13. september 2015

Eventyrteatret og ‘Fugl Fønix’

Eventyrteatret er om nogle uger tilbage i Glassalen i Tivoli, hvor en ny familiemusical, 'Fugl Fønix' spiller fra 3.-18. oktober med omkring 100 medvirkende i form af børn og unge og med professionelle kræfter bag manuskript, instruktion, musik, scenografi m.v.

Og selvom teateravisen.dk ikke følger forestillingen på vej i form af en anmeldelse – fordi portalen alene anmelder refusions- og formidlingstilskudsgodkendte forestillinger, hvilket også er kriterierne for deltagelse på Aprilfestival og optagelse i repertoirekataloget Den Røde Brochure – skal Eventyrteatrets nye satsning alligevel nævnes her.

Ikke fordi Eventyrteatret sidste år af brugerne på kulturguiden Børn i Byen blev kåret til 'Københavns Bedste Børneteater' – i øvrigt foran Det Lille Teater og Riddersalen – og ikke fordi op mod 35.000 børn og voksne angiveligt hvert år overværer teatrets to musicals i Tivoli i efterårsferien og op til jul.

Men i ren beundring over en institution, der år efter år formår at skabe store spektakulære teateroplevelser for både de medvirkende og tilskuerne, selvom Eventyrteatret hverken modtager offentlig støtte via teater- eller fritidsloven, men alene genererer indtægter til teaterskole og forestillinger fra billetsalg, brugerbetaling og honorarer – samt tilskud fra omkring 80 fonde og virksomheder via Den Eventyrlige Sponsorklub.

Og næsten som titelholderen i årets musical – Fugl Fønix er nærmest et symbol på udødelighed og genopstandelse, idet den brænder i sin rede og genopstår af sin egen aske – så formår Eventyrteatret hver år at brænde igennem med to nye musicals for atter at være på plads i Glassalen året efter…

Susanne Vognstrup grundlagde Eventyrteatret i 1991 og står her 24 senere stadig i spidsen for teater og dramaskole, hvor ca. 300 børn og unge mellem 7 og 20 år modtager undervisning af scenekunstnere – og hvor flere af dem har brugt Eventyrteatret som et springbræt til en professionel karriere.

Men lige nu gælder det altså 'Fugl Fønix' – billetter via teatret, Billetnet, Billetlugen og Tivoli Box Office – og man kan læse mere om forestillingen og teatret og dramaskolen på hjemmesiden: www.eventyrteatret.dk

(Billedet: 'Fugl Fønix' er et rigtigt eventyr med magiske væsener, en tyrannis fyrste og en oprørsk pigegruppe og en masse  farvestrålende optrin som denne kosakdans. Foto: Hergaard Fotografi)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne