Det er en eksklusiv lille skare, der har fundet vej til Dansehallerne denne lørdag eftermiddag i december. En lørdag hvor resten af København – og verden, for den sags skyld – tænker mere på klima end på dans og har øjnene rettet mod Bella Center frem for Dansehallerne.
Men det lader vi os ikke forstyrre af – der er hyldeblomst, økologisk rød sodavand og chokoladekarameller klar til de tre børn som udgør testpiloterne til Klara Elenius’ nye forestilling ’Normal?’, og det kan Bella Center næppe hamle op med.
Det er cirka en halv forestilling, vi får at se i dag, fortæller Klara, mens danserne gør sig klar. Og hun forbereder børnene på, at hun gerne vil stille dem nogle spørgsmål når der er danset færdig – og at de må sige alt det, de kommer i tanke om, og stille alle de spørgsmål de vil.
’Tøjet var mærkeligt’
De to piger på ti år er vældig opmærksomme og helt klar på at være smagsdommere. Drengen på ni er derimod lidt mere tilbageholdende og ser ikke helt tryg ud ved udsigten til at skulle svare på Klaras spørgsmål.
Danserne melder klar scene. En efter en går Andrea Deres, Carolina Bäckman og Jóhann Lindell ind i midten af rummet og tager et stykke tøj op fra gulvet. Skiftevis tager de forskellige T-shirts på, hjælper hinanden med at tage dem af igen, tager to-tre T-shirts på oven på hinanden, mens pigerne maser sig ind i en fælles T-shirt.
Som en menneskelig kædereaktion skifter de ham og dermed identitet, i en uendelighed. En sekvens der bagefter får en af pigerne til, som noget af det første, at udbryde:
»Tøjet var mærkeligt – der i starten med T-shirtsene.«
Uhyggelig, men sej
Forestillingen bevæger sig videre til en lydside, der minder om et computerspil med to af danserne som deltagere. Den ene af danserne har en armygrøn hjelm på, den anden en ditto kasket – det er tydeligvis et krigsspil vi befinder os i.
»Den var sej!« siger den anden pige efterfølgende, da børnene bliver spurgt om netop den scene – og de kan alle tre fortælle om, hvilke computerspil de spiller, hvilket efterlader de tilstedeværende voksne med store spørgsmålstegn i hovedet. Der er ikke så mange af os, der ved, hvad ’Miniclip’ er…
Danserne tager et par sekunders åndepause, mens de skifter kostumer til den næste sekvens. Stilheden udfyldes af den knitrende lyd af slikpapir og sodavand, der bliver hældt op.
Den tredje danser tager en maske med et dukke-lignende mande-ansigt på. Hun går i gang med en serie bevægelser, som mest af alt minder om en gorillas bevægelsesmønster, og sekvensen krydres da også med nogle velplacerede brøl inde bagved masken.
Uhyggelig, men meget sej, er børnenes dom over denne del af forestillingen.
Øh, hvad?
Efter et imaginært tæppefald kommer Klara og danserne hen og sætter sig sammen med børnene. Inden nogen af dem kan nå at sige særlig meget, kommer det som skudt ud af en kanon fra en af pigerne:
»Hvad handler det om?«
Klara tager spørgsmålet med et smil.
»Det handler om forskellige mennesker, forskellige typer. De der T-shirts i starten, der kommer til at være forskellige ting på dem, f.eks. et heavy-metal-mønster eller en kattekilling – der kommer til at være et billede på hver af dem, så de bliver lidt mere forskellige.«
Da jeg efterfølgende taler med Klara, uddyber hun sit budskab.
»Forestillingen handler om hvordan vi er, hvordan vi vælger, hvem vi vil være, hvordan vi kan gå ind i forskellige roller – jeg vil ikke postulere, at det her er rigtigt, og det her er forkert, det her er kikset og det her er godt,. Jeg vil gerne vise, hvor mange valgmuligheder der er og formidle den valgfrihed til børnene – vise at de selv kan vælge hvem de vil være.«
Identitetsundersøgelse
Inspirationen til forestillingen opstod, da Klara lavede sin forestilling ’Naboen Danser’ i 2008.
»Vi havde publikumssamtaler med børnene efter hver forestilling, og de samtaler inspirerede mig til at lave forestillingen Normal? For eksempel var børnene meget i tvivl om, hvorvidt den ene af de to kvindelige dansere i forestillingen var en pige eller dreng, og det var vigtigt for mange at få det at vide. Og det var også interessant at iagttage det unge publikum og se, at deres tøj, hår og opførsel udstrålede stil og en bevidsthed om at iklæde sig en rolle. Så jeg syntes, at det kunne være spændende at undersøge identitet ud fra samfundets normer i forhold til køn, udseende og stil. Jeg vil gerne udforske de uendelige valgmuligheder der eksisterer indenfor og udenfor stereotyper og mainstream.«
Lidt efter lidt giver det mening, at forestillingen beskrives som en eksistentiel danseforestilling – det lyder abstrakt, men når personligheder og identiteter bliver til T-shirts er det ganske håndgribeligt. Det er filosofi, der er til at tage og føle på – og det føles, som om Klara er godt på vej til at lave eksistentialisme i børnehøjde.
Say What?
Selvom det ikke er alle børnene, der er lige snakkesalige, er der ikke tvivl om, at det er enormt givende at prøve en forestilling af så tidligt i forløbet.
I løbet af samtalen med de unge smagsdommere viser det sig nemlig, at en af sekvenserne i forestillingen muligvis skal revideres.
Klara bruger på et tidspunkt en stemme der fortæller om bevægelserne i sangerinden Beyonces nye musikvideo, ’Single Ladies’ – på engelsk. Desværre er der kun ét af børnene, der kan stille noget op med det, stemmen siger – og da det viser sig, at hendes far er amerikaner, kan hun vist ikke rigtig bruges som eksempel på en gennemsnitlig ti-årigs formåen udi diverse fremmedsprog.
Efterfølgende viser det sig, at Klara ikke havde regnet med, at det engelske ville være et problem for hendes målgruppe – verdensborgere i alderen 8 -12 år.
»Jeg havde snakket lidt med nogle forældre om det, og de havde egentlig ment, at det ikke var noget problem, blandt andet fordi børnene spiller så mange computerspil – jeg tror da, at de er bedre til engelsk, end jeg var i den alder. Men tit er det jo også sådan med de popsange, de hører, at de ikke helt ved, hvad de siger, og så kan sangen godt formidle noget alligevel.«
Det handler bare om at kigge
Og måske er det netop det der er kernen i denne forestilling. Eksistentialisme lyder af tykke bøger med lange ord – men måske handler det bare om at kigge på hende der sidder på gyngen ved siden af og være ligeglad med, om hun ligner en, der har lånt sin fars tøj.
Sværere er det egentlig ikke. Bare de havde vidst det ude i Bella Center…
