’Animationsteater er for os et æstetisk princip og kan iscenesætte fantasier i en grad som sprænger de fleste rammer for, hvad et teaterrum normalt kan bære. Ved at skalere op og ned, er det muligt at skabe hele verdener på meget lidt plads eller give en tanke et kropsligt udtryk, som kan være kæmpestort, eller lillebitte. Vi har mulighed for at høre en monolog afholdt af en fisk, som er heste-terapeut, og det tror vi i AVA, at verden har brug for. Vi arbejder koreografisk med vores materiale og har generelt en fysisk, materiel tilgang til alt. Alt materiale har en indbygget historie, man kan gå med den, eller gå imod den, men hvis man først åbner sin bevidsthed over for materialets eget liv, er det ikke til at lukke ned igen’.
Så imponerende insisterende om dukketeatrets magt og magi lyder det fra det nystartede dukketeaterkompagni AVA, der er etableret af dukkefører Astrid Kjær Jensen og musiker og producent Victor Nuno Lyse, som vil skabe en bredere forståelsesramme for, hvad dukkerne er, hvad de kan gøre med os, og hvorfor denne scenekunstneriske genre fortjener større opmærksomhed.
Bedre plads til potentialet
Astrid Kjær Jensen er særdeles kendt i det danske scenekunstmiljø for børn og unge. Hun blev uddannet som dukkefører på særdeles velrenommerede Hochschule für Schauspielkunst Ernst Busch i Berlin 2007-11, og har arbejdet flittigt som freelancer gennem 13 år hos en lang række danske teatre, hvor ikke mindst Marionet Teatret i Kongens Have har nydt godt af hendes håndværk og formidling af det særlige kunstneriske sprog, der er indeholdt i animationsteatret.
Men alligevel har hun ikke fundet det særlige sted, som ud fra hendes synspunkt udnytter dukkernes fulde potentiale, og da hun mødte Victor Nuno Lyse, der er uddannet MA i strategisk design, i forbindelse med produktionen af forestillingen ’Fishtail’ i 2002 af teatret AniMaNi (se Teateravisens anmeldelse), besluttede de at føre de anvendte metoder her over i deres eget selvstændige kompagni – og det har altså nu manifesteret sig i AVA. Og helt konkret med den kommende forestilling ’Simili’, der gæstespiller på Aveny-T fra 19.-26. oktober 2024 (aldersgrænse 13+), hvor dans og animerede figurer bliver koreograferet til et tema om sociale mediers vanedannende effekt i et påstået algoritmeskabt, hypersanseligt univers. Forestillingen er bl.a. baseret på nyskrevne tekster af Caspar Eric, Gry Dalgas og Anders Søgaard.
Vækstlaget mangler
Udover behovet for en selvstændig base med animationsteater som omdrejningspunkt og unge som målgruppe, er det nok værd at høre, hvad Astrid Kjær Jensen mener om de generelle muligheder for genren og dens udvikling i et land som Danmark, hvor der ikke findes en dukketeateruddannelse.
(Et historisk forsøg kan tilskrives afdøde Hans Hartvich-Madsen, der kortvarigt fik etableret en dukkemager-grunduddannelse i daværende Thy Teaters regi – med så fine kompetente udøvere som Gertrud Exner og Katrine Karlsen som resultat – og siden var leder af Scenekunstens Udviklingscenters lige så kortvarige afdeling for animation og dukketeater i Odsherred).
»For mig at se er problemet, at når der ikke er nogen uddannelse, er der heller ikke noget vækstlag og unge mennesker med et nyt take på genren, der vender det hele på hovedet eller ser tingene med andre øjne. Så kan udtrykket godt blive lidt hængende i nogle helt bestemte måder at “gøre det rigtigt” på, som kan fungere fint, men som ikke kommer op med så meget nyt,« lyder det fra Astrid.
»Det betyder også, at vi er meget få udøvere, og man ofte må bruge uerfarne spillere. Jeg synes, at mange teatre er blevet gode til at spørge om fx konsulenthjælp, men det begrænser jo, hvad dukker kan og kan bruges til, når spillernes evne er begrænset til et hurtigt kursus. Vi har i AVA en fremtidsdrøm om at starte skole i Danmark igen, en rigtig fire-årig uddannelse. Så når jeg ikke gider spiller mere, så starter jeg sgu en skole!«
Blik for de endeløse muligheder
Så etableringen af AVA er altså – udover friheden til at udvikle animationsteatret i eget regi og egne ideer – en form for modsvar på det animationsteater, der dyrkes i Danmark. Eller sådan kan man vel godt udlede det af, at du efter 13 år som freelance dukkefører, især inden for børneteatret, har savnet noget mere og større i de kunstneriske processer?
»Hmm, nej det er ikke kun det. Jeg synes egentlig, at jeg har været heldig at være på mange produktioner som freelancer, hvor jeg har haft stor mulighed for indflydelse. Men jeg oplever ofte, at dukkerne bliver brugt sådan lidt dekorativt eller som en lille sjov gimmick, eller helt lavpraktisk, hvis man gerne vil have f.eks. et dyr eller et barn på scenen og løser det på den måde.
For mig har dukketeatret et meget større potentiale end det. Det er et scenekunstnerisk sprog, hvor man kan kommunikere nogle helt andre ting. Det har jeg faktisk gennem årene oplevet ret få, der har haft blik for, men det bider jo også ind i det foregående spørgsmål, for hvis du aldrig har oplevet, hvad det kan, kan det være svært at forestille sig potentialet. Eller måske vil man som instruktør gerne, men i prøverne ender man så alligevel med at gribe til det sprog, man er tryg ved, for det at instruere dukker er et andet arbejde end at instruere skuespillere – man skal osse lige forstå dukkernes ambivalens. De er både meget begrænsede, men rummer osse endeløse muligheder.«
Materialet gør forskellen
Hvor går din og AVA’s grænse egentlig for, hvad der bør kaldes animationsteater? Man kan på dukketeaterfestivaler opleve produktioner, hvor begrebet strækkes til det yderste, selvom hverken dukker eller animationer har en central eller for den sags skyld æstetisk tilfredsstillende rolle…
»Det er et svært spørgsmål, for vi arbejder selv med at skubbe den grænse. Vi mikser genrer, og derfor er vores forestillinger ikke “rendyrket” dukketeater, men vi forholder os til alt materialet gennem dukketeatrets formsprog. I vores nye forestilling er scenografien og selv lamperne også en “dukke”, og det er ikke fordi vi limer øjne på og giver dem sjove stemmer, men det er tilgangen til materialet, som for os gør forskellen.
Generelt er jeg fortaler for, at man kalder sine kunstværker det man vil, men det er klart, at med min baggrund i det helt traditionstunge tyske håndværk holder jeg for mine egne værker den fane højt: At animationen skal indgå, og det skal gøres så velbegrundet og godt udført som muligt.«
God indoktrinering…
I skriver, at unge mennesker er primære målgruppe for AVA – eksemplificeret i første udspil til oktober, hvor ’Simili ’er alderssat til +13 år. Vil det sige, at I vil holde jer fra animationsteater for de helt små målgrupper, som du jo har ganske stor erfaring med, og for voksne, hvor der dog er enkelte interessante udøvere i Danmark, selvom det internationalt er så meget mere udbredt?
»Nej, men lige for nu synes vi, at det er spændende at dvæle lidt ved de unge. Det giver nogle andre muligheder for kompleksiteten, og det er fedt at bygge videre på det arbejde, vi startede op med ’Fishtail’, og lære målgruppen lidt at kende.
Vores forestillinger er selvfølgelig også nogle som “voksne” kan få en masse ud af, men for at være lidt frisk, så har jeg pt ikke særlig stor interesse i selv at producere for Politiken Plus segmentet… Jeg holder meget af at spille for de yngre, og det er jo også en fin måde at indoktrinere de helt små hjerner, så de allerede fra en tidlig alder er vænnet til genren!«
