ENESTÅENDE-festivalen blev etableret af Gruppe 38 i 2013 og blev senest afholdt i 2017 som den del af Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.
Nu er den biennale teaterfestival tilbage og afvikles fra 25. oktober – 2. november 2019 – med forestillinger både hos Gruppe 38 i Aarhus og hos samarbejdspartnerne Team Teatret i Herning (25.-27.10) og Teater Nordkraft i Aalborg (25.-28.10)
Som festivalnavnet på finurlig vis angiver, er der tale om en solo-performance-festival, hylder soloen – fra den traditionelle monolog til skæve og anderledes fortolkninger af sologenren.
Den fjerde udgave af ENESTÅENDE præsenterer en række internationale solo-produktioner fra Belgien, Spanien og Frankrig samt danske projekter.
Blandt festivalens ti produktioner er de fire aldersmæssigt også rettet mod børn og familier – med belgiske Gare Centrals 'Baby Macbeth' som ret enestående, idet den præsenterer en af Shakespeares klassiker for blot et år gamle babyer.
Og mens de voksne vil genkalde Shakespeares mange intriger, kan børnene opleve en morsom og musikalsk fortælling, hvor scenen er sat omkring et stort bord, og hvor nogle af de små tilskuere bliver inddraget i spillet.
Der er også en form for publikumsinddragelse i belgiske Pudding asbl's 'Hip hip hip', der spiller for en eller to personer ad gangen i en lille fotokabine, i et af Aarhus Domkirkes badehuse, der ligger lige ved siden af teatret. Man vælger selv den historie, man vil opleve, ved at indkaste en mønt i kabinen.
Festivalens forestillinger:
– Baby Macbeth: Gare Central (B) (babyer fra 12 måneder og deres forældre)
– JOB – et enkelt menneske: Off Off Production (DK) (voksne)
– Vu: Cie Sacékripa (F) (ordløs – voksne og børn fra 7 år)
– Hip hip hip : Pudding asbl (B) (voksne og børn fra 5 år)
– Nymio: Zero en Conducta (S) (ordløs – voksne og børn fra 3 år)
– Træt lever & tungt hjerte: Limfjordsteatret (DK) (voksne)
– Anna Paulines Rejse: Mungo Park Kolding (DK) (voksne)
– Fejring af et godt menneske: Mungo Park (DK) (voksne)
– Krigen har ikke et kvindeligt ansigt: Teaterforeningen Katusha (DK) (voksne)
– Svar på Helgas brev: Teater V (voksne)
* Se program med spilletider og -steder, billetinfo m.v. på Gruppe 38s hjemmeside: https://www.gruppe38.dk/program/enestaaende-solo-performance-festival/
(Billedet: På Enestående-festivalen kan man imponerende nok se Shakespeares berømte klassiker Macbeth i en udgave spillet for babyer (dog min. 12 måneder gamle) og deres voksne…)
(caj)