Det er skønt at bladre et faktuelt værk som Teaterårbogen igennem og glæde sig over de fine fotos og de mange gode forestillinger, der blev produceret og/eller spillet i sæson 2008-09. Også selvom man ikke selv fik set andet end en brøkdel af udbuddet.
Årbogen bygger på de oplysninger, som teatrene selv har tastet ind i scenekunstdatabasen, men redaktionen har som vanligt gjort et stort arbejde for at sikre så fuldstændig afrapportering som muligt.
Alligevel må en af redaktørerne, Jan Grube Christiansen erkende, at selvom man via allehånde kataloger, databaser m.v. nåede ud til omkring 500 teatre, finder kun omkring halvdelen vej til bogen.
Der er altså en masse små og måske kun lejlighedsvist fungerende teatre, der ikke bliver en del af den kollektive hukommelse på skrift. Og her må man ligeledes atter henregne rigtigt mange børneteatre.
Det er ærgerligt, men skal selvfølgelig ikke overskygge fornøjelsen ved, at de største og vigtigste og fleste fuldtidsteatre er at finde i årbogen, der i øvrigt er udkommet siden 1948 under forskellige udgivere.
Da det samtidig er den eneste samlede registrant over teatersæsonen, bliver det en uvurdelig hjælp for såvel branchefolk som kulturjournalister, studerende og andre interesserede udi dansk scenekunst.
Elektronisk platform
Teaterårbogen fik i nogle år særskilt økonomisk støtte til at lave en elektronisk udgave, men nu er der håb om en permanent digital registrant. Med etableringen af portalen www.scenen.dk
og indtastningsbasen TEREBA er en samlet elektronisk platform for scenekunsten ret forude.
Indtil da må man alene glæde sig over teatersæsonen i bogform. Og med de fyldige afsluttende registre over forestillingstitler, forfattere, instruktører, scenografer, koreografer og medvirkende er det et nemt opslagsværk at gå til.
Som vanlig indledes Teaterårbogen med fire oversigtsartikler. I år er det teateranmelder ved Børsen, Lars Wredstrøm (voksenteater), redaktør af børneteateravisen.dk, Carsten Jensen (børneteater), teateranmelder på Information m.v., Anne Middelboe Christensen (dans) og redaktør og anmelder ved Politiken, Thomas Michelsen (opera).
—
Nedenfor er aftrykt årbogens tekst om dansk børneteater i sæson 2008-09:
BØRNETEATERSÆSONEN 2008-09:
Dansk børneteater er én stor nationalscene
Sælger dansk børneteater sig alt for billigt i forsøget på at nå i offentlighedens søgelys?
Et er at man producerer på livet løs under oftest skrøbelige økonomiske vilkår, men når det gælder de mange festivaler, er adgangen ofte gratis eller rasende billig.
Og DET er med til at devaluere dansk børneteater, mener pr-manden Christian Have, der går ind for at man i givet fald hellere skal tilbyde folk penge for at overvære (børne)teater:
‘Gratis lugter for meget af gratisaviser – altså netop noget værdiløst, man bare smider på gaden. Hvis man enten kræver penge eller tilbyder kunden penge for at bruge tid på ens produkt, så signalerer man, at produktet har en kvalitet’, lød det bl.a. fra Have i børneteateravisen.dk – der jo også ganske gratis tilbyder anmeldelser og andet læsestof om dansk børneteater.
På trods af Haves synspunkter var det netop vejen fra billige til gratis billetter, som den biennale internationale og turnerende festival Caravanen valgte til sin tredje udgave fra 28. august til 10. september 2008. Det kunne lade sig gøre pga. af en donation på 400.000 kr. fra Bikubenfonden, og reaktionen fra en af arrangørerne, Michael Ramløse fra Teatret Fair Play, var sigende nok: ‘Vi var glade, fordi vi slap for besværet med at sælge billetter!’.
Det betød dog rent faktisk også, at ca. 90 pct. af alle adgangstegnene var udleveret allerede inden festivalens start, og så var der dækket op til kvalitetsteater for børn og unge og deres voksne i Vestsjælland, Randers og Viborg.
Gratis-konceptet blev også taget i brug nogle uger senere, da Horsens Børneteaterfestival som vanligt blev afviklet i den tredje weekend i september. Men ikke alt var som det plejede. Den normale fortrinsret for teatre med medlemskab af BørneTeaterSammenslutningen (BTS) var afløst af en kurateret festival, hvor et dramaturgiat havde udvalgt knapt 35 teatre til at vise kunsten frem. Selvom denne halvering af festivalen blev programsat som et forsøg på at servicere de deltagende arrangører bedre med et mindre og mere kvalitetsorienteret program, var der knurren over forandringerne både hos formidlerne – der fandt udbuddet for lille – og de udelukkede teatre.
