Af: Carsten Jensen

15. april 2016

En weekend fuld af børneteater

Aprilfestival 2016 er nået frem til det store amokrend, hvor den afsluttende weekend byder på omkring 400 opførelser af de næsten 200 forskellige forestillinger fra de cirka 130 deltagende teatre. Der er gjort et godt indhug i de 33.289 gratis adgangstegn, men der er stadig op mod 6.000 billetter til rådighed for dem, der vil opleve verdens største teaterfestival for børn og unge på nærmere hold. Der spilles næsten uafbrudt på 18 forskellige steder på Frederiksberg fra fredag formiddag til søndag eftermiddag.

Aprilfestival 2016 har været i gang siden søndag den 10. april, og det har man kunnet forvisse sig om både i lokale og landsdækkende aviser, lokalradio, TV 2-Lorry m.fl. samt selvfølgelig de altædende sociale medier, hvor festivalen også har sin egen opdateringsivrige side på Facebook.

Og selv en døgnåben nyhedsportal som teateravisen.dk kan jo slet ikke konkurrere med de hurtige pålægninger på de sociale medier, hvor deltagerne lægger fotos og små kommentarer fra dagens begivenheder på, nærmest mens det sker.

Så her er portalens eksistensberettigelse at diske op med lidt mere ordrige reportager.

Den kommunikative digitalisering ses i øvrigt også på festivalens indre linjer, idet den daglige papirbulletin – der blev lanceret tilbage i 1989 – med aflysninger og praktiske oplysninger og informationer og lejlighedsvis også muntre indslag fra festivallivet, nu endegyldigt er blevet afløst af en særlig Facebook-side for festivaldeltagerne.

Det er en gevinst for både aktualitet og ressourcer – og for festivalsekretariatets arbejdsopgaveliste.

33.289 gratis billetter

Lige fra den såkaldte åbningsfest søndag har interessen for festivalen været stor både på medier og i virkeligheden. Søndagen bød på rigtig mange mennesker, et noget ustruktureret optog fra rådhus til bibliotek, balloner og bigband og små kunstneriske indslag fra børn og unge fra de lokale drama- og teaterskoler.

Samt lettere kaos ved billetudleveringen pga. tekniske problemer. Men det blev selvfølgelig klaret med godt humør og lidt ekstra ventetid – og der er ingen tvivl om, at det gevaldige indhug i billetpuljen vil sætte sit præg på den store weekenddel, der nu er sat i gang fra fredag formiddag. Og hvor det altså stadig er muligt for interesserede at erhverve sig gratis adgangstegn til en række forestillinger.

På festivalsekretariatet melder man således, at der stadig er 6.000 billetter – og at det især og som vanligt er småbørnsforestillingerne, der kan melde helt udsolgt.

Det samlede billettal for festivalen er i øvrigt opgjort til 33.289 – og torsdag kl. 11,01 kunne festivalleder Henrik Køhler for teateravisen.dk opgøre antal udleverede billetter til 26.976.

Således præcise tal kan selvfølgelig kun fremkomme pga. superhurtige digitale programmer. Samtidig kan Henrik Køhler fortælle, at folk er dygtige til at levere billetter retur, hvis de finder ud af, at de har bestilt for mange eller ikke kan nå at se forestillingerne alligevel.

Så der er slet ingen grund til at holde sig væk, hvis man vil opleve det velsignede, velorganiserede kaos, når voksne (formidlere, forældre og bedsteforældre og andre teaterfolk og organisationsfolk og almindeligt teaterinteresserede) konkurrerer med den 'normale' målgruppe af børn og unge om at opleve teater for alle aldre og i alle genrer.

I festivalens hjerte

Efter åbningen har festivalens første dage rent bybilledmæssigt mest været de mange deltagende teatres egen uge: Indledningen på den årlige firmaskovtur, hvor man efter Store Krammedag mandag primært har udøvet sine kunstneriske bedrifter i lukkede fora som skoler, institutioner mv., suppleret af faglige sammenkomster i form af møder med Refusionsudvalget, Teatrenes InteresseOrganisation og Projekstøtteudvalget; præsentation af efteruddannelser, projekter (bl.a. teater med og for asylbørn), workshops – og måske deltagelse i torsdagens daglange konference om publikum og publikumsudvikling.

Den samlede omkring hundrede formidlere og teaterfolk m.fl. på Copenhagen Business School, der ligger tæt på festivalens organisatoriske hjerte, hvis kamre udgøres af billetudlevering og sekretariat på Frederiksberg Bibliotek og Festivalcafeen ved Metrostationen.

I sidstnævnte sidder man og snakker fag og forestillinger og familie og alting. Og falder måske i snak med en russer fra Arkhangelsk, en kineser fra Shanghai eller en svensker fra Kävlinge, for de omkring 150 internationale gæster har for manges vedkommende været med fra festivalugens start og ladet sig overvælde af udbuddet, mens de er blevet serviceret og passet op af deres danske kolleger.

Børneteaterhistorisk vingesus

Men nu bliver der for alvor åbnet for de offentlige sluser, når formidlerne fra fredag morgen strømmer til Frederiksberg i hundredvis fra hele landet for at studere repertoiret live, mens de mange lokale børn og unge og deres voksne nu sammen kan tage kulturen i øjensyn med de over 400 forestillinger, der spilles fredag og lørdag og søndag.

Og for dem, der aldrig før har oplevet det myldrende rykind af mennesker ved en festival, er der noget at se frem til, når 18 forskellige spillesteder fyldes af teaterfolk, scenografier, teaterbiler – og publikum.

Det officielle startskud til denne vidtåbne del af festivalen blev affyret torsdag aften, hvor rådhushallen var spækket med tilskuere til et festivalshow, der i rekordfart førte dem gennem et halvt århundredes børneteaterhistorie – med primær start i 1966, hvor Det Lille Teater blev landets første stationære scene for børneteaterog Jytte Abildstrøm begyndte at turnere med sit dukketeater til institutioner rundt om i landet.

Hun var selvfølgelig med i showet sammen med andre koryfæer som Niels Vandrefalk Andersen (bl.a. Banden og Møllen – og han har såmænd 50 års skuespillerjubilæum i næste uge), Hanne Trolle (Månegøgl og 35 år i branchen) og Benny Schumann – sidstnævnte repræsenterede de artister, som røg ud af refusionsordningen og dansk børneteaters historie i 1988. Selv debuterede han som fem-årig i 1950…

Bertel og børneteatret

Thomas Johan M. R. Bæhring var idemanden og instruktøren bag showet, der blev gennemført med en blanding af fotos, video og live-indslag, hvor veteranen, skuespilleren og organisationsmennesket Hans Henrik Clemensen var sat sammen med den unge danser og kompagnileder Mark Philip til at styre løjer og forløb.

Størsteparten af de 600 deltagende teaterfolk måtte af pladshensyn følge showet via streaming til storskærm på CBS, kyndigt kommenteret af skuespiller og fortæller Vigga Bro, der selv har været med hele vejen og bl.a. har en glorværdig fortid i det forlængst hedengangne Banden…

Det er en svær opgave at lave et samlende show for så sammensat publikum af lokale børn og voksne, lokale honoratiores og politikere, frivillige på festivalen og altså også en flok teaterfolk, men reaktionerne var i hvert fald helt overvejende positive.

Hvilket ikke kunne siges om kulturminister Bertel Haarders tale ved starten af festaftenen, men det kan selvfølgelig skyldes, at han primært fortalte om dansk films succes. Og at hans og regeringens dispositioner overfor teatersegmentet – grønthøsteriet, finanslovstyveriet af ni mio. kr. fra Statens Kunstfond, omprioriteringsbidrag overfor kommunerne m.v. har ikke just gjort livet lettere for landets børneteaterproducenter.

(For den særligt børneteaterhistorieinteresserede kan der da lige henvises til tre bøger, skrevet af nærværende skribent – 'Intet spil for galleriet' (1969-1994); 'For det største i de mindste' (1994-2004) & '40 år og stadig ikke voksen' (festivaler fra 1971-2010) – hvorfra fotos og info i øvrigt blev flittigt brugt ved showet).

Anmelderne i arbejdstøjet

Men nu gælder det altså weekendens overflødighedshorn af teater for børn og unge.

Deres udsendte har i år været Deres udkørte – pga. dette års festivals særlige placering blot et par hundrede meter fra hjemmet og altså ikke pga. overvættes aktivitet på alle fronter – med behagelige cykelture rundt til de lukkede forestillinger, arrangementer og korte, lange og ind imellem ligefrem indholdsrige snakke i festivalcafe m.v.

En cykeltur rundt til weekendens 18 spillesteder for at få styr (!) på afstandene har vist, at det kunne gøres på lidt over en halv times tid i alt – og med busser, metro, biler og gåben skulle det være rimelig overskueligt at nå rundt i alle hjørner af Frederiksbergs 8,1 kvadratkilometer store kommune.

Det har handlet om om at sikre, at teateravisen.dk's fem anmeldere når rundt til alle de forestillinger, der skal ses og anmeldes. Der er ca. 45 af slagsen – resten har allerede fået deres anmeldelse her på portalen (brug evt. Søg-funktion) – og med præferencer, rotationsprincipper, praktiske forhold og geografiske afstande er der blevet lagt et program, som skal få anmelderne rundt og siden anmeldelserne i hus. Disse vil blive bragt løbende over de næste uger og måneder.

Seneste artikler

Seneste artikler

Anmelderi på falderebet

Anmelderi på falderebet

Med Teateravisens snarlige lukning stopper det omfangsrige anmelderi af børne- og ungdomsteater, der har været den digitale nyhedsportals hovedhjørnesten siden 2008. Det skal lige følges til dørs med lidt historie; noget om teatrenes og arrangørernes møde med anmelderiet og meget om teaterkritikkens væsen og berettigelse
Læs mere
Børneteatre går i aktion

Børneteatre går i aktion

Omkring 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere advarer nu i et fælles opråb til politikerne om, at børneteatret er truet – og helt konkret af problemet med manglende fuld statslig økonomisk støtte til den store årlige festival, hvor det er svært at finde værtskommuner, der vil påtage sig opgaven.
Læs mere
Teateravisen lukker!

Teateravisen lukker!

Det betyder fra 1. marts et farvel til over 50 år med et medie, der har været målrettet synliggørelse af dansk børne- og ungdomsteater. Beslutningen skyldes en kombination af presset økonomi og ønske om en ny kommunikationsstrategi hos udgiverne Teatercentrum, der samtidig melder ud om et nyt samarbejde med ISCENE, som skal samle formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater på sidstnævnte portals nyhedsplatform.
Læs mere
Årsopgørelse

Årsopgørelse

Teateravisen følger 2024 til dørs med udvalgte punktnedslag omkring børne- og ungdomsteatret. Økonomien har atter været i fokus. Man kunne bl.a. opleve lukningstruende stormløb på flere egnsteatre og støttemæssige mavepustere til etablerede teatre, men som altid og på trods også en imponerende kreativ produktion af scenekunst.
Læs mere
I børneteatrets tjeneste

I børneteatrets tjeneste

Jørgen Carlslund stopper efter 15 år som teaterleder af ZeBU med udgangen af 2024. Han kan se tilbage på næsten 45 år som kunstner, teaterleder og organisationsmenneske og glæder sig over at have haft mulighed for at skabe vedkommende forestillinger for børn og unge og været en del af dansk børneteaters guldalder, men der er også hug til bl.a. den manglende forståelse for, at professionelt børneteater kræver samme økonomiske produktionsforhold som voksenteatret, de alt for mange billige/gratis forestillingsbilletter og den store festival, der er blevet kvalt i sin egen succes.
Læs mere
Anmelderi på falderebet

Anmelderi på falderebet

Med Teateravisens snarlige lukning stopper det omfangsrige anmelderi af børne- og ungdomsteater, der har været den digitale nyhedsportals hovedhjørnesten siden 2008. Det skal lige følges til dørs med lidt historie; noget om teatrenes og arrangørernes møde med anmelderiet og meget om teaterkritikkens væsen og berettigelse
Læs mere
Børneteatre går i aktion

Børneteatre går i aktion

Omkring 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere advarer nu i et fælles opråb til politikerne om, at børneteatret er truet – og helt konkret af problemet med manglende fuld statslig økonomisk støtte til den store årlige festival, hvor det er svært at finde værtskommuner, der vil påtage sig opgaven.
Læs mere
Teateravisen lukker!

Teateravisen lukker!

Det betyder fra 1. marts et farvel til over 50 år med et medie, der har været målrettet synliggørelse af dansk børne- og ungdomsteater. Beslutningen skyldes en kombination af presset økonomi og ønske om en ny kommunikationsstrategi hos udgiverne Teatercentrum, der samtidig melder ud om et nyt samarbejde med ISCENE, som skal samle formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater på sidstnævnte portals nyhedsplatform.
Læs mere
Årsopgørelse

Årsopgørelse

Teateravisen følger 2024 til dørs med udvalgte punktnedslag omkring børne- og ungdomsteatret. Økonomien har atter været i fokus. Man kunne bl.a. opleve lukningstruende stormløb på flere egnsteatre og støttemæssige mavepustere til etablerede teatre, men som altid og på trods også en imponerende kreativ produktion af scenekunst.
Læs mere
I børneteatrets tjeneste

I børneteatrets tjeneste

Jørgen Carlslund stopper efter 15 år som teaterleder af ZeBU med udgangen af 2024. Han kan se tilbage på næsten 45 år som kunstner, teaterleder og organisationsmenneske og glæder sig over at have haft mulighed for at skabe vedkommende forestillinger for børn og unge og været en del af dansk børneteaters guldalder, men der er også hug til bl.a. den manglende forståelse for, at professionelt børneteater kræver samme økonomiske produktionsforhold som voksenteatret, de alt for mange billige/gratis forestillingsbilletter og den store festival, der er blevet kvalt i sin egen succes.
Læs mere