Teater Hund har netop haft premiere på ’Tro, håb & magi? – en forestilling om muligheder’.
Og atter er humoren og farverne og et meget kropsligt spil i højsædet i en billedrig forestilling, der med udgangspunkt i det at tro på noget undersøger tilværelsens mange muligheder.
Som vanligt er forestillingen udviklet efter en ide af teatrets kunstneriske leder, Methe Bendix, der som vanligt også har instrueret.
Så børneteateravisen.dk har benyttet den aktuelle anledning til at stille Methe Bendix nogle spørgsmål om teatrets meget særegne stil, hvor der serveres humoristisk børneteater med eftertanke.
– Teater Hund har på ganske få år etableret sig som et markant børneteater, der får stor og vedvarende støtte fra Scenekunstudvalget, henter glimrende anmeldelser og sælger helt vildt godt trods en vis afmatning i aftagerleddet. Hvad er det egentlig, I gør rigtigt?
»En af grundene kan være, at vi først og fremmest laver forestillinger om emner, der interesserer os selv og som vi ikke selv er færdige med at udforske. Og som vi tænker, Nøøj, dette her ville jeg da godt have vidst mere om som barn!… Vi laver det, vi selv synes er vigtigt og sjovt. Og selvfølgelig som vi tror på, at også et børnepublikum vil få noget ud af.
Samtidig er vi meget interesserede i at undersøge selve scenekunsten i vores prøveperiode, og det kan der godt komme nogle overraskende og friske ting ud af.
Og så arbejder vi med superdygtige folk, der er dedikerede til både børnepublikummet og til kunsten.«
’Det ender bare tit sådan’
– I har nærmest taget patent på en særlig tegneseriestil med indædt humor og stor kropslig udfoldelse. Man kunne måske også kalde det hverdagsrealisme med karikeret indhold – eller en vittig indpakning af seriøs bekymring over tingenes tilstand. Hvordan fandt I frem til netop den teaterform?
»Det er ikke med vilje! Det ender bare tit sådan. Selvom vi altid starter et helt andet sted! I vores prøveperiode er vi meget eksperimenterende, langt ude og søgende. Både menneskeligt og kunstnerisk. Og især med den nuværende forestilling troede jeg, resultatet ville blive noget helt andet. Og så ender det alligevel med, en uges tid før premieren, at forestillingen pludselig siger ’HAPS! Det er sådan her, jeg gør mig bedst: Ved at være meget klar, enkel og direkte i udtrykket!’. Måske er det fordi de psykologiske og sociale mekanismer, vi prøver at gestalte, faktisk er så komplicerede, at de har brug for en ret tydelig klangbund for at kunne forstås.
Men jeg er overbevist om, at vores ’særlige stil’ skyldes, at det dybe og søgende og eksperimenterende, som vi bruger meget tid på, ligger der nedenunder det hele og varmer. Og at der er en inderlighed og kærlighed til de figurer, der portrætteres på scenen.
Og så er det vel også fordi jeg både har noget på hjerte og elsker at have det sjovt.«
– Humor er en fast bestanddel i Hunds forestillinger, men kan man virkelig regne med humoren som et universelt element, der forstås og håndteres lige godt af børn og voksne?
»Godt spørgsmål! Der er selvfølgelig humor, som vi aldrig ville finde på at præsentere for børn. Men jeg TROR, at det dér universelle element findes og er vigtigt, så jeg bliver indædt ved med at søge det. Den fysiske udtryksmåde er især en hjælp her. Vi siger tit ting i ordene til de store, som vi siger i kroppen til de mindste.
Jeg tror på humor som en forløsende, samlende og transformerende kraft. Så jeg tager det meget alvorligt.«
– Er jeres forestillinger altid drevet frem via improvisationer på gulvet eller har I vekslende arbejdsstil?
»Vi improviserer helt vildt meget og længe. Ud fra en idé/et tema og oplæg fra mig. Hos os er manuskriptet noget af det sidste, der ligger klart. Her et par dage før premieren sidder jeg stadig og skriver…. Konteksten skabes før teksten. Jeg vil gerne holde døren åben for det uforudsigelige lige til det sidste. Og det er hver gang et mirakel, at der faktisk kommer en forestilling ud af det.«
’For at redde verden!’
– I en anmeldelse af ’Far, Mor og Børn’ skriver Anne Middelboe, at ’Teater Hunds forestillinger skildrer altid, hvordan børnene er de fornuftige og betænksomme – og hvordan forældrene er de urimelige og selvoptagede’. Udleverer I de voksne for at tækkes børnene – eller er det et forsøg på at opdrage forældrene til at blive bedre…?
»Det er sgu nok nærmere for at redde verden! Børn har efter min mening et meget klarere og naturligt syn på virkeligheden, end vi voksne har lært at få. Så vi prøver vist bare at sige: ”HOLD FAST! I har ret! Tro på jer selv, og mist det ikke!’. Men det gør da selvfølgelig heller ikke noget, hvis der er nogle voksne, der genkender sig selv og beslutter sig for at slappe lidt af…..«
– I har fået vildt gode anmeldelser af jeres forestillinger – og du selv er præmieret med 100.000 kr. fra Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg for instruktionen af ‘Tab & Vind’. Hvordan er det så pludselig at opleve en anmelder vende tomlen nedad – som når Janken Varden her på portalen kalder jeres seneste udspil: ’Hr. Søn & Fru Mor på udflugt’ for en forestilling, der flagrer af sted og henfalder alt for meget til teater efter indfaldsmetoden…
»Vi er faktisk helt enige med Janken Varden og synes det var en god, saglig og positiv anmeldelse. På grund af forskellige uheldige omstændigheder nåede den forestilling – især dramaturgisk – ikke op på det niveau, vi gerne selv ville have den på. Og det så Janken.«
– Og i forlængelse af det: Kan man lære af teaterkritik. Den gode som den negative?
»Nok i teorien. Men jeg har aldrig oplevet det. Det er rart at få gode anmeldelser. Og væmmeligt at få dårlige. Men hvis risen/rosen ikke vækker genklang, så betyder det ikke ret meget i længden. Og hvis den gør, så vidste man det jo godt i forvejen.«
’Inderlighed, humor, vigtighed og mild sindssyge’
– Du har været instruktør i en halv snes år og har været med til at stifte Teater Hund (i 2003) efter tiden hos Får 302, hvor du også var skuespiller. Hvordan var skiftet fra voksen til børneteater?
»Lille på det kunstneriske plan (godt teater er godt teater, lige meget om et er for børn eller for voksne). Og stort på det personlige! Både fordi jeg gik fra at være skuespiller til at være instruktør. Og fordi jeg kom til en verden, jeg slet ikke kendte noget til, og faktisk havde en del fordomme overfor (må jeg med skam at melde indrømme!). Dér har jeg godt og grundigt fået ændret min opfattelse efter at have lært miljøet at kende! Nogle af de mest spændende og undersøgende ting for tiden sker inden for børne- og ungdomsteatret, synes jeg.«
– I har haft det amerikanske ægtepar Paul Oertel og Nancy Spanier – henholdsvis skuespiller/performance-coach og koreograf – ind over som med-instruktører i den nye forestilling, ’Tro, Håb & Magi’. I øvrigt med tilskud fra den såkaldte DIVA-ordning. Hvad er det, de kan? – og hvad har de bidraget med til den nye produktion?
»Paul og Nancy har en evne til at skabe en ramme og en tryghed, der giver folk mod på at afprøve nye områder og til at være dem, de virkelig er, uden alt det ydre præstationsflimmer. Til at være ærligt til stede på en scene i stedet for at ”producere” og finde på og prøve at leve op til et billede af, hvordan man er god og dygtig. Og dermed til at udfolde deres egen originalitet. De har bidraget med idéer og nye indgangsvinkler til det fysiske og til måden at være til stede på en scene på. Og her i slutningen af prøveperioden har de været livsvigtige sparringspartnere for mig på alle planer!«
– De to har også været inspirationskilde for dig tidligere i karrieren. Har du/I ellers nogle forbilleder – internationalt/nationalt – når det gælder (børne)teater?
»Hmmm…. Jo! Bo Stendell Larsen fra Abstrax! Han udviser en vidunderlig blanding af hjerte, hjerne og absurd craziness. Jeg elsker alt, hvad den mand laver! Også når det ikke fungerer! For det virker så inderligt og vigtigt og ægte originalt.
Ellers er jeg vist ikke rigtig fan af nogen. Jeg beundrer en særlig kombination af inderlighed, humor, vigtighed og mild sindssyge, når jeg ser den. Det er ikke vildt tit.«
’Hurra! når det lykkes’
– Du sidder også som formand i Refusionsudvalget. Hvordan påvirker dette arbejde din oplevelse af dansk børneteater – herunder vækstlaget?
«Når jeg ser så mange forestillinger, på så mange forskellige niveauer, så får jeg først og fremmest en stor ydmyghed overfor det at lave professionel scenekunst for børn og unge. Det er ikke altid lige let! Der er rigtig mange faktorer, der skal passe sammen. Så Hurra! når det lykkes!
Med hensyn til vækstlaget, så bliver jeg glad for at se, at der er et! Og opmærksom på behovet for at pleje det! Der bør være et laboratorium, hvor nye og spændende kræfter, som vi alligevel er blevet nødt til at give afslag på refusion, kan få mulighed for at udvikle sig.
Og så får jeg sådan lyst til mere af al mulig dialog inden for vores område! Der er meget at dele, udforske og afprøve! Hvad professionel scenekunst er, hvad kvalitet er, hvordan vi udvikler os…..
Det at sidde i Refusionsudvalget giver da selvfølgelig også et ekstra tryk seksten på præstationsangstpedalen op til premieren: Puha! Jeg håber vores forestilling ender med at blive én, jeg ville give refusion!«
Teater Hund havde 17. marts premiere på ’Tro, håb & magi?’, der spiller på AnemoneTeatret frem til 29. april – dog afbrudt af påskefri og udflugt til Festival 2010 i Esbjerg 11-18. april. Se mere på
www.teaterhund.dk
& www.anemoneteatret.dk
