Efter rejsegildet torsdag 29. september lægges der nu tag over det nye børneteater i det grønne Tranegilde, og om et års tid forventes Ishøj Teater at kunne tage imod publikum i flotte nye rammer.
Svendborg Architects vandt i 2021 – i et samarbejde med Wohlert Arkitekter og Baraland landskabsarkitekter – konkurrencen om et nyt børneteater i Tranegilde. Visionen var at skabe et fortryllende teater i det grønne hvor naturoplevelsen og årstidernes gang smelter sammen med teateroplevelsen. Nu er de ydre mure rejst og tagkonstruktionen lagt, så inden længe vil der igen være scenekunstnerisk mystik og magi i den lille idylliske landsby Tranekilde.
Det var ildsjælene Jytte og Tonny Lyngbirk, der i 1965 grundlagde deres børneteater i København, som siden blev etableret i et nybygget teaterhus i Tranegilde i 1972 under navnet Ishøj Teater og blev kendt for at spille for titusinder af børn fra nær og fjern hvert år.
Ishøj Teater har været egnsteater siden 1985 – dog med undtagelse af 2012, hvor en evaluering af teatrets faldende kunstneriske og faglige niveau medførte tab af egnsteaterstatus og statsligt tilskud. Men teatret kom stærkt tilbage med ny ledelse og fornyelse af repertoire og et bredt anlagt kunstnerisk samarbejde med den øvrige professionelle danske børneteaterverden.
Det nye børneteaterhus er udformet som en moderne fortolkning af en trælade og ligger smukt mellem høje træer, og fra den ny cafe ses de åbne marker og græssende køer og skal også være teater for både lokale børn og fra hele landet.
Teatret forventer at kunne åbne dørene i sensommeren 2025. Projektet er støttet af ”A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål” og Ishøj kommune og er budgetteret til ca. 70 mio. kr.
(caj)