BIG BANG festival forvandler 31. august og 1. september Musiktorvet på Amager til en fest for sanserne, hvor børn og voksne sammen kan opleve poetiske musikforestillinger, lydinstallationer, koncerter og workshops i et væld af genrer og stilarter.
BIG BANG er en festival, der foregår i 17 byer i Europa. København kom med i det internationale netværk for i 2021, og siden har Børnekulturhus Ama’r i samarbejde med de belgiske skabere, Zonzo Compagnie, skabt en årlig festival, hvor der både er plads til lyd-nørderne, den brede befolkning – men først og fremmest deres børn.
’Vi prøver at rykke lidt ved ideerne om hvad musik og lyd til børn kan være og ikke mindst hvordan vi ved hjælp af elementer fra scenekunsten kan skabe nye tværæstetiske produktioner Med BIG BANG forsøger vi at sammensmelte musik med mange af de virkemidler, vi kender fra teatret; det være sig scenografi, lys, projektioner og objekter. På den måde opstår nye udtryk, som skaber et helt univers omkring den musikalske oplevelse, hvad enten det er en installation, hvor du selv er medskabende, eller en koncert’, lyder det fra børnekulturkonsulent Anne Bøgh fra Børnekulturhus Ama’r.
Et må for festivalen er således at vise mangfoldigheden af musikalske indtryk i formater lavet særligt til børn – modsat særlig musik skabt til børn: ‘Vi arbejder på at skabe formater, hvor alle slags musik kan præsenteres for det yngste publikum, så musik til børn ikke er særlig musik skrevet for børn, men ’bare’ musik hvor vi, der præsenterer det, gør os umage for at skabe et format, der aktualiserer og gør musikken tilgængelig for flere aldersgrupper. Det er en måde at tænke børn og musik på, som ikke er så fremtrædende i Danmark, og det vil vi på sigt gerne rykke lidt ved’,fortæller Anne Bøgh.
Årets program kommer vidt omkring: Den japanske percussionist Tsubasa Hori optræder i en arena, hvor projektioner omslutter både performer og publikum. INUANIMA præsenterer en fortolkning af den grønlandske myte om Havets Moder, fremført med sang, fortælling og grønlandske instrumenter. Multiinstrumentalisten Rémi Decker fremfører en skør og kreativ kombination af live-soundtrack og lydcollage, når en parade af mærkelige figurer, underlige maskiner og bizarre væsner passerer forbi på de animationsfilm, han akkompagnerer.
Udendørs kan publikum blive levende noder på den interaktive musikalske installation Hoppeslot, hvor deres spring oversættes til musik i samspil med to trommeslagere. Eller de kan låne et særligt instrument, der afslører en skjult lydverden, som lydkunstner Jo Thielemans har spredt ud i området.
BIG BAND-festivalen afvikles som nævnt lørdag 31. august og 1. september, begge dage kl. 10-17, på Musiktorvet på Øresundsvej, samt Børnekulturhus Ama’r, Amager Bio, Beta & Teater ZeBU. Billetter Købes på billetto: En dagsbillet til enten lørdag eller søndag koster 50 kr. for børn og 75 kr. for voksne. Man kan se det omfangsrige program med forestillinger og andre events, tider, steder og info her:
https://bornekulturhusamar.kk.dk/det-sker/big-bang-festival-1