11. februar 2021

Et godt tilbud fra HamletScenen

HamletScenen, der er egnsteater i Helsingør Kommune og som primær opgave har at fastholde og udvikle Shakespeare-traditionen på Kronborg, tilbyder nu at 'lægge hus, hjerne og hjerte' til andre teatres Shakespeare-projekter.

HamletScenen blev fra årsskiftet ejer af sin egen indendørs teatersal i den gamle kaserne på Kronborg og råder nu over tre forskelle scener på slotsøen: Den nye Thaliasalen som intimscene med plads til 60 tilskuere, Voldgraven, som er den store festivalscene med plads til 900 tilskuere – og den såkaldte Helsingborg Ravelin, der er en llille udendørs dukketeaterscene, hvor en række Shakespeare-forestillinger i børnehøjde er blevet opført gennem årene.

Og nu åbner HamletScenen altså op for, at kolleger i branchen kan udvikle og spille deres Shakespeare-projekter her.

Det udtrykkes således af Lars Romann Engel, teaterdirektør og kunstnerisk leder, i en pressemeddelelse:

'På HamletScenen har vi gentænkt vores væren i verden, og vi ønsker at træde i karakter som hele Danmarks Shakespeare-teater i krydsfeltet mellem national og international teaterudveksling. Vi råder over en kæmpe viden om Shakespeare, som vi gerne vil tilbyde vores kolleger i branchen, og vores netværk både i og uden for landets grænser kan med garanti komme vores kollegaer til gavn. For os handler det om, hvordan vi kan aktualisere klassikere – både i forhold til form og format – og derigennem fortsætte med at præsentere vores publikummer for relevante og meningsfulde forestillinger, 

Helt konkret tilbyder HamletScenen bl.a. muligheder som:  

– At skabe en national eller international Shakespeare-turnéforestilling med kant og størst mulig publikumsrelevans.

– At præsentere en eksisterende eller planlagt Shakespeare-turnéforestilling med kant og størst mulig publikumsrelevans på Kronborg.

– At opnå mere viden om Shakespeares dramatiske univers og fx tilrettelægge et foredrag eller et seminar.

– At få større indsigt i at arbejde scenisk med Shakespeare og tilrettelægge en work- shop eller en masterclass.

– At få en uge til at afsøge en scenisk idé til at kaste Shakespeare op i luften med kant og størst mulig publikumsrelevans. 

HamletScenen blev etableret som egnsteater i 2008, men der er faktisk blevet spillet teater helt tilbage i 1585 ved indvielsen af Kronborg Slot. Shakespeares 'Hamlet' blev opført for første gang på Kronborg i 1816 og grundlagde således en velkendt international tradition.

(Billedet: HamletScenen byder kolleger velkommen på Kronborg, men producerer selvfølgelig selv Shakespeare-forestillinger. Her er det 'Richard III' i 2019 med Casper Crump i titelrollen. foto: Bo Nymann)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne