25. november 2023

En sanselig julekalender

Søndag den 26. november åbnes en af de helt store julekalendere i form af kunstinstallationen ’24 hemmeligheder’, der gemmer på overraskelser i børnehøjde. Som de foregående fem udgaver af den meget kreative kalender præsenterer tekstilkunstnere, scenografer, lyddesignere, klovne, billedkunstnere, papirkreatører, legeeksperter og andre projektmagere magi og morsomskab i hver deres levende kalenderlåge – og atter i form af helt unikke værker.

Modsat julens mange andre former for julekalendere må man altså her åbne for lågerne flere dage før 1. december. Men arrangørerne ZeBU og Børnekulturhus Ama’r har valgt at tage forskud på glæderne, så alle ’24 hemmeligheder’ kan ses i god tid inden juleaften.

Installationen, der altså har karakter af en sansefyldt julevandring med kreative legestop, anbefales for alle over tre år og deres voksne, og åbningstiderne er fra kl. 9-16 i hverdagene og 10-16 i weekenderne, og gæsterne lukkes ind hver halve time. Billetter kan købes på zebu.nu eller teaterbilletter.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne