Af: Randi K. Pedersen

23. november 2021

Et spinkelt håb

Midt i klimakrisens livløse kulde insisterer Aaben Dans' performance-installation 'Sprækker' på naturens ukuelige livskraft.

En stor, rå hal er en stærk medspiller i Aaben Dans’ forestilling om sprækker. Dem som alt levende fra mikrober til mennesker besidder utrolig kraft til at finde eller skaffe sig, og som beskrives med stor variation og billedfantasi i en fortælling om klima-krisen. 

Før forestillingen inddeles publikum i to grupper. Medlemmerne af den største bænkes på lave træstubbe, hvor vi udstyres med en herlig rekvisit i form af en varm sten, der passer i en hånd. Den giver på en gang en konkret sanselig oplevelse af natur og holder i overraskende lang tid hele kroppen varm.

Det føles også rart med den lille trøster, for det er ikke kun kroppen, der rammes af kulde, det er også sjælen. Selv om 'Sprækker' angiveligt handler om liv, og det kribler og krabler over alt, så opleves forestillingens kolossalt store og voldsomme univers goldt og livløst. 

Fra samlingen af store og små sten midt i hallen til dansernes ordløse fortællinger om overlevelse i en verden af modstand. De svajer og vælter som ramt af en orkan, ryster vildt, kryber sammen, løber væk eller ligger i dvale.

Anna Hanfgarn Jensens lille krop klynger sig – eller holdes snarere fast – til Ole Birger Hansens næsten dobbelt så høje. Så løfter han hende fri af gulvet, og hun indleder en intens søgen efter, må man tro, en sprække med naturens livgivende lys, varme og vand. Der er Ikke antydning af vold i hans forsøg på at bremse hendes forehavende, når hun med stive arme og strittende fingre og tæerne på en nøgen fod rækker ud og strækker og snor sig omkring ham. 

Fra kuldslået til lunere

Tværtimod inddrages han lidt efter lidt i hendes stræben og bive mere bevægelig. Indtil de opgiver og med udtryksløse ansigter vender tilbage til udgangspunktet – hinanden. På væggens sorte silhuet gengivet som én stor krop. Ligesom de øvrige medspillende silhuetter er billederne på hallen store vægge og den udsøgte brug af lys med til at skabe forestillingens mørke magi, som publikum undervejs sendes rundt i af fire guider. Men på et tidspunkt skifter stemningen fra kuldslået til lunere.

Den mindre flok, der tidligt i forestillingen er forsvundet ud af hallen, vender tilbage i en samlet formation syngende og med lygter på lange stænger som i et sakralt optog.  En ung dreng vandrer alene i front og synger en tekst, der lyder religiøs og i hvert fald indeholder det hebraiske ord for fred ”Shalom”.

Danserne spreder skønhed med store blomstrende grene, og de kolde gråhvide og livløse sten farves langsomt grønne – også den, der først er blodigt rød. Mens lange tynde sorte stængler gror op over dem som skrøbelig poesi. 

Med den afsluttende altomfattende smukke og udtryksstærke kunstinstallation insisterer 'Sprækker' med stor styrke på naturens ukuelige livskraft. Det er mere tvivlsomt, om menneskeheden kan mobilisere en tilsvarende overlevelsesevne og vilje til at bremse den globale opvarmning og redde klimaet. Det giver forestillingen ikke noget oplagt bud på, men dog et spinkelt håb om. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik