Efter at teatret Asterions Hus bosatte sig på den yderste kant af København – Refshaleøen, hvor rensningsanlæg og gamle produktionshaller støder sammen – er der etableret en lind strøm af aktiviteter. Teatret har dog måttet anskaffe sig en gammel rød bus, der kan køre folk fra Christianshavns Torv til teatret for på den måde at sikre fremkommeligheden for både publikum og kunst.
Men er man først kommet til William Wains Gade, sker der ting og sager. Bl.a. afholder det såkaldte Selskabet fra tid til anden åben scene-arrangementer, hvor alle er velkomne til at aflevere kunstnerisk bidrag – eller blot kigge på.
Men fra 3.-18. marts 2011 er det også tid til endnu en gang ‘MÅSKE’ – Asterions Hus’ såkaldte encyklopædiske teatereksperiment, hvor ordet ‘måske’ er omdrejningspunkt for en samling af enaktere, hvor ikke to forestillinger bliver ens, fodir publikum bestemmer.
I denne omgang er der også gæste-MÅSKE, idet skuespilleren Charlotte Munck, musikeren Klaus Risager, den nystartede nycirkus-trup Rapid Eyes Samuel Gustavsson, Livingstones Kabinet Musikteater og skuespileren Thomas Mørk gæsteoptræder med enaktere. Måske… Og måske kommer også den egyptiske dramatiker og performer Nora Amin med en helt frisk måske-enakter fra et af de steder i Verden hvor ‘måske’ fyldermeget mere end normalt, som det hedder i en pressemeddelelse fra teatret.
Måske-projektet er tidligere blevet omtalt i en artikel
for lidt over to år siden her på portalen – ligesom en Måske-forestilling
fra den periode er blevet anmeldt.
Måske har man lyst til at se mere om MÅSKE-projektet m.v. på www.asterionshus.dk