(14.10.2010) ’Dukketeater? Det er da for børn!’, lyder det ofte fordomsfuldt. Men udover at genren har fået mange navne på sig – animationsteater og objektteater ikke mindst – er dukketeater for voksne forlængst kommet til Danmark – og genren har lange og stolte traditioner i andre europæiske lande at leve op til – ikke mindst i Østeuropa.
Herhjemme er f.eks. et teater som Refleksion i Århus særdeles bevidst om muligheden for at spille og markedsføre dukketeater for voksne, ligesom det er en væsentlig del af repertoiret ved den store internationale og biennale dukketeaterfestival i Silkeborg.
Dukketeater hverken kan, skal eller bør altså opfattes som en snæver genrebetegnelse for teater produceret for de mindste publikummer. Men der kan jo godt være forskel på at spille dukketeater for børn og voksne.
Shakespeare – for alle!
Bådteatret tager i sin nyeste produktion livtag med Shakespeares tidløse tragedie ’King Lear’. Det sker netop som animationsteater, og selvom forestillingen ifølge teatret selv ikke er en decideret børneteaterforestilling, henvender ’King Lear’ sig til et publikum, der svarer til 8. klasse og op.
Rolf Søborg Hansen er forestillingens dukkemager. Han har arbejdet som dukkespiller og –mager i næsten 20 år. På bl.a. Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have har han spillet utallige forestillinger for børn. Men de seneste år har han også arbejdet på Bådteatret i København, hvor han har været med på produktioner, der godt kunne gå under betegnelsen ’dukketeater for voksne’ – f.eks. forestillingen ’På bunden’ fra 2008, som handlede om alkoholisme.
Det storstilede interview blev der ikke tid til den september-morgen, hvor Rolf Søborg Hansen skulle udlægge teksten i Bådteatrets mikroskopiske foyer. Lydkulissen udgjordes af en hamren og banken fra scenerummet, hvor scenografien til Shakespeare-tragedien var ved at tage form.
Håndværket skal være i orden
Men selvom tiden var knap, så kom det da frem, at Rolf Søborg Hansen i udgangspunktet ikke ser nogen væsentlig forskel på at spille for et børnepublikum eller et voksent ditto. Håndværket skal jo i begge tilfælde være i orden, og i alle henseender opererer han altid med at forfine og raffinere et af dukketeatrets vigtigste virkemidler; den identifikation, som gerne skulle opstå mellem dukke og publikum, uanset om han spiller for børn, et familiepublikum eller et rent voksent publikum.
Han censurerer heller ikke sig selv, når det handler om f.eks. at arbejde med uhyggelige elementer. Det kan børn også godt tåle:
»Det er dejligt at gyse,« smiler han.
Så grundlæggende er der ifølge Rolf Søborg Hansen meget lidt forskel på at spille dukketeater for hhv. børn og voksne. Kun på ét område vil han nok være mere påpasselig, når han optræder for det yngre publikum: Det handler om, at han helst ikke ville behandle emnet sex eksplicit i en forestilling, med henvisning til at kolleger i branchen også arbejder ud fra netop denne rettesnor ifm. at spille for de helt små.
Tabu eller tilladt…?
Men denne emneafgrænsning – der altså går mere på holdninger end det rent dukkespilsfaglige – deles i hvert fald ikke helt af alle Rolf Søborg Hansens kolleger.
Katrine Karlsen fra Teater Graense-Loes har siden 2005, hvor hun debuterede med provo-forestillingen ’Supermøgprinsessen’, næsten konstant bevæget sig i grænselandet mellem de to t’er: ’tabu’ eller ’tilladt’. Især forestillingen ’Fucking Alene’ fra 2007 for aldersgruppen 12 år og op har cementeret hendes teaters status i dansk børne- og ungdomsteater som et af de mere eksperimenterende og grænseafsøgende – især hvad angår emnevalg.
Katrine Karlsen er fuld af forståelse for Rolf Søborg Hansens forbehold i forhold til at arbejde explicit med seksuelt relaterede emner på scenen, når man spiller for børn, men hun tilføjer så hurtigt:
»Når vi i en forestilling ender med at behandle et emne, som i nogens øjne er tabu-belagt – især når vi spiller for børn – så starter processen ofte med, at vi i grunden vil undersøge noget i os selv og helst vil udforske vores egne grænser. Og hvis sex er en del af udforskningen, ja så inddrager vi også dét – men det skal være relevant i den konkrete sammenhæng, og det må ikke virke anmassende eller overgrebsagtigt. Dér skal man være meget påpasselig.«
Evnen til at leve med
Adspurgt om forskellen mellem at spille for børn og voksne tøver Katrine ikke mange sekunder:
»Det handler om at lege med, og voksne har sjovt nok altid flere forbehold end børn. Og det handler nok især om den såkaldte fiktionskontrakt, som der indgås, når en forestilling skal spilles: Børn er ofte mere villige til at gå ind historien, end de voksne er.«
Katrine Karlsen understreger dog sin vigtige pointe:
»Teater er sindssygt følsomt. Man risikerer at få ar på sjælen, hvis man ikke passer på. Derfor er det også uhyre vigtigt at være påpasselig over for sit publikum.«
