Af: Henrik Lyding

26. februar 2012

Det er i orden at være ond

Visuelt flot forestilling om den mørke side af menneskesindet – desværre til en lidt forkert målgruppe.

Der bor to piger i en dejlig have. Sådan siger de og sådan ser det umiddelbart ud. To piger, der leger sammen. Men undervejs finder vi ud af, at det vist i virkeligheden er to sider af samme pige – den lyse og den mørke. Det glade Lysbarn, som far og mor er glade for, og den trodsige, drillesyge og destruktive pige, Mørkebarnet, som ingen vil kendes ved. Den forbudte pige.

Det er hende, der lokker til farlige gerninger, som at spise guldfisken i havens lille sø, men det er også hende, der jager de onde drømme på flugt om natten, når den søde pige ikke kan sove. Og måske gemmer der sig også noget godt i den onde pige. I hvert fald fortryder hun det med guldfisken, og vupti, så er den tilbage i sin sø.

Morale: At det er i orden at have mørke sider i sit sind, at det er en del af livet, at man nok ikke skal dyrke dem, men også at de i den rette sammenhæng kan være en styrke.

Det er en fortættet lille forestilling, der er kommet ud af at omsætte Cecilie Ekens berømte billedbog fra 2007 til teater. Fortættet i den forstand, at hele historien udspilles i et sortladent univers, hvor en stor gynge og et lille akvarium – historiens sø – er eneste rekvisitter. Men også fortættet, fordi der fortælles i et komprimeret sprog, som dels rimer, dels bruger mange voksne ord – og endelig fordi de siges og synges med en forbilledlig klarhed i udtrykket, der giver dem ekstra tyngde.

Og ja, der synges også. I Peter Bruuns raffinerede blanding af Kurt Weill og moderne, let rytmisk opera af den skæbnesvangre slags, snart ren sang, snart en slags talesang, foldes den sorte historie ud i et temmelig voldsomt scenesprog.

Rammer forbi sit kernepublikum

Det er her, forestillingen ufrivilligt kommer til at modarbejde sig selv og sit publikum. Fordi den angiveligt er beregnet for børn fra seks år og opefter, selv om de problemstillinger, den ridser op, i hvert fald i den valgte teaterform, tydeligt henvender sig til et noget ældre publikum.

Vi skal derop i alder, hvor børn er bevidst om og kan reflektere over, at deres sind rummer gode og mindre gode sider. Jeg tror, at de 10-12-årige vil finde større umiddelbar genklang i denne forestilling.

Det modarbejdes så til gengæld af, at de to piger tydeligt fremstilles som små piger omkring 6-7 år, hvor der virkelig er karisma over Tilde Maja Fredriksen som Mørkebarnet – hendes krop og blik er ladet med forbitret trods – mens sangeren Ingeborg Fangel Mo ejer en smuk, mørktonet og meget udtryksfuld stemme som Lysbarnet. Begge besidder tilmed en høj grad af adræt kropslighed, der finder mange stærke udtryk, når de gynger eller klatrer rundt i den stilladsagtige dekoration,

Derfor er det ærgerligt for forestillingen, at den rammer forbi sit egentlige kernepublikum og altså får mindre effekt, end dens kunstneriske niveau berettiger til.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik