Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) i Slagelse Kommune arbejder på etablering af et egnsteater, der skal være et samarbejde mellem Slagelse og Holbæk Kommune og har arbejdstitlen Sjællands Teater.
Udvalget besluttede på et møde 10. januar en finansieringsmodel og et udkast til egnsteateraftale, så Slagelse Kommune pr. 1. april i år kan søge Statens Kunstfond (Projektstøtteudvalget for Scenekunst) om at etablere egnsteater fra 2021.
Ifølge finansieringsplanen vil Slagelse Kommune årligt betale 750.000 kr. i tilskud til produktion af teater, men forventer en refusion fra Statens Kunstfond på cirka 250.000 kr. via den statslige egnsteatertilskud.
Den lokale skuespiller og instruktør Peter Thieme har i flere år arbejdet for at få etableret et egnsteater i Slagelse og har altså fundet sammen med Holbæk Teater – der selv har status som egnsteater. Ifølge KFU's udkast til egnsteateraftale skal Sjællands Teater have adresse hos Holbæk Teater, hvor der også skal produceres forestillinger, som så skal spille og turnere i begge kommuner.
'Jeg tror på, at vores nye egnsteater både kan blive et bindeled mellem nogle af de mange fantastiske tiltag vi allerede har, eksempelvis Teaterkredsen, Musicalscenen og Krabasken, og ikke mindst gode, samlende oplevelser for alle i Slagelse Kommune. Et egnsteater, der agerer i såvel Skælskør og Korsør som Slagelse', har Peter Thieme udtalt til nyhedsportalen slagelse.info
Projekt Sjællands Teater udspringer af et initiativ fra Slagelse Kommune i 2018, hvor 17 kandidater søgte om at blive egnsteater,. Heraf valgte man fem til en videre proces, der endte med, at Holbæk Teaters og Peter Thiemes projekt blev valgt.
Teaterleder Kristoffer M. Hansen, Holbæk Teater, siger til Teateravisen, at da der endnu ikke er underskrevet en samarbejdsarbejde, vil han vente med at fortælle mere om projektet.
(Billedet: Holbæk Teater er medspiller i et projekt om et fælles egnsteater i Slagelse Kommune. Foto fra Holbæk Teaters Facebookside)
(caj)