Der er altid brug for gode manuskripter til scenekunst for børn og unge, men ind imellem får målgruppen også selv mulighed for at bidrage med dramatiske værker.
Således er Teater Nordkraft og UngAalborg's dramatikerkonkurrence for unge, 'Storbyens Hjerte & Smerte', nu nået til finalen, som afvikles torsdag den 12. december 2013 på Teater Nordkraft, hvor en jury vil kåre det bedste manuskript.
De tre finaledeltagere – Freya Rose Hansen fra Aalborg Katedralskole, Sandra Maria Nygaard fra Byplanvejens Skole, Linda Luu og Jacob Jørgensen fra Gl. Lindholm Skole – kan se frem til at få deres manuskripter opført som reading af professionelle skuespillere på teatrets store scene, nemlig Mille Maria Dalsgaard, Rosa Sand Michelsen, Sune Kofoed og Jacob Teglgaard, mens Kasper Sejersen står for instruktionen.
Projekt 'Storbyens Hjerte & Smerte', der er støttet af Statens Kunstråd med 250.000 kr., har løbet over fire måneder, hvor unge (9.-10. klasser og ungdomsuddannelser) i Aalborg Kommune haft mulighed for at prøve kræfter med dramatik i form af manuskriptskrivning i samarbejde med professionelle manuskriptforfattere i skikkelse af Julie Maj Jakobsen, Thomas Markmann og Caroline Cecilie Malling.
Juryen, der vælger den endelige vinder, består af Teater Nordkrafts leder, Jakob Højgård Jørgensen, skuespiller Troels Malling og instruktør Minna Johannesson.
(caj)