Der bliver vist og snakket teater i stride strømme, når Danmarks Teaterforeninger (DT) afvikler sit årlige seminar i Musikhuset i Esbjerg 18.20. november.
Arrangementet har mange år haft karakter af en storstilet salgsmesse, og i år er der tilmeldt 74 producenter af turneteater, der viser deres repertoire frem for 59 teaterforeninger og 16 andre opkøbere.
Efter et par corona-ramte sæsoner er der atter mere normale tilstande, og traditionelt veksles de mange korte præsentationer fredag og lørdagpå en række intimscener til kontraktlige aftaler for mange millioner kroner denne weekend. Forestillingerne er principielt alle i voksen- eller familieteaterkategorien, mens børne- og ungdomsteater henvises til de årlige Aprilfestivaler.
Lørdag aften er afsat til festmiddag og uddeling af turneteaterpriser i form af Hædersprisen, Årets Voksenteaterforestilling, Årets Turneteaterskuespiller og Årets Børneteater.
Dertil kommer den såkaldte modpris fra Kulturkongen, hvor teaterproducenterne udpeger Årets Turneteaterarrangør blandt særligt servicemindede teaterforeninger.
Søndag formiddag inviterer DT til paneldebat om ’Fremtidens teaterformidling i Danmark – Teaterforeningerne år 2030” – om økonomi, bæredygtighed og publikumsudvikling m.v.
(Billedet: Snapshot fra DT-seminaret i Silkeborg i 2021. I år er arrangementet henlagt til Esbjerg. Foto fra DT's FB-side)