Der er givet mange gode og smukke sider ved den aktuelle julehøjtid – når man lige fraser stress og gavejagt og overspisning og familielogistiske besværligheder – men de dekorationsmæssige rammer hører altså sjældent til de mest æstetiske oplevelser.
Her får smagløsheden sit årlige boost med myriader af plastificerede nisser og julemænd, vulgær gadeudsmykning og privat entreprenørskab, hvor der fyres op under el-regningen med lyskædeshows, som kan antage helt groteske former.
Det var således på en særdeles passende baggrund, at Forsøgsstationen valgte at bruge december på et projekt, der skulle afsøge mulighederne mellem kitsch og kunst og hvad der sker rent kunstnerisk, når man bevidst arbejder med den dårlige smag.
Over 30 scenekunstnere har således været i gang med at undersøge, hvad der sker, når man 'seriøst og konsekvent arbejder patetisk, banalt og sensationelt med scenekunst', som et af arbejdsparametrene lød.
Det helt centrale begreb var altså 'kitsch', der netop ofte bruges som nedsættende udtryk for et kunstnerisk udtryk uden stor æstetisk kvalitet, det være sig masseproduceret kunst, design eller altså i dette tilfælde teaterkunst.
Selve ordet stammer angiveligt fra jiddisch og betyder at skrabe affald sammen…
En havenisse i foyeren
Projektet blev afsluttet i ugen op mod jul, hvor der bl.a. var åbne visninger af tre projektnedslag – som ikke måtte kaldes forestillinger – efterfulgt af et to-dages seminar, hvor der udover visninger blev diskuteret kitsch og kunst, god og dårlig smag – og hvor teateravisen.dk's redaktør og fire af portalens fem professionelle anmeldere deltog i en paneldiskussion om kitsch og smag i anmelderiet.
Forsøgsstationen sørgede naturligvis for de rette rammer ved at placere udsøgt grimme ting og sager overalt i foyer og lokaler – herunder selvfølgelig en havenisse og glimmerting. Meget er resultatet af bevidste kitsch-indkøb under bl.a. studieture til Berlin og Hamburg og en del af det kendt fra bl.a. souvenirindustrien, der sætter en ære i de mest uhyrlige frembringelser. Dertil store kitsch-installationer fra fire udvalgte scenografer/installationskunstnere.
Det kunne alt i alt nok være med til at fyre op under mindre lødige kommentarer, men der var nu hverken grimme ord eller smagløse bemærkninger i løbet af førstedagens aktiviteter, som indledningsvis bød på et krybbespil i form af en slags danseperformance med bl.a. drøvtyggende boogie-får, engle-musik fra en ghettoblaster, dårligt klædt vise mænd fra Østerland og omegn og en særdeles vanskelig jomfrufødsel.
Forsøget var initieret af Forsøgsstationens to kunstneriske ledere, Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff – sidstnævnte medvirkede selv sammen med en fysisk skuespiller og tre performere fra Glad Teater – og de skulle efterfølgende forklare deres bestræbelser på at lave godt håndværk og gå linen helt ud, uden at det blev til en ironisk pastiche.
Til gengæld lurede parodien i høj grad på at overtage dette forsøg på at skabe kunst af kitsch – som teateravisen.dk's anmelder, Janken Varden, noterede sig.
Anmeldere bruger ikke smagsløg
Nu skulle teateravisen.dk's fire anmeldere – heldigvis – ikke anmelde ovennævnte visning, men faktisk var netop spørgsmålet om, hvorvidt kitsch er et begreb, der sammen med god og dårlig smag kan tages i anvendelse som vurderingselement og -instrument, en del af anmelderpanelets udfordring.
Og her meldte både redaktør og anmeldere hus forbi.
For overtegnede går det ikke ud på at vurdere, om en forestilling er god eller dårlig smag, men om det er en god eller dårlig oplevelse, og her handler det så om håndværk, kvalitet og udtryk. Men selvfølgelig oplever man den bevidste brug af kitsch i kunsten – i scenografi, kostumer og rekvisitter – og det ser man oftest brugt i gadeteater, nycirkus og særlige afarter af småbørnsteater, hvor det gælder om at skabe forbløffelse og fastholde koncentrationen hos tilskuerne – og tydeliggøre signaler og spilleudtryk.
Janken Varden mente, at kitsch er noget andet end god og dårlig smag – som igen er ubrugelige elementer i anmelderiet. For ham var dårlig smag primært udtryk mangel på bevidsthed, for alt er tilladt i en teaterforestilling, bare det er vellykket.
Også Randi K. Pedersen meldte ud, at hun ikke bruger begreberne, men noterer sig, hvis billige virkemidler bruges som en dårlig fidus i kunsten.
Kirsten Dahl arbejder heller ikke med smag kontra kvalitet og noterede bl.a., at fx grimme scenografier jo godt kan være en teatralsk vellykket løsning. Hun arbejder mere i 'anfægtelser' – positive og negative – når hun ser forestillinger, herunder om spillet lukker sig om sig selv, hvad forestillingen vil tilskueren osv.
Og endelig kunne Anne Middelboe Christensen slutte af med, at 'smag er et gammeldags begreb, som jeg ikke bruger' Hun opererer ud fra kvalitet – og tror på sin egen faglighed, når hun vurderer, i første række den skabende kunst (fra dramatiker, instruktører, scenografer m.v.) og dernæst den udøvende kunst (skuespillere, dansere m.v.). Og hun mener ikke, at intentionerne er det vigtige, for det er resultatet, der tæller.
Mod kontra involvering
Også derfor måtte både hun og de andre melde pas på forslag fra salen om, at anmelderne i stedet for kun at afgive deres domme også involverede sig i selve processerne omkring en forestilling og således måske kunne give med indfølende betragtninger om det, som de så i forestillingerne.
Eller som Lotte Faarup udtrykte det: »Vær med i legen, undersøgelsen, arbejdet – vær med til at højde modet i dansk teater, så folk ikke er bange.«
Men hvor sympatisk tanken end er, ville det give store problemer med habiliteten, hvis man som anmelder gik med til at overvære produktionen og skabelsen af en forestilling. Der må nødvendigvis vælges side, for det er ret beset uvæsentligt for et publikum, der skal overvære en forestilling, om der har været store eller små problemer under produktionen.
Det ligger i øvrigt også helt i tråd med teateravisen.dk's anmeldelsesstrategi, der går ud på både at give en professionel, fyldestgørende forbrugervejledning til formidlere og publikum, men også en brugbar og kompetent faglig kritik af teatrene, der generelt får alt for lidt faglig respons fra udenforstående – eller for den sags skyld via anmeldelser i andre medier.
At anmelderne også skal være åbne for eksperimenter, herunder kitsch i kunst, og værdsætte teaterkunstnernes mod og indsats, bør være en selvfølgelighed.
Bling-afslutning
Ovenstående er et ultrakort udtræk fra kitsch-forsøgets møde med portalens anmeldere.
Siden fulgte på førstedagen en kikset – altså ikke kitschet (!) – visning, fordi forsøget 'Julebal i nisseland' med udgangspunkt i Far til fire-universet – ikke kunne gennemføres, fordi skuespillerholdet ikke var mødt frem. I stedet måtte instruktør Emil Hansen ty til forklaringer og videoklip og diskussioner om bl.a. kitsch som provokation og seriøst arbejdsredskab – og essentielt var her spørgsmålet, om kitsch egentlig ligger i værket eller hos beskueren.
Det kan den enkelte selv se helt banalt udtrykt ved, at der som bekendt er en masse mennesker, der ikke ser kitsch i deres valg af fx. musik, møbler, design eller lignende, som andre til gengæld affejer som dårlig smag.
På seminarets andendag var der endnu en visning – nu ved Glad Teater, der har udforsket begreberne glæde, sorg, angst og vrede – og foredrag om smag og populærkultur ved museumsinspektør Michael Eigtved.
Det hele blev sluttet af med fælles debat, gløgg og julesang. For så om aftenen at åbne dørene til julebal med Schwanzen Sänger Knaben og karaokebar og julebanko.
Således fik projekt kitsch en bevidst smagløs, men også munter afslutning. Om forsøgsdeltagere og projektmagere så efterfølgende vil (kunne) sætte kitsch og kunst på formel og skabe udviklingspotentiale for dansk teater, er vist et ubesvaret spørgsmål.
Men som P.H. sagde: Det er selve kunstens ide, at folk ikke skal ha', hvad de kan li'.