Ingen havde dog noget imod, at Mette Rosleff – der havde etableret sit Teater My i 2001 – fik Horsens Børneteaterpris 2008, motiveret bl.a. i hendes særlige talent for teater for de helt små, hvor hun med ‘fast nænsomhed tager fat på livshistorier og fører de små publikummer ind i smukke og æstetiske rammer’. Det har hun bl.a. gjort med forestillingen ‘Lille Py’ og ikke mindst med ‘Himmelsange’ (produceret med Teater Reflektion) – og hun er således en fornem eksponent for den stadigt mere udbredte trend med at lave eksperimenterende teater for de allermindste, hvor man afstår fra de små pussenussede fortællinger i fingerbølglade scenografier.
I samme trend huserede Gertrud Exner i bl.a. ‘Regn’ (med Teaterværkstedet Madam Bach) og i ‘Vejen Rundt’ (produceret med Barkentins Teater, men spiller nu i Exners eget Teater Blik). Men sæsonens helt store oplevelse for de helt små, var nu Åben Dans-forestillingen ‘Mig Dig Os’, som Catherine Poher havde udviklet og iscenesat. Den fransk-fødte billedkunstner og instruktør er simpelthen et af Danmarks mest innovative og kreative teatermennesker – hvad et utal af Reumert-nomineringer og priser også vidner om. Og: ‘‘Mig Dig Os’ var både dans, digt og solskin. Nærmest som en drøm, man godt måtte røre ved’ lød det bl.a. i den Reumert-nominering, der forudsigeligt fulgte i kølvandet på forestillingen.
Der var lidt længere til det nyskabende hos modtageren af prisen for Årets Børneteaterforestilling, som Danmarks Teaterforeninger i november 2008 tildelte ‘Junglebogen’, der var blevet produceret i en musicalversion i 2007 af Ølstykke Sommerteater og siden havde turneret rundt til teaterforeningernes fornøjelse i regi af Louise Schouw – Teater og Events, der er noget så særegent som en teaterturnefabrik af opsamlede forestillinger fra andre (børne)teatre. Og med tekst af revyforfatteren Carl-Erik Sørensen efter Kiplings velkendte oplæg, instruktion af Jan Hertz og medvirken af bl.a. Max Hansen og Torben Sekov var man også ganske langt fra de sædvanlige græsgange udi det professionelle danske børneteater.
Dette særlige familieteater-segment havde da heller ikke fået tildelt megen plads i den store undersøgelse af dansk børneteater, der blev præsenteret for ressortminister og fagfæller ved en sammenkomst i Kulturstyrelsen 21. november 2008.
Men i Redegørelsen ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ indgik mere end 130 teatre, der spiller teater for børn og unge i professionelt regi, og i rapporten fokuseres både på de specielle produktionsprocesser og de afviklede forestillinger fra små og ofte usselt støttede teatre, der alligevel står for omkring en tredjedel af en sæsons samlede antal teaterproduktioner og med et samlet tilskuertal på en halv million mennesker.
Den grundige redegørelse, der udmærkede sig ved både at knæsætte en række kendetegn og afsætte en række anbefalinger til bevarelse og udvikling af et unikt teatermiljø, var udarbejdet af dramaturg og ph.d.-stipendiat Kirsten Dahl – med professor Jørn Langsted fra Aarhus Universitet som bisidder.
Og teaterprofessoren, der med rette er stolt af sin uomtvistelige position som det vrisne tågehorn i den kulturpolitiske teaterdebat, benyttede selv lejligheden til at søsætte tanken om en ny nationalscene i form af et allerede eksisterende netværk – med udgangspunkt i, at Danmarks ry som fremragende børneteaterland er opstået på baggrund af en struktur af små produktionsenheder af faste og turnerende teatre for børn og unge, der ikke mindst har givet kunstnerisk genlyd internationalt.
Langsteds tanker om denne evigt turnerende nationalscene kunne ses både som en snedig reaktion på, at det var statsensemblet for børneteaters sidste sæson – og at der nok også var en vel stor realiseringshorisont for planerne om at etablere det (nationale) Scenekunsthus for børne- og ungdomsteater, som Corona La Balance havde lanceret med en ‘inspirationsrapport’ tidligere på efteråret.
Men penge til det afgående statsensemble, professorens nytænkte netværk eller landets mange mindrebemidlede børneteatre kom der ikke fra de statslige kasser, så i tågerne fra gode tanker og mere teoretiske skrifter måtte der knokles hårdt for at producere kunst både stationært og på turne i børneteatrenes lukkede kredsløb.
Hele 109 af disse fandt sammen til områdets store firmaskovtur i form af den tilbagevende festival i april – verdens største af sin art – der i sæson 2008-09 havde Ballerup som værtskommune.
