Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har indgået en tre-årig samarbejdsaftale om to faste, danske residenspladser på Banff Center Playwrights Colony.
Residensprogrammet i det vestlige Canadas bjergrige region samler hvert år ca. 50 dramatikere og scenekunstnere fra hele verden, og i 2017 har Banff Center Playwrights Colony et særligt fokus på samtidsdramatik for børn og unge.
'Det er vigtigt at sikre nye udviklingsmuligheder for danske dramatikere ude omkring i verden og dermed få skabt en international referenceramme i forhold til kunstnerisk udtryk og arbejdsformer – til gensidig inspiration og med langsigtet netværksskabelse og fremtidige samarbejdsmuligheder for øje. Netop indenfor samtidsdramatik for børn og unge har Danmark en unik tradition og rigtig meget at tilbyde', lyder det fra Ditte Maria Bjerg, formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst, i en pressemeddelelse om residens-tilbuddet.
Her ydes der rejselegat samt kost, logi og arbejdsfaciliteter i forbindelse med Banff Center Playwrights Colony 2017. Ophold for dramatikere vil typisk have en varighed af 10-14 dage indenfor residensperioden, 16. april – 7. maj 2017, afhængigt af projektets karakter.
Dramatikere, som er en del af det danske, professionelle scenekunstmiljø, kan søge.
Ansøgningsfrist er 7. december 2016 og man kan finde ansøgningsvejledningen på kunst.dk eller her
Yderligere oplysninger: specialkonsulent Maiken Tandgaard Demo: mtd@slks.dk / tlf. 33 74 45 09
(Billedet: Fra en session på Banff Center Playwrights Colony i Canada, hvor to dramatikere med fokus på dramatik for børn og unge kan få gratis residensophold et par uger i april-maj næste år. Foto: Banff Center)