De var allerede i fuld sving på den anden side af sommerferien, nemlig i uge 27, men nu er det atter tid til DANSEballaden, idet man igen i uge 31 og uge 32 vil kunne møde dansende børn og unge, der sammen med professionelle dansere skal skabe en koreografi over temaet 'En anden verden'.
DANSEballaden er et årligt tilbagevendende sommerprojekt for landets kommuner, hvor børn og unge mellem 9-16 år får mulighed for at komme helt ind i dansens verden. I år er op mod 875 børn og unge tilmeldt projektet i en af de 35 deltagende kommuner. Konceptet er så, at man træner og danser i sit eget lokalområde de første fire dag og mødes femte dag med tilsvarende hold fra de nærliggende kommuner.
I uge 31 er hold i gang i Midt- og Vestjylland og med fællesdag i Musikteatret Holstebro 2. august, mens uge 32 både byder på hold fra Fyn/Sydjylland – med fællesdag 9. august i Kulturhus Harmonien i Haderslev – og hold fra Nordsjælland – med fællesdag 9. august i Gribskov Kultursal i Helsinge.
DANSEballaden er udviklet af Dansehallerne og støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg og de medvirkende kommuner og bydele og man kan læse mere om projektet på www.danseballaden.dk
(caj)