Det er Randers, der næste år lægger by til den store festival i april, hvor forventeligt over 100 turnerende teatre skal fylde området med scenekunst for børn og unge.
I forvejen har Randers jo et særdeles aktivt egnsteater med en entreprenant teaterleder i Peter Westphael, der p.t. også er at finde i Statens Kunstråds Scenekunstudvalg (SKU) og bestyrelsen for Aarhus Teater – ligesom han også er talsmand for et nyt tiltag, der får til huse på Randers Egnsteater og som skal vitalisere scenekunsten i Region Midtjylland gennem forskning, projekter m.v.
Scenekunstnetværket Region Midtjylland er kommet til verden som et initiativ fra Randers Egnsteater, Randers Kommune og Region Midtjylland og består af regionens små storbyteatre, egnsteatre, landsdelsscenen i Århus og andre professionelle teatre med egen scene og kontinuerlig drift.
Regionen har indtil videre afsat 3,7 mio. kr. over tre år til netværket, der p.t. består af 18 teatre (se faktaboks) og som allerede har ansat en projektkoordinator og en forsker.
På et stormøde den 12. august skal Scenekunstnetværkets medlemmer så for alvor i arbejdstøjet og diskutere det fremtidige virke i form af de oplæg til delstrategier, der blev præsenteret i januar, og som nu skal udmøntes i konkrete projekter.
Det handler om i endnu højere grad at synliggøre teaterlivet i regionen, gøre opmærksom på teatrenes store potentialer både lokalt og internationalt og få en øget forståelse for publikumsdemografien m.v.
Resultatet skulle gerne betyde flere og nye tilskuergrupperinger, gode samarbejdsprojekter og øget international opmærksomhed.
Publikumsundersøgelser
Børneteateravisen.dk har kontaktet de to fastansatte medarbejdere i Scenekunstnetværket, projektkoordinatoren Mette Bjærge og forskeren Louise Ejgod Hansen, for at høre, hvad det går ud på.
»Ideen med scenekunstnetværket i Region Midtjylland er at lave et netværk. Det betyder også, at de konkrete projekter skal udspringe fra netværket. Den helt store fordel ved det er, at de medvirkende teatre får ejerskab til de konkrete projekter, fordi de er udsprunget af en oplevet nødvendighed. Samtidig giver projektmidlerne og ikke mindst ansættelsen af koordinatoren nogle gode rammer for, at ideerne faktisk bliver realiseret. Sagen er jo den, at teatrene alle har en dagligdag, som er fuld af gode og vigtige gøremål, og det kan derfor være svært også at finde overskuddet til eksterne projekter og aktiviteter,« fortæller Louise Ejgod Hansen, der i januar forsvarede sin ph.d.-afhandling om ’Teaterkunst og teaterpolitik’, hvor hun lavede en analyse af sammenhængene mellem de kulturpolitiske rammer og den kunstneriske kvalitet hos egnsteatrene.
De fleste af regionens egnsteatre producerer børneteater – ganske som det nye netværks øvrige teatre, så det er vel på sin plads straks at spørge projektkoordinatoren og forskeren, hvordan børnepublikummet og formidlerne af børneteater rent praktisk vil opleve Scenekunstnetværkets virke – og hvordan det vil påvirke det kunstneriske niveau af regionens børneteater?
»Det er et spørgsmål, som p.t. er meget vanskeligt at svare på. Netværket har helt bevidst ikke satset på kvantitative, målbare resultater, fordi hensigten ikke bare er at få så og så mange ekstra tilskuere. Det er også vigtigt at se på, hvad det er, de oplever, og hvor det er, de møder teatret. I forhold til børneteatrene er det nok værd at bide mærke i, at alle de deltagende teatre har egen scene. Det betyder jo, at en del af formidlingen foretages af teatrene selv, og det er nok primært i forhold til teatrenes egen direkte formidlingsarbejde, at netværkets arbejde med publikum vil have en betydning,« lyder udmeldingen fra Mette Bjærge og Louise Ejgod Hansen, der endnu ikke kan melde om helt konkrete projekter, men fortæller, at der i løbet af sæsonen 2010-11 vil blive igangsat forskellige publikumsundersøgelser, mens egentlige samproduktioner m.m. har en længere planlægningshorisont.
Ingen projektstøtteordning
– Vil der i netværkets virke ske en opdeling af børne-/ungdomsteater og voksenteater eller havner det hele i samme projektgryde?
