ASSITEJ’s verdenskongres og scenekunstfestival for børn og unge har gået stille af sig i danske medier. Men det er jo som det plejer. Danmarks position som et af verdens fremmeste teaterlande har kun lille bevågenhed, og jeg ser kun én grund: Det drejer sig om teater for børn og unge!
Der råbes ellers op om dansk teaters manglende internationale relevans, både i media og fra politikerhold. Og der tales store ord om Øresundssamarbejde, men resultater efterlyses. Jamen, så løft dog blikket! Og se hvad København og Malmø sammen har kunnet stable på benene i form af en scenekunstfestival som verden knapt har set magen til. 240 forestillinger, 27 kompagnier fra alle verdensdele, samt en kavalkade af det bedste fra Sverige og Danmark.
Og læg dertil et utal af delegerede fra mange lande – et interesseret publikum, en masse eksperter, dedikerede mennesker, der har hørt hornene gjalde fra det høje skandinaviske nord. Jeg så en forestilling i aftes hvor vi – publikum – blev inviteret til at kridte vores fødested op på det sorte gulv. Jeg så et par Copenhagen, men ellers var der Beograd, Limoges, Caracas, Sigtuna, Kagashuma, New York, Limerick, London, Ankara og mange, mange flere.
Så der er ingenting i vejen med internationaliteten.
Ambitiøst og fascinerende
Lad så gå, at kvaliteten ikke hele tiden er den ypperste. Den canadiske forestilling ’Starved’ var meget, meget ambitiøs, men fortabte sig i halve forelæsninger om ’forensic anthropology’ (retsmedicinsk antropologi, red.), med uklare overgange, tilsvarende uklare tendenser til psykoterapi, og en del corny tilløb til dans og umotiverede spjæt midt i forelæsningerne.
Den brasilianske ’Almost Nothing’ havde en vanvittig fascinerende begyndelse, med fire formummede figurer på noget der lignede en blanding af losseplads og ørken. Fire skabelser der sloges for en eksistens, men hvor sandet løb ud af alt, hvad de byggede op og de stod tomhændede tilbage. En af dem lavede en fantastisk fugl af papir fra en affaldsdunk. Musikken var en konstant medfølger, både lydhør og kommanderende. Men så blev der bygget en primitiv dukketeaterscene og så gik der Mester Jakel i det hele. Traditionelt og – om end vel udført – med amatørmæssige grin til alle replikker (på engelsk).
Charmerende kaos
Tyske ’Warum geht alles durcheinander?’ blev et charmerende kaos. Men heller ikke så meget mere. Udgangspunktet: et barns mange og intrikate spørgsmål afføder metaloger (dialoger om dialoger) om, hvorfor alt bliver et rod, om kropssprog, om det at lege og lade som i forhold til virkelighed, om kundskab og forståelse.
Jeg troede, at mine tyskkundskaber var i orden, men dette gik alt for hurtigt for mig. Og jeg vil tro, at selv en tysk målgruppe på ni år og op vil have svært med at hænge med i den intellektuelle karrusel.
Men spillerne er skønne, den medbragte scenografi spændende – og kaos meget overbevisende.
Indsmigrende og ordrig
Fra Brasilien kom også ’Concerto for Roses and Thorns’. Sjældent har jeg set en forestilling så generøs, så musikalsk, så publikumsflirtende og indsmigrende. Meget latinamerikansk, meget rytmisk, fuld af liv og mange dejlige aktører. Men også meget tekst på portugisisk, selv om de lagde ind engelske passager nu og da.
Forestillingen varede i over to timer og kunne sagtens have været skåret ned med en halv time for et publikum, der ikke kunne følge med i de lange digt-recitationer. Men en forestilling til at blive i godt humør af, og en scenografi/rekvisitter med en vidunderlig stoflighed.
To perler
Og så: to virkelige perler! Fra Belgien kom TOF Theatre med dukkeforestillingen ’First Steps on the Dune’. En fuldstændigt mageløs beherskelse af selv de allermindste dukker og rekvisitter, en detaljerigdom som overgår selv Teater Refleksion i bevægelser og udtryk – i alt. I arme, ben og blik, i usandsynlig akrobatik, i angstfyldte øjeblik og svævende herlighed.
De fire (diskret synlige) dukkeførere kan deres kram til UG+. Den store lille dukkes drøm, personificeret af den lillebitte kopi af ham selv, er en udflugt i fantasiens verden, netop som en drøm kan være det: dejligt flyvende og herligt risikabel. Alt kan ske, – og det sker. Magisk, underfuldt, præcist.
Og endelig: ’Open Circle’ fra Litauen. Otte unge skuespillere sidder på deres stole i en cirkel, og publikum tager plads i stolene rundt om dem. Stille guitarspil følger os på plads. Så begynder de, én efter én, at fortælle små historier fra sin barndom, fra sin opvækst og fra sin første ungdom. Efter hvert vokser fortællingerne, de involverer hinanden som modspillere, næsten på teatersports-måden, så det hele får et fuldstændig friskt udtryk.
Historierne kan være banale eller originale, men vi genkender dem alle sammen, og hver historie får stoflighed og liv gennem helt enkle arrangementer, og – ikke mindst – ved hjælp af et instruktørblik som hele vejen kombinerer spil og klare sceniske billeder. Imponerende gjort indenfor den totalt uprætentiøse ydre ramme.
I weekenden står den så på den svenske og danske kavalkade med 20 af det bedste, de to arrangørlande kan byde på.
Tak til ASSITEJ og alle hjælpere!
