I Batidas hyggelige hus i Københavns nordvest-kvarter hænger der billeder overalt, – fotografier fra forestillinger og rejser, malerier og tegninger. Et af dem er et gammelt sort/hvidt fotografi af en lille kulsort dreng med vagtsomme øjne, tungen lige i munden og den ene hånd stjålent ned i en sæk som åbenbart ikke er hans.
Jeg kikker på billedet og ved, at jeg skal ind og se en forestilling om en rigtig, vaskeægte tyv. Og bandit. Og morder. Lampiâo, som stjal fra de rige og derfor var en helt blandt de undertrykte landarbejdere i Brasilien, og som aldrig gav en klink til de fattige.
Men det er Maria Bonitas historie, vi skal følge, bare Hanne Quist fra Nationalmuseets Skoletjeneste kan få smølet sig på plads. Og så: Før vi ved et ord af det er vi midt inde i en ouverture – en blanding av jazz, folkevise, samba, og hysterisk-religiøse trompeter fra de varme lande.
’Maria er så smuk så smuk, Bonita bli’r hun kaldt’
Otte spillere står på scenen, og de hjælpes ad med at lægge stykkets præmisser frem for os. Det resulterer i det rene kaos, indtil Skoletjenesten får sat projektionsapparatet i gang: Brasilien, fattigdom, gamle dage, grådige godsejere, oprørske banditter, m.m. Ingen tvivl om hvor vi befinder os, eller hvornår. Godt hjulpet er vi også af to balstyrige gøglere til hest som kan synge og fortælle.
Maria Bonita og hendes mand præsenteres. Han er en fattig stymper af en skomager som kryber for overmagten og lader sig hundse med. Hun er skomagerkonen som aldrig selv får sko på fødderne, og som ikke kan holde tanken ud om at blive her og føde ti skrigende, sultne unger. Og hun vil ikke lade sig ydmyge af godsejerinder i overdimensioneret dukkestørrelse!
Så da Lampiâo kommer styrtende, forfulgt af soldater, skjuler hun ham og narrer fjenden den anden vej. Hun indsmigrer sig og trygler ham om at blive befriet fra sin trøstesløse tilværelse.
’Maria ejer ingenting, hun drømmer sig til alt’
Modvilligt tager han hende med på sin videre færd. Hun forlader sin fortvivlede violin-spillende ægtemand, han må blive ved sin læst. Maria vil ikke længere sidde og brodere på sine drømme. Heller et liv i konstant fare, men med spænding og tilfældig og kortvarig rigdom!
Der mangler ikke advarsler: Tre übergravide nabokællinger, med magre unger klistret til de lasede kjoler, synger hvinende om alt det hun vil blive udsat for i bandit-land. Og godsejerdukkerne bag bagtæppet popper op og kommenterer så det løber koldt ned ad ryggen på alle dem der lader sig trykke ned i sølet. Men ikke Maria Bonita, og da slet ikke Lampiâo!
’Maria er en dejlig tøs, nu har hun sluppet fanden løs’
Maria bliver indlemmet i bandit-hæren, hun overværer mord på soldater, tortur og ydmygelse af godsejerinden, overtager hendes smykker og sko, og ser hende blive hængt med mand og barn. Og hun bliver gravid og føder, men Lampiâo lader hende ikke beholde barnet, hvor meget hun end elsker det.
Grædende må hun overlade det til Nationalmuseets Skoletjeneste. Det bliver i det hele taget lidt meget for vores heltinde.
Blodbestænket går livet videre, mens soldaterne kommer stadig nærmere og bliver mere og mere faretruende. De fattige landarbejdere, og særlig deres udmagrede unger, synger forgæves om frihed og mad ’når Lampiâo og Maria kommer’. Til slut bliver de cirklet ind, og den lille bonde magter ikke at holde dem skjult. Og det går som det må gå – og snart er Maria hovedløs.
’Og så er dejligheden væk, Marias hoved i en sæk’
Jeg tillod mig i overskriften at kalde ’Maria Bonita’ et gammelt mesterstykke. Men forestillingen bærer slet ikke præg af at være gammel. Det er stadig væk en sjældent veloplagt forestilling, stramt fortalt, fuld af spænding og fuld af sjove detaljer, fuld af gode ideer og betydningsgivende billeder – både scenografiske og instruktørmæssige – fuld af spillere der oser af spilleglæde, fuld af swingende musik, og frem for alt: denne forestilling har rytme!
At Batida har – eller ER – et musikalsk ensemble, dét ved mange. Alle behersker flere instrumenter, og ensemblet har ingen problemer med at kaste sig ud halsbrækkende fanfarer. Men de kan også, hver for sig, give den stille scene det helt rigtige lavmælte akkompagnement. På el-piano eller guitar eller bare med forsigtige whiskers på trommeskindet.
For mig er det ingen tvivl om at ’Maria Bonita’ er dén forestilling i gruppens repertoire hvor dette kommer bedst frem, ikke mindst fordi musikken har det lille eksotiske præg af Brasilien. Men ganske specielt fordi musikken her bliver et eget narrativt element. Musik kan ofte blive noget påklistret uden fortællermæssig egenværdi, men i denne forestilling er musikken med til at skabe spænding, eller glæde, eller ironi, eller uhygge, alt eftersom. Den fanger os ind og giver scenerne et ekstra løft. Den gode historie får simpelthen et ekstra hjul at rulle på.
Og det er godt. For en lille teske malurt må jeg give: Det skuespillermæssige er måske ikke Batidas stærkeste side. Men i historien om Maria Bonita er det i og for sig ikke så afgørende, dertil er forestillingen alt for kalejdoskopisk, og historien alt for spændende, og desuden for vel instrueret, – uvornt, men samtidig helstøbt, – stramt skruet sammen.
Kort sagt: Ensemblet fungerer som ensemble, alle spiller det samme sted hen.
Publikums jubel løftede taget, da forestillingen var slut. Fuldt fortjent!
