Af: Mette Windberg Baarup

6. juni 2011

En producents bekendelser

Hvordan finansierer man en danseforestilling? Kan man leve af at arbejde med scenekunst? Og hvad laver en producent egentlig? Gode spørgsmål – som kræver lange, og ofte ikke helt entydige, svar. Nogle af dem kan man finde her – i en dybt subjektiv frontberetning fra det danske dansemiljø.

VI KENDER det alle sammen. En fest, et middagsselskab eller måske en af de børnefødselsdage, der pludselig har sneget sig ind på programmet efter at vennekredsen er begyndt at formere sig – en social sammenkomst hvor man har en eller flere venner tilfælles, men hvor ikke alle kender hinanden. Før eller senere når man altid til et uundgåeligt punkt på dagsordenen – en præsentationsrunde, ofte indledt af en velmenende bordherre eller borddame, der stiller det velkendte spørgsmål: Nå, og hvad laver du så?

Og så ruller lavinen ellers. Mens den lige så stille bevæger sig hen imod mig, og det definitivt er for sent at slippe uden om ved at forskanse sig på toilettet, krummer jeg tæer, endevender min hjerne og overvejer febrilsk, hvilket svar jeg skal vælge.

For mine forældre har det altid været nemt nok: To styks folkeskolelærere. I min vennekreds er der både børnehavepædagoger, ingeniører, bankfolk og snedkere. Jobs, som man kan slå op i de der ’hvad kan jeg blive’-bøger. Titler, som ikke efterlader den store tvivl om, hvad man, i hvert fald i grove træk, bruger sine arbejdsdage på.

Tilbage i præsentationsrunden efterlader den pinlige tavshed omkrig mig ingen tvivl – det er blevet min tur. Jeg sætter et stort, om end lidt tvivlende, smil på, træffer en hurtig beslutning og siger: ’Jeg er cand. mag. i kulturformidling’ – og vender mig så lynhurtigt om mod næste levende billede og kigger forventningsfuldt på det stakkels menneske i håb om, at der ikke er nogen, der giver sig til at stille spørgsmål. Men som altid håber jeg forgæves. 

 

JEG ARBEJDER med scenedans. Som producent. Og De må endelig ikke misforstå mig, kære læser, for jeg elsker mit arbejde. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker det bl.a., fordi ikke to dage er ens, men af selv samme årsag kan det tage enormt lang tid at forklare middagsselskabet, hvad man laver fra mandag til fredag (og ofte også i weekenden, men det vender vi tilbage til senere). Derfor kommer her en beretning fra fronten.

Jeg opfatter det som et fantastisk privilegium at arbejde sammen med skabende kunstnere. Det er magisk at være vidne til, hvordan de første undersøgende skridt i en prøvesal udvikler sig til en danseforestilling med lyd, lys, kostumer og det hele. Det er spændende at se, hvor forestillingen ender – særligt set i forhold til den ansøgning man skrev til Statens Kunstråds Scenekunstudvalg knap to år tidligere.

To år? Ja, to år. For her rammer vi den første af de, en gang i mellem lidt hårde, realiteter som findes i en branche, der hovedsageligt overlever på projektstøtte. Hvert år den 1. juni er der ansøgningsfrist til den store pulje penge, som har overskriften ’Scenekunstaktiviteter’. Den uddeler penge til enkeltstående projekter, eller – hvis man er rigtig heldig – penge som dækker både driftsomkostninger og omkostninger ved nyproduktioner i et antal sæsoner.

Så hvert år i maj måned sidder en stor del af det frie scenekunstmiljø og sveder over budgetter, projektbeskrivelser og sceneskitser til projekter, som skal finde sted halvandet til to år senere. Og sidst i oktober eller i starten af november sidder de så igen og sveder, denne gang er det forventning og nervøsitet, der viser sig i øjnene, hver gang der popper en ny mail op på computerskærmen – for har man mon fået penge?

Hvis svaret er ja, skal der atter gang i ansøgningerne, denne gang til de private fonde. For selvom Scenekunstudvalget uddeler forholdsvis store summer, er det sjældent nok til at finansiere en hel produktion. Og så må man tilbage til excel-arket.

 

EN ANDEN realitet, som er en naturlig følge af den projektbaserede finansiering, er at man ofte kun er ansat nogle måneder ad gangen. Hvis man ser positivt på det (og ikke skal bekymre sig om varmeregninger, kontaktlinseabonnementer og lignende trivialiteter), så er det en gave. Det er en gave, fordi man aldrig når at komme ind i en rutine. Fordi der ikke er plads til at sidde fast og insistere på, at ’sådan har vi altid gjort det’. Man skal hele tiden præstere, men til gengæld kommer belønningen også prompte – i form af et projekt som kulminerer inden for en overskuelig fremtid. Man bliver hele tiden udfordret og arbejder sammen med en stadigt vekslende strøm af dygtige og kreative mennesker.

