Køen er lang. Stemningen er intens. Folk maser lidt og skubber. Nogle har dyrt indkøbte billetter med. Ved indgangen til teatersalen trænges festivalens frivillige i håb om at få en plads eller to på de bagerste rækker – med eller uden billet. Og koste hvad det vil. For dette skal bare opleves.
Klokken er lidt i elleve om aftenen, og inde i teatersalen, som er indrettet i en sal i byens nedlagte fængsel, står det brasilianske animationskompagni Pigmalião Escultura Que Mexe klar til at levere en af festivalens mest omtalte forestillinger. En historie baseret på en fortælling af Marquis de Sade.
Nej, dette er ikke for børn – og slet ikke for sarte sjæle. Programteksten advarer og understreger, at dette er en forestilling, der kun henvender sig til voksne.
Hed erotik, atonal musik og udvandring
Med 15 minutters forsinkelse kommer vi endelig i gang, og snart er scenen fyldt med hed elskov mellem dukker. Det grænser til, nej – det er porno. Godt nok tilsat mange ordrette citater fra den navnkundige Marquis’ skriverier; men alligevel – det er pornografisk. Lad der ikke herske tvivl om det.
Publikum labber det hele i sig med en blanding af afsky, undren og fascination. En midaldrende mand foran mig udvandrer. Musikken, der ledsager aktiviteterne på scenen, er atonal og larmende.
Historien udvikler sig ganske voldeligt, og pludselig kaster dukkeførerne sig ind i historien og interagerer med dukkerne på en måde, som unddrager sig enhver beskrivelse. Vi oplever, hvorledes dukkerne prøver at flygte af scenen for at undgå en skæbne værre end døden. Det er meget skræmmende at se på.
Og her er det, at jeg taber kæben – for selvfølgelig flygter dukkerne ikke. De føres jo af nogle eminente hænder og fingre, der sidder på en nogle uovertrufne dukkespillere. Illusionen er perfekt. Vi oplever smerten og lidelsen. Av!
75 lidt lange minutter senere er det slut, og man kan lidt i et om natten slentre hjemad gennem sileregnen. Jeg prøver at ryste det af mig. Som en hund. Men det var værd at opleve. Dukketeaterkunsten sejrede over det pornografiske på denne almindelige torsdag aften.
Thriller-teater med sjælevandring
Dagen efter er jeg igen i teatret. I skoletiden. Jeg sidder ved siden af Nadja, der går i 6. klasse. Vi sidder i smukt nedlagt kornlager midt i byens gamle pittoreske bykerne og oplever festivalens danske indslag. Sofie Krog Teater spiller 'The House' for et publikum på over hundrede børn.
Normalt spiller denne thriller på engelsk for et internationalt publikum, men her på Titirimundi præsenteres den på formfuldendt spansk. Den ene halvdel af Sofie Krog Teater består nemlig af David Faraco, som er spansk.
'The House' er flot tænkt og udført teater. Alt er stramt komponeret – bevægelser, replikker, lydeffekter og lyssætning er ultra præcis – Sofie Krogs kendemærke. Et øksehug, som på et tidspunkt skiller en arm fra en krop(!) leveres med en præcision og en lydeffekt så overbevisende, at vi alle hopper i sæderne, skønt vi sidder på allersidste række over tolv meter fra scenen.
Historien kan være kompliceret og uhyggelig. Selv for en voksen. Men børnene følger med. Nadja sidder med åben mund og store øjne. Ind imellem retter hun på sit blå hårbånd, ligesom for at falde lidt til ro. Pludselig er der en kammerat på rækken foran, der bliver urolig. Der er noget, han ikke har forstået. Uroen breder sig til de øvrige på rækken:
– Hvad betyder det lys dér? Hvorfor bevæger det sig sådan?
Der gættes, og der snakkes. Også højlydt. Men der snakkes om, hvad der sker på scenen, hvor husets ejer lige er død, og sjælen er ved at forlade kroppen.
– Det er jo hendes sjæl!, siger Nadja pludselig. – Se, nu vandrer den over i hunden!
Og det gør den faktisk. Alle hoveder drejer igen tilbage i retning af scenen. Roen er genoprettet.
Det er en meget kringlet historie, vi er vidner til, men det er sublim underholdning. Sofie Krog stiller høje krav til sit publikum, men selv om nogle ting går hen over hovedet på dem, der ikke er fyldt 12 år endnu, så får de en meget intens oplevelse i de 55 minutter, forestillingen varer. Der gyses, hvines og grines i ét væk…
Fransk teater til og for alle
Det franske teater fylder meget i Spanien. I hvert fald på Titirimundi, hvor arrangørerne har en – ganske forståelig – forkærlighed for det, som de franske kompagnier kan. Her er der ganske få handlingsbærende ord, ofte fantastiske scenografier og en gennemmusikalsk fremførelse. Derfor skal man også være heldig for at få billetter til de franske kompagniers forestillinger.
Jeg er blandt de heldige en regnvejrsaften, hvor jeg kl. 21.00 sidder i Bêtes de Foires flotte cirkustelt, som er ca. 12 meter i diameter. Jeg er ikke alene. Over 300 publikummer er vi stuvet sammen i dette lille nycirkus-univers, hvor alt kan ske. Og sker!
Hvad mener du, kære læser, f.eks. om mandshøje mekaniske dukker, der kan spille musik og bevæge sig rundt i en manege? Eller hvad med en klovnet bevægelseskunstner, der kan først sluge og derefter jonglere med otte bordtennisbolde? Eller hvad med en doven puddelhund, der kravler rundt på scenen?
Det lyder underligt. Men det er underholdende, og publikummet denne aften, der både består af voksne og store børn, griner så tårerne triller ned af kinderne.
Og lørdag aften kl. 23 sidder jeg igen bænket i en provisorisk teatersal i det nedlagte fængsel og bliver blæst væk af fransk dødskabaret-teater, udført med så meget overskud – både musikalsk, teknisk og kunstnerisk – at jeg må opgive at være kritisk.
La Pendus 'Tria Fata' er historien om en gammel kvindes ønske om at se sit liv passere revy for sine egne og publikums øjne, inden døden tager hendes svage krop med sig over Styx. Det er så gribende og universelt, at alle sidder som naglet til sæderne.
Masser af gøgl og rakkerpak
Oplevelsespotentialet på Titirimundi er stort og føles både overvældende og uudtømmeligt. For når man ikke sidder en sen aftentime i mørket og ser voksenrettet dukke- og manipulationsteater (som synes at være det nye buzz-word inden for branchen), kan man blot bevæge sig ud på gader og stræder og i hyggelige patioer og se alskens gadegøgl – både noget, som festivalen selv har indkøbt til lejligheden, og en masse tilløbne rakkerpak-typer af mere eller mindre god kvalitet.
Men til sammen skaber dette enorme sammenrend af kunstnere og gadegøglere et sympatisk sammensurium af teater og fest, der kun kan sætte en festivalgæst i et godt og taknemmeligt humør.
Og jeg var ikke alene om at være gæst – næsten 48.000 andre fik teateroplevelser af høj og humørfyldt kvalitet i pinsen i Segovia og nærmeste omegn.
Titirimundi vender tilbage igen til næste år i maj. Det er en tilbagevendende begivenhed, det bestemt er værd at skrive ind i festivalkalenderen.