»På nogle områder giver det rigtig god mening at skelne mellem børneteater og voksenteater. Når vi taler publikumsundersøgelser, er det klart, at der skal tages andre metoder i brug i forhold til især den yngre del af børnepublikummet. Men netværkets sammensætning afspejler en tro på, at det ikke er hensigtsmæssigt at skelne meget skarpt mellem det ene og det andet, og at teatrene på tværs af de traditionelle, aldersopdelte publikumsgrænser kan give hinanden noget.«
Man arbejder allerede på at sikre flere projektmidler til det regionale scenekunstværk, men i forbindelse med konkrete projekter er det meningen, at de enkelte teatre bidrager aktivt med arbejdskraft, lokaler osv. Egentlig projektstøtte til specifikke forestillinger a la Scenekunstudvalgets funktion bliver der ikke tale om.
»Lige præcis støtte til teaterproduktion er noget af det, som netværket ikke kan. Det er ikke et nyt SKU og ville også være problematisk i forhold til, hvem der skulle foretage den kunstneriske vurdering, der skulle danne baggrund for produktionsstøtte. Desuden råder alle medvirkende teatre over et – større eller mindre – produktionsbudget selv. Netværket skal kunne igangsætte projekter, som det finder meningsfulde i forhold til den overordnede projektbeskrivelse og de tre strategier internationalisering, publikumsudvikling og samproduktion,« kommer det fra Bjærge og Ejgod Hansen, der håber, at det regionale netværk efter de tre forsøgsår har vokset sig så stærkt og har igangsat så meningsfulde projekter, at teatrene har lyst til at fortsætte.
Internationalt samarbejde
For de lokale formidlere og publikum – såvel voksne som børn – vil det regionale scenekunstværk næppe være specielt synligt. Men en afledet effekt skulle jo gerne være bedre kunst for såvel store som små.
– Regionens teatre håber vel at få flere tilskuere, kontakt til nye publikumsgrupper og internationale opgaver – men hvad med selve kunsten? Skal der arbejdes konkret med integrationsforestillinger for nydanskere, bankoteater for forsamlingshussegmentet og engelsksprogede forestillinger for udenlandske opkøbere eller hvad?
»Netværket arbejder med udvikling både i forhold til produktion og publikum, og derfor skal der også gerne produceres forestillinger, der bidrager til den overordnede strategi. Netværket rummer meget forskellige teatre, og det er klart hensigten, at der også skal komme utraditionelle og ikke-oplagte samarbejder ud af det. Rammerne herfor skal naturligvis give mening for de teatre, der involverer sig i den konkrete produktion. Igen betyder netværkstanken, at det ikke er hverken styregruppen, koordinatoren eller forskeren, der på forhånd skal definere, hvad der konkret skal produceres. Projektbeskrivelsen åbner blandt andet op for at arbejde med ny dansk dramatik og forestillinger, der spiller decentralt i regionen,« lyder svaret fra projektkoordinatoren og forskeren.
– Internationale købere skal gøres opmærksom på den høje standard, står der bl.a. i projektbeskrivelsen. Betyder det flere eller årlige eller regionale udgaver af fx. Danish+-showcasefestivalen fremover? Og skal der evt. også etableres nye regionale festivaler?
»Der er ingen planer om at etablere nye festivaler. I forvejen har regionen festivaler – f. eks. ILT og Danish+, som flere af netværkets teatre er involveret i. En meget stor del af teatrene i netværket arbejder allerede meget internationalt. Her står børneteatrene stærkt, men det gælder også danseteatrene og teatre som Odin Teatret, Entré Scenen og Teatret OM. Også i forhold til den internationale dimension skal netværkets kunstneriske bredde gerne vise sig at være en styrke, der kan give synergieffekter. Når nu dansk børneteater selv peger på, at deres forestillinger også henvender sig til voksne, kunne der være perspektiver i at få internationale kontakter på kryds og tværs. På samme måde med internationale kunstnere og teatergrupper, der allerede samarbejder med et af teatrene i regionen. Det kunne jo være smart, at et internationalt gæstespil ikke kun optrådte i Ringkøbing, men også i Randers og Århus – eller at internationale kunstnere på arbejdsophold i Holstebro også fik mulighed for at møde og arbejde sammen med kunstnere fra Viborg eller Nykøbing Mors,« lyder det fra det regionale scenekunstnetværks to ankerkvinder, der til spørgsmål om eventuelle succeskriterier afslutter med:
»Der er ikke formuleret klare, målbare succeskriterier. Netværkets overlevelse efter de tre år vil være en måde at vurdere succesen på. Det sker nemlig kun, hvis teatrene selv finder det meningsfuldt. Ellers er det et udviklingsprojekt, hvilket også i et eller andet omfang indebærer, at man ikke kender målet. Et af de områder, hvor netværket gerne skulle have en effekt, er i forhold til synligheden og anerkendelsen af den regionale scenekunst.«
Læs mere på
www.scenet.dk