionelle stempel, som en refusionsgodkendelse i realiteten er? Og som betyder, at de bl.a. kan sælge forestillinger, deltage i festivaler og optages i Den Røde Brochure?
»Jeg tror det ikke, men HVIS NU vi skulle få en ansøgning fra disse, og HVIS NU den pågældende forestilling viser sig at kunne godkendes som professionel scenekunst, så er vores praksis typisk, at meget nye og spinkle tiltag får godkendelse for en kortere periode (1-1½ sæson). Vi prøver så at få set, hvordan de udvikler sig i løbet af sæsonen. De kan også blive indkaldt til showcase igen næste gang, der søges. Og HVIS NU de søger igen med en ny forestilling, og HVIS NU den så OGSÅ godkendes, SÅ kunne det da ligefrem være, at der var grund til at glæde sig i miljøet, for så er et nyt børne-ungdoms-teater måske ved at blive født. Vi har brug for de unge og seriøse. HVIS NU…,« siger Methe Bendix og sætter trumf på:
»Også en stor del af de erfarne børneteaterfolk er startet i en gråzone og uden formel uddannelse. Som sådan kan det også ses som en fordel, at de gode forestillinger produceret af unge aktører får en lille åbning ind i det professionelle miljø.«
– Hvad hvis fx. det uomtvisteligt professionelle Eventyrteatret vil søge? Selvom deres forestillinger er befolket udelukkende af børn og unge?
»Jeg skal nok svare dig straks, HVIS NU det sker!«
Skal Refusionsudvalget nedlægges?
Men spørgsmålet er måske snarere, OM der er et Refusionsudvalg til at tage stilling til slige spørgsmål. Der har nemlig været vedholdende rygter fremme om, at Refusionsudvalget bliver nedlagt – det skal ske for at spare penge og for at embedsværket så ville stå for rent administrative afgørelser med Scenekunstudvalget som afsender.
Methe Bendix kan dog ikke kaste mere lys over den sag:
»De rygter har vi også været meget interesserede i! Vi forhørte os hos Kunststyrelsens ledelse før jul og fik at vide, at der ikke var nogle konkrete planer om at nedlægge udvalget på det tidspunkt. Vi har fået lovning på, at vi vil blive løbende orienteret. Det skal siges, at det er vores holdning, at det er vigtigt at bevare den kvalitetskontrol, som udvalget varetager. I den forbindelse er det en stor styrke ved den nuværende ordning, at vi har mulighed for at se forestillingerne til showcase. Det giver en anden mulighed, især for vækstlaget, som har svært ved at dokumentere formelle, professionelle kompetencer.«
Det hævdes, at man ville kunne spare så relativt lidt som omkring million kroner på at nedlægge Refusionsudvalget, der dog allerede har mærket den generelle sparekniv i systemet.
»Vi er også blevet pålagt at spare i vores budget, og det er svært. Det er vigtigt minimum at kunne fastholde de fire årlige showcase-weekender. Og i nogle situationer kunne vi godt tænke os mulighed for at kunne se flere forestillinger, dvs. udvide showcasene med nogle dage.
Lønnen er nok ikke det, der tynger budgettet mest… Vi sidder her, fordi vi synes det er en vigtig funktion. Og i disse tider skal vi måske bare være glade for, hvis vi ikke bliver sparet helt væk?«
—
Se tallene (antal ansøgninger, godkendelser afslag m.v.) for det nuværende Refusionsudvalgs virke i vedstående faktaboks.
