I forlængelse af Limfjordsteatrets produktion af ’Matilda-effekten’ – en dukkeforestilling for voksne – er teatret gået sammen med dukketeaterbranchens faglige organisation UNIMA om at afholde et såkaldt dukketeater-topmøde 8. juni – med hjælp fra Teater V, CPH STAGE og Statens Kunstfond.
Formålet er at samle dukketeaterbranchen og sætte fokus på dens situation og udvikling i Danmark, hvor der mest produceres dukketeater-forestillinger for børn, men hvor bl.a. Bådteatret og Teater Refleksion er kendt for dukketeater-forestillinger for voksne – mens Festival of Wonder med sin store biennale og internationale festival i Silkeborg er kendt for at præsentere et rigt program af forestillinger både for børn og for voksne.
Det aktuelle dukketeater-topmøde tager bl.a. afsæt i ovennævnte ’Matilda-effekten’, der kan opleves på Teater V. 7. og 8. juni kl. 12 som led i CPH STAGE-festivalen. Selve Dukketeatertopmødet er gratis og åben for alle, men primært tænkt som et arrangement for professionelle kunstnere. Der vil være en let frokost kl. 13 og en lille kreativ startopgave, der lægger op til snakken på topmødet, så arrangørerne opfordrer til, at man kommer i god tid, hvis man ikke ser eller tidligere har set forestillingen, der beskrives som en poetisk og humoristisk dukkeforestilling for voksne med to dukkeførere, der på magisk vis fletter deres egne kroppe og stemmer sammen med dukker i forskellige størrelser.
* Dukketeater-topmødet afvikles på Teater V i Valby den 8. juni fra kl. 13.15 – og man skal hente sin gratis billet senest 6. juni på: form.jotform.com/241002118736345
PROGRAM:
13.15-13.45 Let frokost (gratis) og lille kreativ fælles intro i dukkeværkstedet
13.45-14.00 Velkomst og Introduktion
14.00-14.30 Snak om forskellig brug af dukker med afsæt i forestillingen ”Matilda-effekten”
14.30-14.45 Præsentation af UNIMA og UNIMA Nordisk
14.45.-15.45 Paneldebat med nordiske gæster; Agneta Attling fra Dockteatern Tittut i Stockholm og Erik Holmström fra Malmø Dockteatern
15.45-16.00 Pause
16.00-17.00 En fælles samtale om fremtidsperspektiver for dansk dukketeater
17.00-17.30 Afslutning og opsamling på dagens event
(caj)