Mens Aprilfestival 2018 blev gennemført efter programmet fra 15.-22. april, lurer risikoen for en storkonflikt stadig for SWOP-dansefestivalen, der afvikles i Roskilde 3.-7. maj.
Så arrangørerne fra Aaben Dans krydser alle forhåndenværende fingre for, at tingene falder på plads. En konflikt op til festivalstart vil bl.a. betyde, at de mange internationale kompagnier vil få svært ved at nå frem.
Pernille Møller Taasinge, producer og kommunikationsvarlig på Aaben Dans, fortæller, at man følger situationen meget tæt:
»Og vi er blevet yderst trænet i at lave forskellige nødplaner. Vi gennemfører SWOP under alle omstændigheder og er parate til at agere meget agilt i forhold til evt. stop i luftfart, togtransport, et konfliktramt spillested o.a. Men vi holder modet oppe og sender positive tanker til forhandlerne i Forligsen….«
Men ellers er alle sejl sat til for at gøre fjerde udgave af den biennale og internationale dansefestival for børn og unge til endnu en succes. Og en god måde for arrangørerne for Aaben Dans at fejre sit 10. års jubilæum som egnsteater i Roskilde.
Der er gratis billetter til alle ti forestillinger, der spiller 28 gange i løbet af festivalen, og dertil skal lægges diverse workshops, installationer m.v.
Dertil kommer et fagligt seminar for kunstnere og fagfolk (deltagerpris 80 kr.) med titlen 'Reflection Room', hvor temaerne er Gender/sexual identity; (over)protection; Migration; Site specific work; Intergenerational work & Participatory work – for nu markere, at seminaret er på engelsk.
Der er også fremmedsprog knyttet til de gæstende forestillinger, som kommer fra Holland, Belgien, Sverige, Schweiz, Spanien og Danmark – og spiller på Scenen i Laboratoriet, store dele af Musicon-området, på Roskilde Bibliotek, Lynghøjskolen og på Stændertorvet.
Forestillingerne er (aldersgruppe i parentes):
– Kokers (Rør) – Dansmakers (3+) NL
– Tre ben – Aaben Dans (1,5/ældre) DK
– Binnenbeest (Dyret inden i) – De Dansers (6+) NL
– JIJ Bent'm! (Du er den!) – Djojokarso & Jansen/Korzon (6+) NL
– Horses – Takt,Stuk (8+/familieforestiling) BE
– Sissy Bomb – Dansstationens Turnekompagni (12+) SV
– Solo Juntos (Alene sammen) – Lucio Baglivo (Alle/udendørs) ES
– Snap XL – fAbuleus (13+) BE
– Kill Your Darlings – Joshua Monten Dance Company (Alle) D
– Maxi Golf – liveart.dk, Aaben Dans (interaktiv installation) DK
»1700 billetter er booket på nuværende tidspunkt, og det er en skønsom blanding af lokale og professionelle. Den kombination er vi rigtig glade for! Så det er godt at folk får bestilt deres billetter snarligt på billet@aabendans.dk,« lyder det fra Pernille Møller Taasinge.
Se program med info om billetter, spillesteder og -tider samt omtale af de enkelte forestillinger: www.swopfestival.dk
(Billedet: SWOP-festivalens åbningsforestilling er 'Horses' med det belgiske kompagni Kabinet K, hvor børn og voksne danser sammen på scenen. Foto: Kurt van der Elst)
(caj)