Og ja: Gratis adgang var der naturligvis også her til de 177 forskellige forestillinger og i alt 602 opførelser. Da teatrenes adkomst til festivalen alene består i, at de er refusionsgodkendt, kunne man også denne gang opleve en næsten overvældende spredning af genrer, former og spirende talent, garneret med uhyrlige udsving i kvalitetsniveauet.
Tilfældigvis var årets Reumert-uddeling lagt på festivalens sidste dag, og så kunne Corona La Balance drage fra Ballerup til Nationalscenen og modtage prisen for Bedste Børneteaterforestilling med ‘Historien om min mor’ – produceret med musikteatret Figura Ensemble.
‘Sorgens billeder blev lysende smukke i denne eventyrtolkning: Tornebusken glødede. Moderen græd sine øjne ud som perler. Og Døden sang med hænderne dybt i havehandskerne. Men barnet blev løftet op fra sengen og legede – som en dukke, der møder foråret. Trygt løb drengen i armene på Døden, mens instruktøren Marc van der Velden løb i armene på en Reumert’, lød det såre poetisk i den motiverende hyldest til endnu en spændende H.C. Andersen-dramatisering fra den hollandsk-fødte instruktør.
Hæderen var velfortjent og forestillingen absolut vellykket, men prisen kunne også ses som juryens forsøg på at sætte et plaster på såret hos landets første og sidste statsensemble for børneteater, der så skammeligt var afskaffet af Kunstråd og Kulturministerium. Som endnu en ’trøstpræmie’ lå i øvrigt en kontrakt som lille storbyteater i Københavns Kommune – med fast tilholdssted på Amager.
Til overflod måtte Corona La Balance selv producere et lille skrift til dokumentation af de fire års forløb, idet hverken Kunstrådet eller Scenekunstudvalget mente at have ressourcer eller behov for at iværksætte en officiel, skriftlig evaluering af et projekt, der trods alt havde modtaget omkring 33 mio. kr. over de fire år – og alt andet lige var udtryk for en af de største satsninger i dansk børneteater overhovedet.
Statsensemblet nåede udover at producere en masse kvalitetsforestillinger også at igangsætte mange gode projekter, laboratoriearbejde, formidling, udlandsaktiviteter, planer om et scenekunsthus osv. – samt initiere den biennale SpringFestival, hvis formål er at give både publikum og teaterfolk mulighed for at møde god og anderledes scenekunst fra andre lande. Eller som den nybagte Reumert-prismodtager Marc van der Velden så udiplomatisk formulerede det: ‘Det er farligt, når vi her i Danmark begynder at hvile på laurbærrene – personligt mener jeg, at dansk børneteater regelmæssigt trænger til et spark i røven!’
Sparket blev afleveret i børneteateravisen.dk, der fik en noget blidere behandling i form af festivalens Springpris, som tildeles ’en person eller en institution, som juryen mener er et forbillede for innovation og fornyelse inden for børneteaterområdet’. Tak for det!
På selve festivalen, der fra 13.-20. maj blev afviklet med Dansescenen og Krudttønden som centrum, blev der i øvrigt – med delvis gratis adgang til mange af forestillingerne (!) – vist ni internationale og ni danske produktioner. I sidstnævnte kategori ikke mindst Carte Blanches ’Skyggen af tid’, hvor teatrets eksperimenterende måde at arbejde med sanseoplevelser atter blev demonstreret i et poetisk livtag med begreberne tid og rum.
Sara Topsøes særlige performancestil var en øjenåbner, da hun trådte ind i dansk børneteater i 2000 – og har næsten dannet skole.
Desværre var der ikke ret mange børneteaterfolk til stede, da en af områdets egne uddannelsessucceser 14. juni indbød til – gratis – ’Karruseltur’, hvor Dramatikervæksthusets otte afgangsspirer viste prøver på deres kunnen i form af stage readings. Ideen var ellers, at teaterledere fra ikke mindst de over 50 BTS-teatre her havde lejlighed til at snakke fag, se nye dramatikere i øjnene – og måske indgå i givtige, nyskabende samarbejdsprojekter.
Dem er der i høj grad brug for i dansk børneteater, selvom sæson 2008-09 heldigvis viste, at både nye spændende teatre og garvede veteraner kappes om at holde den kunstneriske fane høj.
Og for nu at tage sidstnævnte først, så kom man heller ikke bemeldte sæson udenom Teatret Møllen, der havde hovedrollen i to lykkelige samproduktioner og nyfortolkninger af klassikere.
’Den indbildt syge’ (sammen med Nørregaards Teater) var således en utrolig fornøjelig oplevelse. Teksten er af Ad de Bont efter Molières klassiske original, og Klaus Andersen og Folmer Kristensen tager sig personligt af hovedpersonerne Argan og Toinette, mens man ganske personalebesparende har udlagt resten af persongalleriet som store slaskedukker, ført af de samme to – men hvor især Folmer Kristensen i en magtdemonstration af timing og fart har forrygende og helt grotesk travlt med alle bifigurerne, mens han udstiller Klaus Andersens kernesunde hypokonder.
Også Tjekhovs ’Tre Søstre’ fik en spændende overhaling, hvor fem kvinder tager sig af alle roller i den 108 år gamle klassiker. ’En af klareste, mest bevidste og koncentrerede, jeg har set, faldtdommen i anmeldelsen i børneteateravisen.dk.
Og det er simpelthen utroligt, hvordan det lille egnsteater fra Haderslev er i stand til at lave kunst. Tag den, I store scener med ditto budgetter!
Som fx. folketeatret.dk, der gerne vil lave familieteater, men i sæsonen floppede – i hvert fald kunstnerisk – med genopsætningen af ‘Otto er et næsehorn’: ’Skuespillere står på scenen og slår skabagtige knuder på sig selv, så vi nede i salen slår knuder på både tarme og tæer’, lød det fra kyndige Janken Varden, der kunne glæde sig over, at det gik meget bedre for Det Kgl. Teater, der søsatte ‘Mirakel’ af Kim Fupz Aakeson. Givtigt genbrug var det: Den oprindelige forestilling havde premiere hos det nu hedengangne Teatret Artibus som ‘Miraklernes tid’ og blev siden til filmen ‘Mirakel’ –og simultant med Nationalscenens nylavede musicalversion havde Teatret NEO fra Randers minsandten også en særdeles velfungerende genopsætning af det nænsomme poetisk-muntre epos om kønsbehåringens besværligheder.
Anderledes håndfast tog Munk & Pollner fast om kønslivet med ‘ Seks historier om sex’, hvor publikum bogstaveligt talt udfordres på alle fronter – man sidder på alle sider af den rekvisittomme spilleplads med de fire fortællende skuespillere, der indbyder til debat bagefter. Det er så forunderligt gammeldags og alligevel så forfriskende nyt.
Det samme kan man sige om den niche, som Teater O har fundet sig med fortættede sportsdramaer, der har verdenspolitikken som sparringspartner, mens temaer som venskab og integration sættes i spil. Først blev ‘Europamesteren’ sparket i spil (med en Reumert-nominering til følge) – og i den afrapporterede sæson blev det ‘Knockout’ om storbror-bokseren, der rejser til Afghanistan som soldat, men vender hjem i en kiste. Det er sorgbearbejdning med både humor og menneskelighed, som Lars Dammark og Anders Valentinus Dam præsterer i en boksering med tilskuere på alle sider.
Der gås dog endnu tættere på i Hvid Støj Sceneproduktions debutforestilling ‘CUT//’, der var en af sæsonens interessante nyskabelser. Forestillingen, der som udgangspunkt kun vises for piger (!), handler om cutting, men pensler ikke den tabubelagte adfærd ud over hele scenen – kun én gang under forestillingen ser man et kort glimt af de skræmmende sår. Linda Klein har skrevet en virkelighedsophakkende tekst, og Lisbeth Sonne Andersen er et nyt og skønt bekendtskab som en gennemtroværdig og introvert 13-årige pige, der har ondt i livet og må skære sig.
Hvor Hvid Støj er spændende nyt på børneteaterfronten, har Teater Hund i løbet af få sæsoner etableret sig i sin helt egen niche af vanvidsfremkaldende og meget energiske forestillinger. Denne sæsons ’Tab & Vind’ går tæt på samfundets konkurrencefiksering, og man skal ikke tage fejl af det særdeles uhøjtidelige set-op; der er bestemt holdninger på spil, når Hund letter ben over familieliv, præstationsangst m.v.
Ovenstående er blot udvalgte punktnedslag af overmåde vellykkede forestillinger i sæson 2008-2009, hvor de økonomisk og kunstnerisk givtige samproduktioner atter vandt frem. Udover de allerede omtalte blev man bl.a. præsenteret for Fair Play & Odsherreds ’Strenge tider’, Jako-Bole & Nørregaards ’I Byens Lys’ og Lampe & Limfjordsteatrets ’Drengen der blev født og sku’ i skole’ m.fl.
Og man bør også nævne Gruppe 38’s magiske juleforestilling, ’Den hellige nat’ og Thomas Windings sidste omsorgsfulde manuskript til Det Lille Teaters ’Et lille bitte mirakel’ – begge særdeles velkomne udfordringer til de mange fabriksagtige nisseforestillinger, der bemægtiger teatrene i december – og den øvrige perlerække af gode turnerende og stationære forestillinger fra danske børneteatre, der tager deres publikum så indholdsmæssigt og kunstnerisk alvorligt.
Til og for næsten ingen penge…