Men hvis nu man bliver nødt til at forholde sig til alle de ting, som Betalingsservice mener at skulle have penge til hver måned, ja så er der selvfølgelig et element af usikkerhed i projektansættelser, som ikke er til at overse – og så gælder det om at være gode venner med sin a-kasse.

Et andet problem er, at det for det enkelte kompagni eller den enkelte koreograf kan være svært at opnå kontinuitet i f.eks. sin kommunikationsstrategi, fordi ansvaret vandrer fra person til person. Det kan ligeledes være svært at komme i kontakt med de publikumsgrupper, som har en meget lang planlægningshorisont, som f.eks. højskoler og gymnasier – ganske enkelt fordi der ikke er nogen ansat til at kontakte dem på det tidspunkt hvor de planlægger, hvad de vil bruge deres kulturpenge på.  

 

SOM PRODUCENT en af mine opgaver at sidde på pengekassen. Helst meget tungt. For selv med penge fra både det ene og det andet sted er der sjældent råd til alle de geniale ideer, man gerne vil omsætte og alt det fede udstyr, man gerne vil købe – eller alle de fantastiske dansere man gerne vil ansætte. Så man forholder sig til realiteterne, caster nogle dansere, samler et hold, får kontrakter med dem alle sammen – og så begynder kreativiteten at sprudle. Og mens den gør det, ændrer producentens arbejdsdag sig lige så stille i takt med, at premieren rykker nærmere.

Første fase er kontorfasen. I den fase kan man godt holde sig nogenlunde til at arbejde mandag til fredag, fra kl. 9 til 17. Man holder styr på trådene og løser alle de opgaver og problemer, som dukker op hen ad vejen.

 

ANDEN FASE begynder med et af scenekunstens magiske ord: Indryk. 'Indryk' er, når man bevæger sig fra prøvesalen og ind på scenen, som oftest nogle uger inden premieren. Så forlader undertegnede sit kontor og rykker ned på publikumsrækkerne med computeren, som heldigvis er bærbar.

Og så forvandler scenen og publikumsrummet sig til et fortryllende sted: Et virvar af kaffekopper, ledninger, notesblokke og noget underligt blåligt folie, som lysdesigneren bruger. Stole rykkes til side, et kæmpe bord med computere hæver sig over publikumsrækkerne, og dansere i træningstøj indtager de skrå brædder.

Facebook svømmer over af statusopdateringer fra videokunstnere, som er lykkelige over at få grejet til at virke klokken halv to om natten. Der tikker mails ind på alle tidspunkter af døgnet. Premierepublikummet skal inviteres, og aviserne skulle helst bugne af omtale. Og producenten har en finger med i stort set alt, hvad der foregår.  

 

NÆSTEN UBEMÆRKET er der nogen, der har sprunget en hel masse dage over i kalenderen og indryk er blevet til premiereopløb. Endnu et magisk ord. Premieren er inden for rækkevidde. Dagene flyder over af praktiske ting, der skriger på at blive ordnet, arbejdstiden kan ikke planlægges – og personligt ved jeg ikke, hvordan jeg klarede mig, inden der var nogen der opfandt en telefon, som har mailprogram, internetadgang og Google Maps.

Der skal bestilles blomster til den store aften, premierefesten skal planlægges – både den for de inviterede gæster og den rigtig sjove, som foregår, når anmelderne og pengegiverne for længst er hoppet på cyklen igen – og så er der alle de ting, som bare dukker op, og som med sikkerhed ikke står i nogen arbejdskontrakt. Jeg har f.eks. prøvet at kravle rundt på et tag for at dække en hel række Velux-vinduer med sorte affaldssække og gaffatape…

På premieredagen skal der som oftest både slæbes stole og skænkes champagne. Garderober fyldes med blomster og gaver. Luften er tung af pøj-pøj, toi-toi-toi og god forestilling. Tiden går alt for hurtigt, og før man ved af det, klapper publikum, og man står på scenen og overrækker blomster til svedende dansere og en lettet koreograf.

 

MANGE MENNESKER, måske især kvinder, har på et tidspunkt spurgt deres mødrene ophav, om det ikke gør afsindig ondt at føde. Og en meget stor del af dem har sandsynligvis fået et svar, der i det store og hele går ud på, at når først man holder sin nyfødte baby i armene, glemmer man alle smerter – det var i hvert fald det svar jeg fik. Det er lidt det samme med scenekunst. Man slider og knokler, man løser opgaver, man aldrig har set skyggen af før, man lever med projektansættelsens uvished og den langt fra fantastiske løn. Og når man så står med røde kinder, trætte ben og en kold øl i hånden efter en veloverstået premiere – ja, så glemmer man det hele. Og så begynder man gudhjælpemig forfra igen.

 

TIL FORNÆVNTE middagsselskab har jeg efterhånden talt om mit arbejde i dobbelt så lang tid som alle andre. For ja, det er svært at forklare, hvad jeg laver. Og ja, mange mennesker har svært ved at forstå, at det er noget man kan leve af ­. Og nej, størstedelen af dem aner ikke hvor stort og inspirerende dansemiljøet i Danmark er – men intet desto mindre, så elsker jeg mit arbejde og kan ikke forestille mig noget, jeg hellere vil bruge min tid til. På godt og ondt. 

Seneste artikler

Seneste artikler

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Over 1.000 teaterfolk fra over 70 lande, 65 faglige arrangementer og 25 håndplukkede forestillinger fra fem kontinenter - dét dannede til sammen en meget multikulturel begivenhed, der under ét havde fået navnet Den 21. Verdenskongres for Scenekunst for Børn og Unge. Det hele blev afviklet i den cubanske hovedstad, Havana, i dagene 24. maj til 1. juni. En talstærk dansk delegation deltog også i dette omfangsrige arrangement, som uden sammenligning er det største af sin art inden for børne- og ungdomsteatret.
Læs mere
Til verdenskongres i Havana

Til verdenskongres i Havana

En større flok danske børneteaterfolk tager til Cuba for at deltage i ASSITEJ’s 21. verdenskongres med tilhørende festival og workshop og andre faglige aktiviteter. Med deltagere fra over 60 lande er det en ultimativ mulighed for at skabe og udbygge internationale kontakter i arbejdet med scenekunst for børn og unge. Teatergruppen Batida er selvfølgelig også med og fortsætter fra kongres og festival med en udfordrende turne i Cuba.
Læs mere
STOP & SWOP

STOP & SWOP

Dansefestivalen for børn og unge i Roskilde bød på danseforestillinger for både babyer og teenagere. Men SWOP 2024 bredte også kunstarten ud, så tilskuernes kroppe mødte andre kunstarter i inkluderende crossover
Læs mere
Juryen har talt

Juryen har talt

Reumert-juryen har udpeget de nominerede forestillinger og kunstnere i 15 kategorier. Årets Børne-/Ungdomsforestilling skal findes mellem ’Tove’ (Teatret Masken & Teatret Zeppelin), ’Mycelium’ (Myka og Anemonen) og ’Sangen om Oda og Anton’ (Teater RUM)
Læs mere
En festival med mange dagsordener

En festival med mange dagsordener

KLAP-teaterfestivalen i Esbjerg er slut, men indgår som en ny og interessant side i den store festivals over 50-årige historiebog. Det er fortsat en markant manifestation af alt det, der karakteriserer dansk børne- og ungdomsteater og drager både nationale og internationale opkøbere og branchefolk.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Over 1.000 teaterfolk fra over 70 lande, 65 faglige arrangementer og 25 håndplukkede forestillinger fra fem kontinenter - dét dannede til sammen en meget multikulturel begivenhed, der under ét havde fået navnet Den 21. Verdenskongres for Scenekunst for Børn og Unge. Det hele blev afviklet i den cubanske hovedstad, Havana, i dagene 24. maj til 1. juni. En talstærk dansk delegation deltog også i dette omfangsrige arrangement, som uden sammenligning er det største af sin art inden for børne- og ungdomsteatret.
Læs mere
Til verdenskongres i Havana

Til verdenskongres i Havana

En større flok danske børneteaterfolk tager til Cuba for at deltage i ASSITEJ’s 21. verdenskongres med tilhørende festival og workshop og andre faglige aktiviteter. Med deltagere fra over 60 lande er det en ultimativ mulighed for at skabe og udbygge internationale kontakter i arbejdet med scenekunst for børn og unge. Teatergruppen Batida er selvfølgelig også med og fortsætter fra kongres og festival med en udfordrende turne i Cuba.
Læs mere
STOP & SWOP

STOP & SWOP

Dansefestivalen for børn og unge i Roskilde bød på danseforestillinger for både babyer og teenagere. Men SWOP 2024 bredte også kunstarten ud, så tilskuernes kroppe mødte andre kunstarter i inkluderende crossover
Læs mere
Juryen har talt

Juryen har talt

Reumert-juryen har udpeget de nominerede forestillinger og kunstnere i 15 kategorier. Årets Børne-/Ungdomsforestilling skal findes mellem ’Tove’ (Teatret Masken & Teatret Zeppelin), ’Mycelium’ (Myka og Anemonen) og ’Sangen om Oda og Anton’ (Teater RUM)
Læs mere
En festival med mange dagsordener

En festival med mange dagsordener

KLAP-teaterfestivalen i Esbjerg er slut, men indgår som en ny og interessant side i den store festivals over 50-årige historiebog. Det er fortsat en markant manifestation af alt det, der karakteriserer dansk børne- og ungdomsteater og drager både nationale og internationale opkøbere og branchefolk.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere