Af: Carsten Jensen

10. december 2012

Et prisværdigt initiativ

Danske Teaterjournalister har netop uddelt Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen ved et lille arrangement på CafeTeatret. I år var der også lidt duft af børneteater over en af priserne, idet Initativprisen tilfaldt Forsøgsstationen - et eksperimenterende værksted for professionelle scenekunstnere og værested for en række børneteatre og børneteaterfolk.

Foreningen Danske Teaterjournalister er en lille skare af teateranmeldere og teaterskribenter fortrinsvis fra hovedstadsområdet.

En af foreningens få, men vigtige aktiviteter er en gang årligt at uddele priser, og denne portals redaktør er også medlem – for bl.a. lige at huske de ærede kolleger på, at der også er noget, der hedder scenekunst for børn og unge, når nomineringerne foretages.

De tre priser består af  Teaterpokalen, der går til en scenekunstner for en eller flere markante præstationer i det forløbne år – mens Teaterkatten går til en instruktør, og Initiativprisen ligesom præsenterer sig selv…

Udover hæder er der også penge involveret, venligst doneret af Kulturstyrelsen via tipsmidlerne (50.000 til Teaterpokalen, 25.000 til Teaterkatten – og 15.000 til Initiativprisen).

Modtagerne af Teaterpokalen og Teaterkatten får desuden som en del af priserne hver en unik og håndsmedet genstand af massivt sølv, idet sølvsmed Manuel Sjødahl har designet henholdsvis en smuk skål og en lagkagekniv til formålet.

Og så er de formelle rammer ridset op for arrangementet, der traditionen tro fandt sted på Cafe Teatret – selv modtager af den første Initiativpris tilbage i 1980’erne – denne snefyldte mandag den 10. december 2012. Og med Bikubenfonden som venligst betaler af   det lille gilde i Skindergade…

Priser til Lemmeke og Heim

Teaterpokalen er Danmarks ældste teaterpris. Den er blevet uddelt siden 1933 – hvor den tilfaldt Holger Gabrielsen – og i år gik æren, pengene og sølvskålen så til skuespiller Ole Lemmeke for ’Bang og Betty’ på Hippodromen. Smukt og indsigtsfuldt motiveret af Danske Teaterjournalisters formand, Jakob Steen Olsen.

Teaterkatten strøg til instruktør Rolf Heim, primært motiveret af hans flotte iscenesættelse af ’Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen’, der blev sat op på Aarhus Teater og fik anmeldere og publikum til at dåne. Jyllands-Postens – og børneteateravisen.dk’s – anmelder, Henrik Lyding, sagde gode ord, inden penge og kniv fandt sin ejermand.

Apropos Teaterkatten, så gik denne pris i øvrigt for første og hidtil eneste gang i 2003 til en børneteatermand i skikkelse af Marc van der Velden fra Theater La Balance (nu ZeBU) for instruktionen af ungdomsforestilingen 'Det store stilehæfte’.

Initiativprisen – der også før har haft børneteatermiljøet som modtager, idet Odsherred Teaterskole modtog prisen i 1997 – gik i år til et projekt, der er stiftet af de to børneteaterfolk Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff, som også står bag teatret Det Olske Orkester, der netop har høstet maksimalt antal stjerner her på portalen med forestillingen ’Dengang vi blev væk’, anmeldt af Anne Middelboe Christensen.

Det var samme Anne Middelboe Christensen, der holdt motiveringstalen for Initiativprisen til de to glade prismodtagere.

Forsøgsstationen blev etableret i slutningen af 2009 og har udviklet sig til et særdeles aktivt eksperimenterende værksted for professionel scenekunst – med blik for forskning og fejltagelser. (Se artiklen ’Besat af en drøm’)

Her er Pristalen

Her følger så Anne Middelboe Christensens tale til de to prismodtagere:

 

DER ER vidunderligt øjeblik i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, hvor Pippi har fundet ud af, at hun kan gå oppe i loftet. Sådan vandre med hovedet nedad og se det hele lidt fra oven, takket være lidt mirakelklister – Konrads Kalasklister. Pippis venner, Tommy og Annika, ser skrækslagne op på Pippi. Men der går ikke mange øjeblikke, så er deres øjne fulde af beundring…

 

ÅRETS MODTAGER af Danske Teaterjournalisters Initiativpris er en slags ’institutionel Pippi’. Det er et hus båret af initiativ og vanvid – og selv om lederne af huset ikke nødvendigvis vandrer rundt oppe i loftet, så har de faktisk hængt stolene ret højt op på væggene.

Initiativprisen er kun et lille beløb. Alligevel overstiger det sikkert de penge, som huset siden 2009 har anvendt til indkøb af jordisk inventar – til trods for at husets 750 kvadratmeter har besøg af 10-20-50-100 medlemmer og nysgerrige gæster hver eneste dag. For selvfølgelig – og heldigvis – har huset ’klunsertække’. Ligesom Pippi.

Er det et teater, der modtager initiativprisen? Næ.

Er det en teateruddannelse? Næ.

Er det et teaterarkiv? Næ.

Årets modtager er et eksperiment.

Et laboratorium for kroppe og tanker.

En forskningsanstalt for stemmer og idéer.

Et observatorium for instruktører – og et udforskningsrum for performere.

Her er der ingen, der siger, hvad der er rigtigt eller forkert. Og der er egentlig kun ét motto, der kunne stå over døren. Det skulle være dette her: ’Forsøg er noget, man IKKE ved, hvad er.’

Danske Teaterjournalisters Initiativpris 2012 går til

Forsøgsstationen på Søndre Boulevard på Vesterbro

– og til initiativtagerne Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff.

 

KÆRE LOTTE, kære Øyvind.

I er to mennesker, for hvem ordet ’vanvittig’ er en ros. Men I er også to mennesker, der arbejder næsten uhyggeligt struktureret med jeres fremtidsmål.

I kan jeres teaterteori, og I kan jeres teaterhistorie. I har snuppet det, I gerne ville have med fra både Grotowski og Odin Teatret – for I tror på ensembleidéen, når det gælder teaterudvikling.

Samtidig anerkender I teaterfolks behov for at arbejde på tværs af faggrænserne – og altså frit mellem skuespillet og dansen, stemmen og sangen, musikken og artisteriet.

I tror på, at det kropslige er mere væsentligt for performeren, end mange performere måske selv tror.

Og I arbejder med forsøg, der kan skærpe performerens inspiration for både instruktør, koreograf, scenograf, lysdesigner, lyddesigner – og nogle gange endda også dramatikeren og komponisten…

 

FORSØGSSTATIONENS kunstneriske råd tæller teaterfolk fra Teater Hund, Teatret Asterions Hus, Teater Kriskat og Figura Ensemble. Men det er jer to, der er Forsøgsstationens kunstneriske ledere.

Du, Lotte, er skuespiller og instruktør – og du var medinitiativtager til det nu nedlagte statsensemble for børneteater, Corona la Balance.

Du, Øyvind, er uddannet mimekunstner og skuespiller i Paris – og du underviser nu i fysisk scenetræning.

Sammen tog I initiativ til Forsøgsstationen. På tre år har I fået stedet til at blomstre, så det nu er et hus med over 200 søgende scenekunstnere som medlemmer. For bare 100 kroner om måneden kan professionelle scenekunstnere få adgang til at låne lokaler og deltage i åben træning og netværke på kryds og tværs. Og ved særlige arrangementer kan vi andre dødelige også få lov til at lege med.

 

DA JEG besøgte Forsøgsstationen i sommer, var der vildt gang i salene.

Jeg lå og krøb rundt på et gulv sammen med nogle gymnasieelever ved en udforskningsworkshop hos en performer fra Det Menneskelige Teater. Vi lå på gulvet denne sommerdag og hundefrøs, for pludselig var vi inde i en fiktion om et besøg på Grønland …

Hvis vi havde været fluer på væggen nogle måneder senere til prøverne hos jeres eget teater Det Olske Teater, så havde vi nok svedt i stedet for – foruroligelsens og frygtens sved.

For så havde vi kunnet være vidne til prøverne på forestillingen 'Dengang vi blev væk', der er blevet en følelsesrå forestilling om en skilsmisse oplevet med et barns øjne.

Konkret havde vi kunnet se en helt almindelig lejlighed opstå for øjnene af os bare ved hjælp af lidt malertape og et par flyttekasser. For derefter at se hjemmet blive opløst, når tapestregerne forsvandt – og se forældrene gå i stykker, så det pludselig var børnene, der måtte passe på forældrene

Denne forestilling blev opfundet på Forsøgsstationen. Men premieren foregik bagefter på Teatret ZeBU, hvor den satte uro i kroppene både hos børnepublikummet og hos de voksne. Tårerne trillede, så ud fra et tilskuerperspektiv må forskningsambitionen absolut være blevet indfriet

 

NÆSTE ÅR byder Forsøgsstationen på et projekt med titlen ’Publikum på hovedet’. Om det kræver Konrads Kalasklister og loftklatring, det ved jeg ikke.

Men her er Initiativprisen sammen med en check på 15.000 kroner. Beløbet dækker måske ikke meget mere end tapetklister og specialsko.

Men prisen symboliserer en stor anerkendelse fra hele kredsen af Danske Teaterjournalister – en anerkendelse, der gerne må smitte og inspirere de offentlige råd og udvalg, der uddeler Danmarks alt for få offentlige penge til scenekunsteksperimenter.

 

SÅ KÆRE forskningsforsøgsstationsforstandere:

Fortsæt endelig med at forsøge noget, I netop IKKE ved, hvad er.’

Til lykke! 

Seneste artikler

Seneste artikler

Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.
Læs mere
Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort årets store uddeling fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er uddelt støtte på i alt 92,2 mio. kr. til 76 ansøgninger – med fokus på at give flere flerårige tilskud og at sikre flere driftsbevillinger til flere scenekunstaktører.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.
Læs mere
Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort årets store uddeling fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er uddelt støtte på i alt 92,2 mio. kr. til 76 ansøgninger – med fokus på at give flere flerårige tilskud og at sikre flere driftsbevillinger til flere scenekunstaktører.
Læs mere