Kristján Ingimarsson Company (KIC) har ramt de unge med online-webserien 'ROOM 4.1', der nu helt aktuelt og frem til 2. november omplanter filmsettet med det surrealistiske totalteater til en fysisk forestilling, 'ROOM 4.1 LIVE' i en stor hal hos AFUK på Enghavevej 82 i København SV.
Det har vist sig, at halvdelen af seerne på web-video-serien er unge mellem 13-18 år, og derfor inviterede KIC forleden et ungepanel til forestillingen for at høre de unges tanker, fortæller kommunikationsrådgiver Karen Toftegaard om projektet, der udfordrer både de unges og den gængse opfattelse af scenekunst som teater med mening
'Det er ikke bare en forestilling. Det er en oplevelse', som en af de unge deltagere udtrykte det om som tilskuer at stå i et interaktivt felt, hvor den 4. væg både er brudt og intakt på samme tid.
Det tekniske, koreografiske, kropslige og sceniske bliver i høj grad fremhævet af de unge, som kalder det imponerende, kreativt, alternativt og nytænkende. De unge, som havde set KIC’s webisodes ROOM 4.1 havde en forventning om, at alle stunts i serien var computergenererede, men som Karen Toftegaard fortæller, så laver KIC med 'ROOM 4.1 LIVE' et komplet brud med de unges forventninger og udfordrer dem til at bruge deres intuition. Og være tilstede i kunstoplevelsen med krop og væsen.
Og for den forudsætningsløse lige kort om totalteaterinstallationen:
Man befinder sig på et filmset, hvor instruktøren (Kristján Ingimarsson) arbejder på en webserie om Vincent, der vil væk fra virkeligheden. Han gemmer sig fra sin kæreste på en enestue på hospitalet. En svag smerte i hans finger eskalerer gradvist til langt større problemer. Imens begynder underlige ting at ske under filmoptagelserne. Det er som om fragmenter af instruktørens fantasi manifesterer sig i rummet. Måske er publikum trådt ind i instruktørens hoved? I den store hal med et 360 graders drejeligt filmstudie popper mærkelige og uforklarlige ting og væsner frem tæt på publikum.
* 'ROOM 4.1 LIVE' kan opleves tir-fre kl. 10 og lørdag kl. 17,00 på AFUK Remisen. Varighed ca. to timer inkl. pause. Aldersgrænse. 13 år. Billetter via Teaterbilletter.dk
(Billedet: Der sker mange og uforklarlige ting i Kristján Ingimarssons omplantede webserie til totalteaterinstallationen 'ROOM 4.1 LIVE'. Foto: Søren Meisner)
(caj)