10. oktober 2016

Eventyrteatret bliver anmeldt!

Teateravisen.dk er en portal for professionel scenekunst for børn og unge og anmelder normalt alene forestillinger, der er professionelle i teaterlovens forstand og har den refusionsgodkendelse, som også er kriteriet for deltagelse på de årlige Aprilfestivaler og optagelse i repertoirekataloget Den Røde Brochure.

Det betyder normalt også, at det er voksne, der medvirker – men med de flydende grænser, der gør, at fx. forestillinger med Det Kgl. Teaters Balletskole defineres som professionelle – ligesom fx forestillinger med unge performere/fortællere fra C:ntacts Taskforce er refusionsgodkendte.

Men det er Eventyrteatrets forestillinger med de mange talentfulde børn og unge ikke. Teatrets struktur gør, at man falder udenfor teaterlovens – og ifølge teatret selv også fritidslovens – støttemuligheder, så finansieringen af teatret og dramaskolen foregår gennem billetsalg, fondsstøtte m.v.

Og derfor siger teateravisen.dk altid pænt nej tak til at anmelde Eventyrteatrets og tilsvarende ikke-refusionsgodkendte teatres forestillinger.

Men en undtagelse er hermed gjort – som en lille faglig erkendtlighed i forbindelse med Eventyrteatrets 25 års jubilæum og tilhørende forestilling. Og derfor kan man læse Henrik Lydings professionelle anmeldelse af de talentfulde børn og unge her på portalen.

Eventyrteatret kan i øvrigt notere med fornøjelse, at rigtig mange af teatrets elever siden har fået en professionel karriere som skuespillere, dansere, performere m.v.

Eller som Eventyrteatrets stifter og leder, Susanne Vognstrup, skrev i en mail til teateravisen.dk for et par år siden: 'I Eventyrteatret har vi altid haft den opfattelse at 'børn ikke er en særlig art', men mennesker der ikke er så høje endnu. Mange børn er utrolig begavet og dygtigere end voksne, hvilket bør fremkalde respekt'.

Og mange er altså kommet godt i vej, hvad man i Eventyrteatret har markeret ved siden 2014 at uddele den såkaldte Eventyrpris til 'et tidligere eventyrbarn, som har gjort sig særligt bemærket i kulturlivet'. De tre første har været skuespilleren Cecilie Stenspil (siden uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 2006), danseren Silas Holst (professionel danser, uddannet danselærer i 2005) og skuespilleren Amalie Dollerup (uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2010), som alle var blandt de første unge talenter på Eventyrteatret i 1990'erne.

Navne som Marie Dalsgaard (uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2008), Michael Slebsager (uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2014); Christian Bergmann, (uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2012) viser flere af  eventyrbørnenes potentiale, ligesom man kan læse gode ord fra ovenstående og en lang række musicalperformere, dansere, skuespillere, der efter tiden i Eventyrteatret lever som professionelle kunstnere, i en nys udkommet jubilæumsbog, der markerer de første 25 år om Eventyrteatret og dets talentskole.

Se mere på hjemmesiden: www.eventyrteatret.dk

Og læs kommentaren: 'Hvornår er det professionel teaterkunst?'

(Billedet: Eventyrteatrets jubilæumsforestilling, 'Nilens Stjerne' har 70 medvirkende med farverig scenografi og flotte kostumer. Foto: Ole Mortensen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne