21. juni 2013

Dukketeaterfestival forude

Den store biennale og særdeles internationale animationsteaterfestival i Silkeborg afvikles fra 7.-10. november 2013, og nu er programmet ved at være klar til festivalen, der byder på teater for både voksne og børn og en lang række sideaktiviteter.

Festivalleder Ulla Dengsøe fortæller, at festivalen byder på i alt 86 forestillinger, hvoraf ca. 20 er for voksne (og unge). Hertil kommer en Master Class, fem dukkeværksteder for børn, fem Backstage Talks med deltagende teatre samt to udstillinger – en i Jysk Musik- og Teaterhus samt en stor udstilling af Matej Forman på Kunstcentret Silkeborg Bad, hvor der også arrangeres syv workshops med Matej Forman. Her vil han vise og fortælle om mange af Forman Brothers Theatres store forestillinger, bl.a. på store scene i Nationalteatret i Prag og på deres egen flydende teaterbåd på Vltava floden i Prag (fotoet viser en interaktiv genstrand fra forestillingen 'The Purple Sails').

Master Class er et kapitel for sig og kun for professionelle teaterfolk. Den afvikles torsdag 7.11 og fredag 8.11 2013, hver dag fra kl. 10-17. Titlen er 'The spaces between actor and puppet' og der sættes fokus på de forskellige relationer mellem dukker, objekter, materialevalg og performerne  ud fra spørgsmålet: Optræder/Eksisterer skuespiller og dukker i samme rum? Underviserne er dukkespiller Frank Soehnle fra Figurentheater Tübingen sammen med skuespiller Patrick Michaëlis. Frank Soehnle er også underviser på dukketeaterskolen i Stuttgart, og begge er hovedpersoner i forestillingen 'Hotel de Rive'. Der optages kun 12 kursister og halvdelen af pladserne er allerede booket (prisen er 1200 kr. inkl. frokost m.v.). Interesserede kan tilmelde sig via mail til:  festivalofwonder@silkeborgbib.dk

Silkeborg Dukketeaterfestival har udover de mange offentlige forestillinger, hvor billetterne traditionelt rives væk i stor hast, også en lukket del, hvor der fra mandag 4. november til 11. november afvikles skoleforestillinger i kommunen.

Festivalen præsenterer i år teatre fra Danmark, Portugal, Frankrig, Belgien, Holland, England, Tyskland, Rusland, Sverige, Canada, Taiwan og Israel.

Ulla Dengsøe fortæller, at man regner med at offentliggøre det totale program senest 16.-17. august 2013 – bl.a. med events på gaderne i Silkeborg. Hun forventer dog, at man løbende vil offentliggøre detaljer om programmet via festivalens hjemmeside (www.festivalofwonder.dk) og Facebook-side.

Selve billetsalget starter på www.silkeborgbilletten.dk mandag 19. august 2013 – linket er først aktivt fra denne dato. 

(caj)   

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne