3. oktober 2016

Elever skal iscenesætte projektopgaver

Filiorum, der ud over at være pop-up-teaterforening også står for projekt Scenekunst på Skoleskemaet, har atter indledt et teaterpædagogisk undervisningsforløb, denne gang i hjemkommunen Gentofte, hvor flere af kommunens 9. klasser dette efterår inddrager teaterkunsten i forbindelse med årets projektopgave.

Således bliver 260 af kommunens 9. klasses-elever involveret i undervisningsforløbet ArtLab Filiorum, hvor teaterredskaber som rekvisitter, lys, lyd og et velturneret manuskript skal inspirere de unge til, hvordan de kan 'iscenesætte sig selv og klasselokalet, så deres budskaber træder levende og engagerende frem for publikum', som det hedder i en pressemeddelelse fra Filiorum.

ArtLab Filiorum vil fra slutningen af september og november måned ud være en del af virkeligheden og dagligdagen for 9. klasserne på Dyssegårdsskolen, Gentofte Skole, Maglegårdsskolen og Bakkegårdsskolen og fungere som en del af Den Innovative Projektopgave på Gentofte Kommunes folkeskoler, hvor eleverne skal finde og præsentere innovative løsninger på et aktuelt problem i verden omkring dem – som flygtningesituationen, klimaproblematikken m.v.

Der er dog også inviteret lokale fagfolk og forretningsdrivende m.fl. til at inspirere eleverne udover ArtLab Filiorums (scene)kunstneriske tilgang til projektarbejdet, hvor Filiorums leder og stifter, Clarissa Meister-Petersen, har blik for de redskaber, som scenekunsten kan give de unge:

'Tidens performancesamfund kræver, at man fra en meget tidlig alder skal kunne stille sig op foran hinanden og andre. Scenekunstens særlige rum og redskaber kan give de unge en nysgerrighed på, hvad de selv rummer af potentiale og på, hvordan de gør deres budskaber tilgængelige for andre – evner man skal bruge og udvikle hele livet. Men vi vil også gerne give dem en forståelse for det arbejde og de tanker, der ligger bag, når andre præsenterer dem for noget'.

Filiorum arbejder ihærdigt på at få scenekunsten til at blive en fast del af skoleskemaet i hele skolesystemet og har iværksat diverse projekter. Således havde man bl.a. i foråret 2015 et samarbejdsprojekt med Mungo Park om workshopforløbet 'Scenekunst på Skoleskemaet' med skoleelever i Gladsaxe (læs artiklen: 'Jeg tjekker ud med min første teateroplevelse').

Se mere om Filiorum og Scenekunst på Skoleskemaet på hjemmesiden www.filiorum.dk

(Billedet: Der var isbjerge af papkasser og hjemmefoldede iskrystaller, da Filiorum åbnede sit første ArtLab for 9. klasseeleverne på Dyssegårdsskolen. Foto: Clarissa Meister-Petersen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne