2. august 2010

Exit for festivalkoordinator

Teatercentrums festivalkoordinator, Anne Bordum (40), stoppede på Teatercentrum pr. 1. juli 2010 for at søge nye udfordringer.

Anne Bordum, der er uddannet bibliotekar og bl.a. har en fortid i ’Next Stop’-kampagnerne, Teatret Husmoderforeningen Brændende Kærlighed, Teater Patrasket samt Dansk Rakkerpak, kom til Teatercentrum i august 2000.

Hun har siden som sin overordnede opgave varetaget det vigtige område som koordinator af de mange forestillinger ved den store årlige festival i april. Et særdeles vanskeligt job, der gerne skal munde ud i det optimale program for uge- og weekendforestillinger og som bl.a. indebærer lokalevalg og opmåling af spillesteder og intens kommunikation med teatre og lokale aktører i festivalbyerne.

Anne Bordum har også været primus motor i afviklingen af de showcases, som Teatercentrum organiserer for Refusionsudvalget, og hun var op til festivalen i Viborg i 2007 konstitueret leder af Teatercentrum sammen med Bjarne Thanning. Hun har desuden været med i arbejdet med at udvikle den netportal, som i efteråret 2008 afløste Børneteateravisens papirudgave.

Der er p.t. ikke fundet nogen afløser for Anne Bordum som festivalkoordinator på Teatercentrum, ligesom det heller ikke ligger fast, hvad Anne Bordum fremover vil beskæftige sig med, men 15 års erfaringer omkring administration, logistik, festivaler m.v. inden for et så vanskeligt navigertbar område som dansk børneteater vil næppe skade hendes fremtidige jobmuligheder…

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne