Carsten Jensen

6. august 2023

En dag i Passage-land

I går sluttede dette års succesrige afvikling af PASSAGE Festival. Den var større end længe og med nye formater, men har fastholdt de gamle dyder om at vise vedkommende teater i det offentlige rum – og intentionerne om også bringe kunst ud til områder, hvor der ikke er en opdyrket interesse for gadeteater. Teateravisen tog fredag en rundtur i Helsingørs midtby for at samle indtryk.

PASSAGE Festival 2023 bød på 55 forestillinger fra over 50 europæiske teaterkompagnier – heraf 17 danske – der i den afsluttende weekend fyldte godt op i Helsingørs bykerne med tilbud om klassisk gadeteater, nycirkus, akrobatik, jonglørdueller, musikalske gæs, vandreforestillinger, læringsseancer, bæredygtighedseksperimenterende scenekunst m.v.

I alt var der lagt op til over 225 opførelser over de seks dage, men Teateravisens udsendte forsøgte at omfavne årets PASSAGE Festival med et intensivt endags-raid fredag, udstyret med festivalarmbånd, presseskilt om halen og billetter til de entre-krævende events. Venligst forsynet af den kommunikationsansvarlige og hendes kolleger efter Deres analogt-fungerendes indledende og uforløste tørn med det enerådende online-system.

Men selv otte forestillinger på lidt under otte timer og 16.000 skridt, kombineret med godt vejr og dermed optimale forhold for de udendørs events, kan selvfølgelig ikke yde det storladne program tilstrækkelig kredit.

Tanken var endda at slutte af med endnu to interessante, billetbærende forestillinger fredag aften, men systemet meldte udsolgt – hvad der i øvrigt til en vis grad også var hos Deres omvandrende festivalgæst, som derfor velvalgte at slutte af med musikdramaet ’Til Helvede med Paradis’ i festivalcentret Toldkammerets gård, som Teatergruppen Batida fyldte til randen med tilskuere sent fredag eftermiddag.

Nødvendigt billetsystem

Tilskuere var der også rigtig mange af til de øvrige events i byrummet, og selvom en gadeteaterfestivals koncept jo er finde optimale steder til den gratis optræden i gader og på pladser i en by, havde man fornuftigvis holdt sig fra de mest befærdede gågader, der denne varme og tørre augustdag var stuvende fyldt af mangehovedede menneske-monstre

Festivalen havde også forskanset sig på steder, hvor der kunne lukkes af og kræves billet, hvilket faktisk gjaldt næsten halvdelen af alle forestillinger og altså krævede det festivalarmbånd, der gav adgang at kunne bestille billetter online.

Det kunne der være både økonomiske og logistiske grunde, til, men som festivalens kommunikationsansvarlige, Camilla Hasseriis Dietz, forklarer, skulle systemet først og fremmest sørge for at give publikum den bedste festivaloplevelse via muligheden for at sikre pladser til forestillinger, der havde begrænser på antal tilskuere.

Hertil hører vel også en parallel forklaring, fordi den store festival for gadeteater havde en lang række forestillinger og events på programmet, der var mindre velegnet til opførelse i et frit og myldrende byrum.

Som fx Convoi Exceptionnels sidste del af en trilogi om læringsrum, der foregår i et klasselokale; WunschMachines vandreforestilling i en klosterhave, Mør Collectives installation ’Rod’ med gamle husdele anbragt i det gamle bymuseum og NextDoor Projects ’Vi er Norden’ i en samlet ’opløsning af kolonialismens nedarvede koreografier, som det hed i programmet.

Alle de nævnte i øvrigt danske produktioner og alle med krav om fysisk aktiv publikumsdeltagelse i definerede og afskærmede rum. Det gjaldt også flere af de udenlandske events – og for den sags skyld også små dukkeforestillinger som ’Old Escape’ og ’La Extraordinaria’, der ville drukne i et fyldt gadebillede.

At billetproblematikken også tager livtag med en stadig diskussion på de store gratis børne- og ungdomsteaterfestivaler omkring det ejerskab, som selv en minimal billetafgift kunne medvirke til og samtidig nedbringe det store billetspild, hører med i billedet.

Akrobater, ænder og dukker

Da Deres udsendte i al diskretion foretrækker aktiv publikumsinddragelse som passivt deltagende betragter (!) – hvor observation af gadeteatrets ofte højlydte og uhæmmede medtilskuere er en del af fornøjelsen – var dagens program lagt efter seks gratis events i byrummet og to med krav om billet. Fordelt på fysisk teater, klassisk gadeteater, dukketeater, musikteater og show.

Med start i Toldkammerets gård med ’Gap of 42’, hvor det tyske kompagni Chris Iris – identisk med navnene på de to sympatiske akrobater – gav et show med nogle af de absurde situationer, der kan opstå, når 42 cm i højde og 42 kg i vægt adskiller to personer. Hyggeligt og stilfærdigt – ligesom den ledsagende musik i gode højttalere.

Videre til musikalsk gåsegang med hollandske Picar Production, hvor en tamburmajor, en trommeslager og et dusin Toulousegæs foretog en meget populær parade gennem nogle af byens gader. Man kan sagtens støde på udklædte mennesker som giraffer og får på andre festivaler – men rigtige dyr går altid rent ind på følelsestavlen.

Dagens første billet skulle vises til spanske Compañía Ele’s ’La Extraordinaria’, hvor der ventede en lille ordløs og munter dukkeforestilling om to gamle mennesker i dagligdags og aldersmæssigt besværlige situationer. Det var en fornøjelse at se marionetternes dukkeførere, Marta Lorente og Raquel Batet i kompetent aktion i den meget udtryksfulde forestilling, som dog blev noget oversolgt i programmet med patos om fællesskab og respekt. Men det var altså en god forestilling!

Senere på dagen var samme sted – Materielgården – i øvrigt skueplads for endnu en dukketeaterforestilling om livskraftige ældre. Belgiske TOF Theatres ’Ols Escape’ handlede om en beboer på et plejehjem, der stikker af for at feste – og så går den vilde jagt. Det var også her fine præstationer af performere/dukkeførere med de personstore dukker, men trods uddrag fra gode gamle melodier på bånd og vinyl fængede plottet ikke rigtig for Deres måske lidt uopmærksomme iagttager.

Kamp om tilskuere

På Axeltorv havde franske L’immédiat fundet plads til ’Le Lévitation Réelle’, hvor fire performere brugte deres fysiske færdigheder og samspil til at illustrere tabet af tyngdekraft. Det kom til at tage form som en slags kompliceret slagsmål om at holde en person til jorden, men den knap ti minutter lange seance havde svært ved at konkurrere om interessen i de turistfyldte omgivelser.

Det havde spanske Pere Hosta til gengæld ingen problemer med, da han med den meget humoristiske ’Dis-Order’ drog en stor og meget deltagende tilskuerskare til sig i en lille plads andetsteds i byen og stoppede passagen til Føtex’ bagindgang. Det gav til gengæld mange gode muligheder for i den helt klassiske gadeteatertradition med her at inddrage de sure indkøbsposebærere og andre forsøgsvis forbigående i løjerne, som dybest set bare handlede om at skabe kaos omkring en slags kontormaskine med finurligt indhold.

Rent tilskuermæssigt kunne han dog ikke konkurrere med belgiske Company Pol & Freddy og deres forestilling, ‘De Cuyper vs. De Cuyper’, der på en plads foran de gamle haller ved Kulturværftet samlede flere hundrede engagerede tilskuere, heraf rigtig mange børn, i en jonglørkamp mellem to brødre samt en selvoptaget dommer. Jonglør-evnerne var ægte nok, den meget bevidste ironiske iscenesættelse med indmarch, flaghejsning, pokaloverrækkelse og muntre dirty tricks ligeså. Underholdende var det, måske også lærerigt – men måske alligevel placeret et stykke fra egentlig scenekunst.

Man kan jo ikke rumme det hele…

Den fik man til gengæld en god, omend mindre dosis af med den britiske ’Ghosts – Something Rotten’ med teatret The Desperate Men, der trods titlen også havde en kvinde med i den spritnye forestilling, som blot varede 20 af de 40 programvarslede minutter, men nåede at underholde med tre lejlighedsvist lagenindhyllede personers smukt afleverede sproglige ud- og indfald mod hinanden, tilsat opildnende sange. Ifølge programmet fulgte man tre spektralspecialister på spirituel pilgrimsrejse for at undersøge paranormale tilstande – men det føltes mere som en form for rekviem for tre afdøde skibsrejsendes tågede erindringer…?!

Deres udsendte havde som afslutning på en lang dag også satset på at overvære ’La grUtesca’ med catalanske Escarlata Circus som i en collageagtig forestilling spiller spørgsmål til latterens og frihedens rolle i samfundet – og ’Kinski – Roi de Rats’ (Rottekongen) med portugisiske Rui Paixao om Kinski, en plaget og arbejdsløs skuespiller, der må sælge vampyrtænder for at overleve!

Begge interessante forestillinger i et program, der også lokkede med mange andre godbidder i løbet af weekenden. Men det blev altså ved intentionerne, otte forestillinger med danske Batids som afslutning – og hvor møder man ellers et otte personers stort ensemble – og glæden over at have shoppet rundt på PASSAGE Festivalen i Helsingør.

Fokus på udsatte områder

Men lad da disse små betragtninger om rammer og kunst afsluttes lidt skævt med omtale af festivalens begyndelse, som også var en slags signatur på PASSAGE Festivals visioner med gadeteatret, som man bl.a. kalder ’en diskussion, en dialog, en konfrontation med mange forskellige størrelser og enheder, hvor scenekunsten i det offentlige rum er udgangspunktet’, men hvor det sociale aspekt overlapper kunsten. Og som man har opdyrket i årevis omkring festivalerne.

I år eksemplificeret i en spektakulær og stort anlagt forestilling, afleveret i et såkaldt udsat område som Nøjsomhed (tidligere benævnt ghetto…) i samarbejde med lokale kræfter og præsenteret for beboere, der normalt slet ikke har noget forhold til hverken scenekunst eller gadeteater.

Her mødte man onsdag aften franske Cie Basingas ’Open Lines’ og kunne opleve Tatiana Mosio-Bongonga danse til live-musik i 20 meters højde mellem Nøjsomheds bygninger.

For det franske kompagni er samarbejdet med områdets beboere og publikums aktive deltagelse en forudsætning for, at de kan skabe ’Open Lines’, der har været vist i flere lande. For da Tatiana Mosio-Bongonga bevægede sig ud på et 200 meter langt koreograferet forløb i 20 meters højde, var det mere end 50 beboere fra Nøjsomhed og andre lokale frivillige, der holdt linen stabil som de cavalettists, der med deres kropsvægt holdt det tværgående reb.

Samtidig var lokale musikere en del af Basinga LiveBand, der skabte den musikalske dialog med linedanseren i luften mellem bygningerne. Interessen var tydelig med livlig seeraktivitet på de mange altaner, som vendt ud mod showet.

Onsdag aften udmærkede sig ved ikke at regne under forestillingen, men angivelig er linedanseren ikke bleg for at begive sig i højderne også i dårligt vejr.

Den forestilling nåede Deres udsendte desværre (heller) ikke at overvære, men for eventuelle og hurtige læsere af denne del af reportagen kan ‘Open Lines’ også opleves i dag, søndag 6. august kl. 16 på Refshaleøen, foran Ulven ved Refshalevej 177.

Arrangør her er Metropolis (https://www.metropolis.dk)  – der står for performance og kunst i byens rum.

Mulige gensyn

PASSAGE Festival er slut, men også andre forestillinger fra programmet vil kunne opleves i de kommende uger på mindre gadeteaterfestivaler; Batidas i København NV 7.-10. august (se note) og Street Cut i Næstved 11.-13. august (se note).

Det er et synligt led i det praktiske og økonomiske samarbejde, der med PASSAGE i tovholderrollen er med til at sikre gode internationale kompagniers besøg i landet.

Og PASSAGE Festival selv er tilbage i Helsingør næste sommer.

Seneste artikler

Seneste artikler

Farvel – og tak!

Farvel – og tak!

Med Teateravisens stop som aktiv nyhedsportal forsvinder en af de tre bærende søjler, der blev skabt for Teatercentrums virke fra starten af 1970’erne: Et medie med specifik fokus på synliggørelse og formidling af professionel scenekunst for børn og unge. Lukningen markeres her med et lille strejftog gennem bladets historie og den afgående redaktørs taksomme punktnedslag efter gennem næsten 40 år at have fulgt et unikt og fællesskabsorienteret teaterliv.
Læs mere
KLAP i Kolding

KLAP i Kolding

Om lidt over en måneds tid vil Kolding summe af teaterliv, når 100 teatre og 150 forskellige forestillinger danner den kunstneriske ramme om KLAP-teaterfestivalen, som afvikles fra 3.-6. april. Programmet ventes på nettet fra d. 3. marts, mens den offentlige billetuddeling af over 20.000 gratis billetter starter d. 20. marts.
Læs mere
En bro over tillidskløften

En bro over tillidskløften

Et dialogmøde mellem Teatercentrums ledelse og den kreds af teatre, der via protestbreve havde udtrykt skarp kritik af manglende orientering af kompetencecentrets ageren omkring lukning af Teateravisen og situationen for KLAP-festivalerne, blev afviklet i fordragelighed. Brudflader eksisterer stadig, men asfalteres nu med aftaler om fremtidige fællesmøder, hvor teatrene kan informeres om Teatercentrums strategiske overvejelser – og en fuldtonet udmelding om at bevare den store KLAP-festival ukurateret.
Læs mere
Anmelderi på falderebet

Anmelderi på falderebet

Med Teateravisens snarlige lukning stopper det omfangsrige anmelderi af børne- og ungdomsteater, der har været den digitale nyhedsportals hovedhjørnesten siden 2008. Det skal lige følges til dørs med lidt historie; noget om teatrenes og arrangørernes møde med anmelderiet og meget om teaterkritikkens væsen og berettigelse
Læs mere
Børneteatre går i aktion

Børneteatre går i aktion

Omkring 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere advarer nu i et fælles opråb til politikerne om, at børneteatret er truet – og helt konkret af problemet med manglende fuld statslig økonomisk støtte til den store årlige festival, hvor det er svært at finde værtskommuner, der vil påtage sig opgaven.
Læs mere
Teateravisen lukker!

Teateravisen lukker!

Det betyder fra 1. marts et farvel til over 50 år med et medie, der har været målrettet synliggørelse af dansk børne- og ungdomsteater. Beslutningen skyldes en kombination af presset økonomi og ønske om en ny kommunikationsstrategi hos udgiverne Teatercentrum, der samtidig melder ud om et nyt samarbejde med ISCENE, som skal samle formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater på sidstnævnte portals nyhedsplatform.
Læs mere
Farvel – og tak!

Farvel – og tak!

Med Teateravisens stop som aktiv nyhedsportal forsvinder en af de tre bærende søjler, der blev skabt for Teatercentrums virke fra starten af 1970’erne: Et medie med specifik fokus på synliggørelse og formidling af professionel scenekunst for børn og unge. Lukningen markeres her med et lille strejftog gennem bladets historie og den afgående redaktørs taksomme punktnedslag efter gennem næsten 40 år at have fulgt et unikt og fællesskabsorienteret teaterliv.
Læs mere
KLAP i Kolding

KLAP i Kolding

Om lidt over en måneds tid vil Kolding summe af teaterliv, når 100 teatre og 150 forskellige forestillinger danner den kunstneriske ramme om KLAP-teaterfestivalen, som afvikles fra 3.-6. april. Programmet ventes på nettet fra d. 3. marts, mens den offentlige billetuddeling af over 20.000 gratis billetter starter d. 20. marts.
Læs mere
En bro over tillidskløften

En bro over tillidskløften

Et dialogmøde mellem Teatercentrums ledelse og den kreds af teatre, der via protestbreve havde udtrykt skarp kritik af manglende orientering af kompetencecentrets ageren omkring lukning af Teateravisen og situationen for KLAP-festivalerne, blev afviklet i fordragelighed. Brudflader eksisterer stadig, men asfalteres nu med aftaler om fremtidige fællesmøder, hvor teatrene kan informeres om Teatercentrums strategiske overvejelser – og en fuldtonet udmelding om at bevare den store KLAP-festival ukurateret.
Læs mere
Anmelderi på falderebet

Anmelderi på falderebet

Med Teateravisens snarlige lukning stopper det omfangsrige anmelderi af børne- og ungdomsteater, der har været den digitale nyhedsportals hovedhjørnesten siden 2008. Det skal lige følges til dørs med lidt historie; noget om teatrenes og arrangørernes møde med anmelderiet og meget om teaterkritikkens væsen og berettigelse
Læs mere
Børneteatre går i aktion

Børneteatre går i aktion

Omkring 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere advarer nu i et fælles opråb til politikerne om, at børneteatret er truet – og helt konkret af problemet med manglende fuld statslig økonomisk støtte til den store årlige festival, hvor det er svært at finde værtskommuner, der vil påtage sig opgaven.
Læs mere
Teateravisen lukker!

Teateravisen lukker!

Det betyder fra 1. marts et farvel til over 50 år med et medie, der har været målrettet synliggørelse af dansk børne- og ungdomsteater. Beslutningen skyldes en kombination af presset økonomi og ønske om en ny kommunikationsstrategi hos udgiverne Teatercentrum, der samtidig melder ud om et nyt samarbejde med ISCENE, som skal samle formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater på sidstnævnte portals nyhedsplatform.
Læs mere