DON GNU – Physical Theatre & Film har base i Aarhus, men er kendt for at turnere land og riger rundt med deres forestillinger, der blander dans og fysisk teater til kritikernes ofte unisone anerkendelse.
Og en tilsvarende interesse fra Statens Kunstfond er blevet vekslet til driftsstøtte – senest støtte til drift og internationale aktiviteter på tre mio. kr. de kommende tre sæsoner. Her har man placeret dem i støttekategorien 'Delvis børn og unge', og kompagniet har da også turneret med forestillinger som 'Mænd i sandaler' og 'Kvinde kend dit skab' blandt unge og på fx Horsens Teaterfestival, men nu tager kompagniet skridtet fuld ud og etablerer en egentlig ungdomsafdeling.
UNG GNU – bemærk det fikse palindrom – skal give plads til nye unge talenter og samtidig sikre fortsat udvikling og langtidssikring af kompagniet. Ideen er at lave fysiske forestillinger i et mere eksperimenterende format særligt henvendt til unge, men med samme kærlige humor, poesi og rå fysik som DON GNU er kendt for.
UNG GNU består på nuværende tidspunkt af Kasper Buus og Mads Emil Duelund Hansen, der er nyuddannet som henholdsvis danser og koreograf samt skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole.
Første forestilling hedder ’LIMBO – how low can you go’ (målgruppe 13-24 år) og skulle have haft premiere 18. december på Teatret Gruppe 38 i Aarhus. Med Buus og Duelund på scenen. Men de nye restriktioner, der blev meldt ud mandag, har som bekendt lukket for teater i Aarhus foreløbig frem til starten af det nye år, så første udspil må flyttes til et senere tidspunkt.
Udover forestillinger vil UNG GNU lave workshops og arbejde med at inspirere andre unge til at beskæftige sig med det fysiske teater.
'Det handler i høj grad om at gøre DON GNU mere bæredygtigt – både i forhold til kontinuerligt at sikre udvikling af kompagniet, ved at bringe nye og yngre kræfter i spil, der ser tingene på nye måder, men også ved at skabe et rum, hvor vi kan arbejde med udviklingen af unge talenter, der måske på sigt kan overtage vores egne pladser på scenen, da alderen jo på et tidspunkt vil begrænse nogle af de ting, vi gerne vil med fysikken” fortæller Jannik Elkær, der sammen med Kristoffer Louis Andrup Pedersen står for den kunstneriske ledelse af DON GNU, som de to koreografer stiftede i 2010.
Se mere om kompagniet og 'LIMBO' på www.dongnu.dk
(Billedet: Kasper Buus & Mads Emil Duelund i 'LIMBO' der handler om menneskets naturlige aggression og lysten til eksplosive lege. Foto: DON GNU)
(caj)