Aprilfestival 2022, der afvikles i Esbjerg Kommune fra 27. marts til 3. april, byder på over 150 forestillinger fra over 100 deltagende teatre, så det skorter ikke på scenekunst på basis af dramatikeres manuskripter.
Men dramatikerene selv deltager ikke nødvendigvis i stort tal på festivalen, der ellers er børne- og ungdomsteaterbranchens store årlige mødested, hvor man ser hinandens forestillinger og snakker teater og hvor (kreative) møder kan føre til nye samarbejdsaftaler.
Det har FestivalAktivitetsGruppen (FAG), der står for faglige arrangementer for teaterfolket i løbet af festivalen, tænkt sig at gøre noget ved – og derfor byder man på ’Den dramatiske time’, der foregår på årets festivalcafe, hvor dramatikere kan få deres manus-bidder oplæst ’råt og uprøvet’ af skuespillere, som FAG stiller til rådighed for eventen.
Her er, hvad potentielt interesserede dramatikere skal gøre for at deltage:
* Gerne komme og være med i cafeen på Aprilfestival i Esbjerg den 29. og/eller den 30. marts om aftenen. Ophold og rejse er for egen regning.
* Skrive fem minutters manus eller udvælge frem minutters uddrag af manus skrevet for målgruppen BØRN og/eller UNGE.
* Skrive en kort præsentation af dig selv og dit manus – max 2 min.
* Send din bid manus og præsentation til Betina Grove på betina@teatretsttv.dk senest den 14. marts 2022.
Her er altså en fin mulighed for dramatikere at lufte deres manuskript(bidder), og det gælder fx også det aktuelle talentudviklingshold fra Dramatikervæksthus, der normalt er faste gæster på Aprilfestivalerne (se note).
Arrangørerne kan ikke garantere for tilskuertilstrømningen, for en festival er en travl tid for teaterfolket, men FAG sørger for at samle alle indsendte tekster og præsentationer i et dokument, som de deltagende teatre på festivalen tilbydes. Der undersøges også mulighed for at live-streame arrangementet på festivalens lukkede deltagerforum på Facebook.
(Billedet: Dramatikere får mulighed for at komme med manuskript-bidder til rå-oplæsning for teaterfolket på Aprilfestival i Esbjerg. Illustration: Bob Katzenelson)